Danske Bank: Privatforbruget er ikke så ringe endda

Ifølge data fra Danmarks Statistik udviklede privatforbruget sig fladt - og derved overraskende dårligt - i tredje kvartal.

Ifølge privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen, snyder tallene for danskernes privatforbrug.
Læs mere
Fold sammen

Men tallene snyder, idet et stort fald i danskernes energiforbrug skygger for en reel stigning i forbrugsvæksten.

Sådan lyder vurderingen fra Las Olsen, der er privatøkonom i Danske Bank.

- Dykker man lidt længere ned i tallene viser det sig, at forbrugsvæksten bliver trukket kraftigt ned af et fald i forbruget af el, gas og brændsel på hele 11,6 pct. Her er tale om tal, der er korrigeret for normale sæsonudsving, som selvfølgelig er store for varmeforbruget. Det virker derfor umiddelbart lidt mærkeligt, og der er god grund til at tro, at det sæsonkorrigede varmeforbrug kommer til at stige igen, skriver Las Olsen i en skriftlig kommentar.

Selvom der ikke er tale om eksplosiv forbrugsvækst i kvartalet, kan der ifølge Danske Banks beregninger spores en markant stigning i privatforbruget, hvis energi og køretøjer trækkes ud af ligningen.

- Renset for energi og køretøjer steg privatforbruget efter vores beregninger med 0,6 procent i tredje kvartal. Det passer noget bedre med billedet af, at forbruget for tiden stiger rimelig kraftigt, trukket af solid vækst i reallønnen og fremgang i beskæftigelsen, skriver Las Olsen.

Ifølge beregninger fra Danmarks Statistik var stigningen 0,8 pct. i tredje kvartal, hvis el og brændstof fraregnes.

- Vi bruger flere penge, fordi vi tjener flere. Der er derimod ikke tegn på, at vi benytter os af de bedre økonomiske udsigter og af de stigende huspriser til at låne flere penge og bruge dem, som vi har set i tidligere opsving. Så en rigtig kraftig vækstmotor bliver forbruget næppe denne gang, men det kommer til at trække mere op i BNP i den kommende tid, slutter økonomen.