Dansk træner på spansk bane

Der er kommet mange nye golfbaner på den spanske solkyst indenfor de seneste år, ja, faktisk så mange, at det kniber

alvorligt med at fylde dem op med greenfee-gæster, som er villige til at betale en gennemsnitlig greenfee-takst på mellem

500 og 600 kroner.



Derimod strømmer begyndere til diverse golfskoler, hvor de både kan blive undervist på

en driving range og spille på en par 3-bane uden de store udgifter. En del professionelle trænere har forlængst

pejlet sig ind på denne niche, heriblandt danske Morten Thuen, som efterhånden har boet og arbejdet i otte vintre på

Costa del Sol - de fire første år for henholdsvis Miraflores of Scandinavia og Himmerland Golf Tours på Miraflores-banen

og i de seneste fire år for Krone Golf Tours på Cabopino-banen ved Calahonda.



For Krone Golf Tours holder han i indeværende

vinterhalv-år golfskole for begyndere på Cabopinos driving range - med frit spil på par 3-banen Greenlife, hvis

eleverne er indkvarteret i lejlighedskomplekset af samme navn i den lille nærliggende bjerglandsby La Mairena - hvor Morten

Thuen i øvrigt bor privat.



To timer daglig træning i hold på maksimalt seks spillere gør underværker, hvis

man befinder sig på begynderstadiet, og derfor søger stadig flere golfmæssige novicer til Morten Thuen, Greenlife

og Cabopino. Dertil kommer, at gamle elever også opsøger ham - og dem er der mange af, fordi han gennem årene har

været træner i en række forskellige klubber, f.eks. Brønderslev, Aalborg, Ebeltoft og Hammel.



En typisk

greenfee-pakke for garvede spillere med Greenlife-komplekset som udgangspunkt består af to runder på de kendte Mijas-baner

Los Lagos og Los Olivos, én på Santa Maria-banen og én på Cabopino-banen, men det ender som regel med, at

de spiller i hvert fald to runder på Cabopino, selvom den ved første øjekast ser frygtindgydende ud rent fysisk

med mange kuperede huller. Greenfee inkluderer imidlertid en buggy, og dét får gæsterne til at spille mere end

en runde -dels på grund af mange udfordrende huller og dels på grund af nogle storslåede udsigter over Middelhavet

til Marokko og Gibraltar.



- Cabopino er lidt upåagtet, men jeg synes, at den er så spændende, og at man i hvert

fald bør spille den, hvis man vil prøve noget andet end de kendte og overrendte baner på disse kanter. Især

mange vandhazarder omkring greens gør Cabopino svær. Dét gælder også på banens signaturhul, 14.

, som ifølge golfmagasinet »Andalucia Golf« er Solkystens sværeste par 5-hul på over 500 meter, op ad

bakke, med en smal fairway og en bæk langs højre side, fortæller Morten Thuen, som generelt aldrig har været

bange for at gå nye og utraditionelle veje.



Derfor arbejder han allerede på at føre en ny spændende

ide ud i livet i næste vinterhalvår.



Her vil han nemlig kombinere golfspil og skiløb, således at 10

dages-tur består af fem dage med ski under fødderne i Sierra Nevada-bjergene og tre dage med golfkøller i hænderne

på baner mellem Malaga og Marbella.



Fra Calahonda er der mindre end to timers kørsel til skiløjperne i Sierra Nevada.



Morten

Thuen har også en fortid som østrigsk skiinstruktør, så også i den retning vil han kunne tilbyde undervisning.