Danica Pension vil afsløre alt

Danica Pension lægger pres på pensionsbranchen ved at offentliggøre flere oplysninger end nogensinde før i pensionsbranchen. Synlige omkostninger vokser med en tredjedel. (Opdateret)

Foto: Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skulle tro, det var et gedigent pletskud i foden at tredoble omkostningerne på kundernes oversigter. Men det er ikke desto mindre, hvad Danica Pension gør fremover. Selskabet vil markedsføre sig på at vise alle omkostninger ved en pensionsordning og dermed opfylde et årgammelt krav fra både kunder og politikere.

”Vi har ikke noget at skjule, og vi tror, at vi står godt i konkurrencen. Og vi vil hellere konkurrere åbent om de ting, vi gør, frem for at skjule noget,” siger adm. direktør i Danica Henrik Ramlau-Hansen.

På en middelstor pensionsordning vil det i meget grove tal forøge de synlige omkostninger på den kommende årsoversigt fra 3000 kr. til 10.000 kr.

Det er især de hidtil skjulte investeringsomkostninger i de underliggende fonde inde i pensionsordningens ”motor” samt omkostningerne til at have kapital i ryggen både hos ejeren, Danske Bank, samt fra eksterne långivere af ansvarlig kapital, der trækker omkostningerne op. Og Danica er også klar over, at de åbne omkostninger vil medføre en del benarbejde.

”Det bliver en øvelse at forklare, at 3.000 kroner i omkostninger på de hidtidige oversigter er blevet til 10.000 kroner nu, mens saldoen er uændret,” siger Henrik Ramlau-Hansen.

De 10.000 kr. svarer til omkostningsprocenter på mellem 1 og 2 procent afhængigt af pensionstype. Men Henrik Ramlau-Hansen opfordrer til at sammenligne det med andre finansielle ydelser som realkreditlån eller bankservice, der sagtens kan koste en tilsvarende omkostningsprocent.

”Vores omkostningsprocent kan jo også ses i forhold til en bidragssats hos realkreditselskaberne. Bidragssatsen er omkostninger i vores verden, og hvor ofte taler man med f. eks. sit realkreditselskab eller investeringsforening?  Og hvis man selv investerer pengene skal man jo betale de samme omkostninger til investeringsforeninger, som man betaler hos os,” siger Henrik Ramlau-Hansen.

Danicas åbenhed om priser udløser ros fra Konkurrencestyrelsen, som for et par år siden var ude med riven efter pensionssektorens lukkethed.

”Allerede for to år siden efterlyste vi jo større gennemsigtighed omkring omkostningerne i pensionsordninger, så dette er rigtig positivt. Det er et godt stykke i den rigtige retning med nogle få nøgletal, der virker meningsfulde,” siger Christian Ølgaard, vicedirektør i Konkurrencestyrelsen.

Han tror desuden, at Danicas pres på resten af branchen får effekt:

”Danica er "first mover", og man kan håbe, at flere selskaber går den samme vej, så der kommer et ordentligt grundlag at sammenligne selskaber på. Men indtil videre er det gået temmelig langsomt,” siger Christian Ølgaard.

Oplysningerne under nyt har i mange tilfælde kunnet findes i åresregnskaber.