Dampen går af pensionsopsparing

For første gang i en lang årrække vil indbetalingerne til pension ikke stige i forhold til året før, lyder spådommen fra banker og pensionsselskaber.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskernes hastige indbetalinger til pension er kommet ned i et betydeligt lavere gear. For første gang i mere end ti år er der udsigt til, at danskernes samlede indbetalinger til pension bliver de samme i år, som de var året før. Flere mener endda, at der vil komme et direkte fald i de samlede indbetalinger.

Det skal sammenholdes med, at der i perioden fra 1998 og til 2009 har været en fremgang i opsparingen til pension på otte procent om året i gennemsnit. Men finanskrisen og skattereformen har stoppet de senere års fremgang i pen­sionsindbetalingerne.

Det viser en rundspørge til en række pensionsselskaber og banker, som Berlingske Research har lavet. Spådommen bliver bakket op af både Forsikring og Pension samt uafhængige eksperter.

Negative påvirkninger

Nordea og SEB Pension hører til dem, som mener, at der i år bliver indbetalt færre milliarder i pension end i 2009.

»Årsagen til det overordnede fald er, at skattereformen gav ekstraordinære store indbetalinger sidste år, at der kom et loft på 100.000 kr. på indbetalinger til ratepension, og at den faldende beskæftigelse har påvirket betalingerne fra de arbejdsgiverbetalte ordninger i negativ retning,« siger chefstrateg i Nordea Henrik Drusebjerg.

»Hertil kommer, at danskerne er blevet mere forsigtige og holder på pengene som kontanter i stedet for at indbetale dem til pension,« siger Henrik Drusebjerg.

Afdelingsdirektør i SEB Pension Frank Pedersen er enig.

»Sidste år havde vi i branchen en række forhold med os. Det har vi ikke haft i år. I 2009 kom de samlede indbetalinger op på over 115 mia. kr. Det niveau når vi ikke op på i år, men jeg er ret sikker på, at vi kommer tæt 110 mia. kr.,« siger Frank Pedersen.

Mens forsikringsselskabernes brancheforening Forsikring og Pension spår, at indbetalingerne vil dykke med seks mia. kr. i år i forhold til sidste år.

»Vi har i de foregående år haft stigende indbetalinger på grund af udbredelsen af pensionsordninger til nye virksomheder. Nu er vi i den situation, at det meste af arbejdsmarkedet er blevet dækket af pensioner. Det gør, at pensionsbranchen bliver et mere traditionelt erhverv, der er afhængig af de almindelige konjunkturer. De konjunkturer har været imod os i år,« siger underdirektør i Forsikring og Pension Carsten Andersen.

Indgreb skaber usikkerhed

Ifølge tal fra Forsikring og Pension var 2004 og 2005 rekordårene for indbetalingerne til pen­sion. Det var dengang, den danske økonomi fortsat buldrede af sted, og i de to år voksede de nye indbetalinger til pension med omkring 12 procent om året i forhold til året før. I 2008 og 2009 kom finanskrisen, og væksten røg ned på henholdsvis 2,39 procent og 3,47 procent.

Formuerådgiver i det uafhængige rådgivningsfirma Formuepleje a/s Marianne Thørs tror, at indbetalingerne til pension i år vil falde med omkring otte procent. Hun mener, at det i høj grad er skattereformen, som sætter sine spor. De nye skatteregler medfører, at man ikke længere kan få skattefradrag for de indbetalinger til en ratepension, der er større end 100.000 kr. om året.

»Der er flere ting, som gør danskernes lyst til pensionsopsparing mindre. Den ene og måske vigtigste er usikkerheden om fremtidige indgreb. Historien har vist, at det altid giver en chok-effekt, når regler bliver lavet om, indtil tilliden langsomt genopbygges. Det er helt naturligt, at indbetalingerne falder som følge heraf,« siger Marianne Thørs, der heller ikke er særligt optimistisk, når det gælder danskernes traditionelle lyst til at skyde ekstra penge ind til pension i de sidste dage op til nytår.

»Mit bedste bud er, at den store fest med indbetalinger i december for at undgå skattesmæk, vil være mærkbart mindre, da mange af de hidtidige indbetalere allerede har brugt deres 100.000 kr. på ratepensionen eller hellere vil gemme pengene til eventuelt magre tider,« siger Marianne Thørs.

Enkelte af pensionsselskaberne blandt andet Danica Pension og Nordea Liv og Pension mener, at der vil komme en svag stigning i de samlede indbetalinger til pension i år i forhold til 2009.