Dansk dyk i renten er på trapperne

Selv om de fleste venter, at Den Europæiske Centralbank (ECB) i dag fastholder sin korte rente på 1,0 procent, så er det sandsynligt, at Danmarks Nationalbank sætter sin rente ned - meget snart.

Nils Bernstein kan i dag sørge for, at Danmarks Nationalbank sætter ny rekord i lav rente. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Linda Henriksen

Danmarks Nationalbank vil med stor sandsynlighed gå solo og sænke sin korte rente et lille nøk i dag. Det vil bringe de korte renter ned på det laveste niveau nogensinde, siden Danmarks Nationalbank blev oprettet helt tilbage i 1818. Det er den stærke krone og de fortsat stigende reserver af fremmed valuta, som gør det muligt for Danmarks Nationalbank med Nils Bernstein i spidsen at sætte renten ned.

Det ventes at ske, også selv om de 21 mand store styrelsesråd for Den Europæiske Centralbank (ECB) ved deres ordinære rentemøde i dag formentlig fastholder rente uændret på 1,0 procent.

Rentespænd indsnævnes

»ECB har klart indikeret, at de tager en pause nu og ikke sænker renten yderligere. Det vil derfor være en kæmpe overraskelse, hvis de sænker renten,« siger Werming K. Pedersen, der er seniorøkonom i Sydbank.

Derimod anser både Werming K. Pedersen og økonom i BRFkredit Mikkel Høegh det for »meget sandsynligt,« at Danmarks Nationalbank i dag klokken 16 sænker renten en smule. Formentlig fra 1,65 til 1,55 procent, eller måske til 1,50 procent. Derved indsnævres det danske rentespænd til euroområde igen en lille smule, efter det var helt oppe på 1,75 procentpoint sidste efterår, da der var pres mod den danske krone.

Indsnævringen kan ske, fordi den danske krone nu i nogen tid har ligget på den stærke siden af centralkursen over for euroen, der hedder 746,038 kroner for 100 euro.

Men også fordi den danske reserve af fremmed valuta for tiden vokser ganske kraftigt og nu er oppe på det højeste niveau nogensinde. Hele 325,3 milliarder kroner milliarder kroner, har Danmarks Nationalbank nu i reserver til at støtte den danske krone med på valutamarkedet, hvilket er hele 165 milliarder kroner mere end sidste efterår.  

Aldrig før har valutareserven været større, og eftersom den danske rente er lavere end den europæiske, lider Danmarks Nationalbank og dermed den danske stat på denne måde et rentetab, der er på et par milliarder kroner om året. Men det skønner de åbenbart er nødvendigt for at skabe ro og undgå pres mod den danske krone. De store reserver af fremmed valuta udgør således en form for værn eller trussel mod spekulanter, der vil angribe kronen.

Ny økonomisk prognose

Ud over at melde ud om renten vil ECB i dag også præsentere en ny økonomisk prognose. Den sidste lød på, at der i år var udsigt til et fald i den økonomiske velstand

»Men den prognose bliver de nødt til at revidere. Det spændende bliver at se, hvor meget dårligere ECB skønner, at det går med økonomien. På det sidste er der dog også kommet lidt flere tal, som peger på en forsigtig fremgang, så der bliver formentlig ikke tale om nogen meget stor nedjustering af udsigterne for væksten,« siger Werming K. Pedersen.

ECB har sænket sine korte styrerenter ganske betydeligt til nu bare 1,0 procent, efter at de så sent som sidste efterår var oppe på 4,25 procent. Den udvikling er stort set blevet kopieret herhjemme, hvorfor renten på korte obligationer nu er ganske langt nede. Det er således lige nu muligt at låne penge hos realkreditten med et fleks- eller rentetilpasningslån til en rente på bare 2,4 procent. Denne rente var ved nytår oppe i nærheden af fem procent.

Efter skat svarer den nuværende rente til bare 1,6 procent. De lange renter på 30-årige obligationer er derimod stort set ikke faldet på det sidste. De har en rum tid ligget konstant på 5,5 procent, hvilket svarer til 3,7 procent efter skat.