Dansk realkredit er billigere end boliglån i udlandet

En undersøgelse foretaget af Deloitte for Nykredit-ejeren Forenet Kredit viser store forskelle mellem de danske realkreditlån og sammenlignelige landes boligfinansiering.

Nina Smith, formand i Forenet Kredit og økonomiprofessor, hælder selv mest til de fastforrentede realkreditlån og har en forventning om en stigende rente. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske realkreditsystem giver boligejerne herhjemme finansiering til en pris, der er svær at matche nogetsteds i udlandet. Det har danske økonomer været enige om førhen, og det bekræftes umiddelbart af en undersøgelse foretaget af Deloitte for Nykredit-ejeren Forenet Kredit.

Ganske vist har bidragssatserne fyldt meget i mediebilledet i de knap tre år, der er gået siden Nykredit som den første af de fire store realkreditinstitutter meddelte, at man ville hæve omkostningerne for de danske boligejere.

»Jeg vil også gerne have lave bidragssatser, og den del af finansieringen kan godt se ud af meget, når renten er så lav, som den er i øjeblikket. Men på næsten alle parametre er den danske realkreditmodel faktisk en virkelig stærk og effektiv model for de danske boligejere, der samlet set leverer den billigste finansiering,« forklarer Nina Smith, økonomiprofessor og formand for Forenet Kredit.

Markant højere rente i USA

I rapporten har Deloitte sammenlignet låneomkostningerne i Danmark med boligfinansieringen i en række af de lande, vi normalt sammenligner os med. Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA. Og ikke overraskende kommer Danmark ud som vinderen af den konkurrence.

Udgangspunktet er købet af et hus til tre mio. kr. via et F5-lån på 2,4 mio. kr. – altså en belåningsgrad på 80 pct. Mens man i Danmark har låneomkostninger på godt 539.000 kr., er de tilsvarende omkostninger 58 pct. højere i Storbritannien, 61 pct. højere Tyskland og 75 pct. højere i Sverige. USA stikker af med en finansiering, der er 228 pct. højere, men det skyldes i høj grad, at renten netop er meget højere på den anden side af Atlanten.

»Renten er næsten fire pct. i USA, og det betyder selvfølgelig meget. Tyskland ligger tættest på os rentemæssigt og har derudover ikke stiftelsesomkostninger, men de har så andre typer omkostninger, der alligevel gør det dyrere at finansiere en bolig,« forklarer Nina Smith.

Der er en meget stærk tiltro til de danske realkreditobligationer, der ligger bag boliglånene, og udlandet har stor appetit på dem. Det skyldes ifølge Nina Smith, at de danske realkreditinstitutter, som alle har den højeste kreditværdighed, er meget robuste. Samtidig er det danske realkreditmarked et af verdens største.

»Det medfører meget lave renter. De danske boligejere betaler eksempelvis en ganske lav merpris i forhold til en dansk statsobligation. Rentespændet har endda i en periode været negativt.«

I rapporten kan man således se, at Danmark også på denne parameter siden 2010 har ligget ganske lunt i svinget sammenlignet med de fire øvrige lande.

Fastforrentet forsikring

Endelig er der det ganske unikke aspekt ved det danske realkreditsystem, at det er ganske nemt for boligejerne at konvertere deres lån, ja det er nærmest en folkesport.

»Man kan også få billige, fastforrentede 30-årige lån i Tyskland. Men det er langt fra lige så let at få dem som tysk boligejer, og de har ikke samme mulighed for at konvertere lånet,« siger Nina Smith.

Det betyder også, at man som boligejer med et langt fastforrentet lån rent faktisk kan få en gevinst i tilfælde af en rentestigning. I givet fald bliver gælden mindre.

Nina Smith vil ikke komme med spådomme om, hvornår renten stiger, andet end at den i hvert fald kommer til at stige på et tidspunkt. Hun vil heller ikke rådgive om andres individuelle privatøkonomiske disponeringer – hun vil dog gerne fortælle om sin egen.

»Jeg hører selv til dem, der bedst kan lide sikkerheden. Jeg har fastforrentet lån – det passer bedst til min psyke. Og det har også været signalet fra myndighederne, at det ikke er gunstigt, hvis alt for mange har korte, afdragsfrie lån i tilfælde af rentestigninger.«