Danica vinder over Finanstilsynet

Det er helt i orden, at Danica har beregnet kundernes kompensation for at opgive deres rentegarantier kollektivt og ikke individuelt. Finanstilsynet har netop frafaldet en sag mod Danica. Tilsynet lægger samtidig op til ny lovgivning på området.

Danica Pension har vundet en mindre sejr over Finanstilsynet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Landets næststørste pensionsselskab i form af Danica Pension har vundet en sejr over Finanstilsynet. Det er sket i forbindelse med, at Danicas kunder har fået tilbud om at opgive deres rentegarantier mod at få en pose penge med over i en markedsrenteordning.

Finanstilsynet har været utilfreds med den måde, Danica hidtil har beregnet, hvor meget kunderne skulle kompenseres for deres omvalg fra de sikre pensionsprodukter med garantier til de mere usikre markedsprodukter.

Danica har inddelt kunderne i grupper og derudfra tilbudt kunderne en kompensation. Finanstilsynet derimod mente, at kompensationen skulle udregnes for hver enkelt kunde. Det krav har Finanstilsynet nu frafaldet efter en afgørelse i det Finansielle Virksomhedsråd.

Danica glæder sig over afgørelsen og mener, at det er forkert, når det i medierne flere gange er blevet beskrevet, at nogle kunder er gået glip af flere hundrede tusinde kroner ved Danicas beregningsmodel.

»Det er en misforståelse at fokusere på afvigelser mellem den kollektive og den individuelle model. Det bygger på en forkert forudsætning om, at den ene model er mere rigtig og rimelig end den anden,« siger administrerende direktør i Danica Per Klitgård.

»Frafaldet af sagen viser, at den kollektive og individuelle model er ligeværdige og kan begge bruges til beregning af kompensation ved opgivelse af garantier,« siger Per Klitgård, der glæder sig over, at Finanstilsynet har taget initiativ til at få udarbejdet en egentlig lovgivning på området.

»På den måde bliver der skabt klarhed for både pensionskunder og pensionsselskaber, således at lignende sager kan undgås fremadrettet,« siger Per Klitgård.

Søren Andersen, administrerende direktør og stifter af den danske aktuar- og investeringskonsulentvirksomhed Invensure, mener, at det er godt for både pensionsbranchen og opsparerne, at der er kommet en afklaring på, at Danicas måde til at beregne kompensationen har været i orden rent juridisk.

Bagudrettet er der derved ikke noget at komme efter. Fremadrettet mener han, at den kommende lov vil lægge op til at beregningen af, hvad man skal have for at opgive ens rentegaranti, kommer til at ske på individuel basis i en eller anden form.

»Uanset afgørelsen fra Finanstilsynet er det stadig sådan, at op mod en million danskere har fået flyttet deres pension med en beregningsmetode, som fremadrettet ikke er god nok. Den ene halvdel af kunderne har haft gavn af at lave omvalget tidligt og fået ekstra penge ud af det,« siger Søren Andersen.

»Den anden halvdel ville have haft stor fordel ud af at vente,« siger Søren Andersen.

Han fremhæver, at en tidligere undersøgelse fra Invensure viser, at næsten samtlige danske pensionsselskaber har beregnet kundernes kompensation for at opgive deres rentegaranti på samme måde som Danica.