Bundrekord på boligmarkedet

Priserne styrter til jorden, og antallet af handler er det laveste i mands minde.

Foto: Arkivfoto: Claus Bech. Parcelhuse er faldet med 7,8 procent på landsplan i 2008.
Læs mere
Fold sammen

Boligpriserne i Danmark faldt i 2008 med de største beløb i al den tid, Realkreditrådet har lavet statistik på boligpriserne, det vil sige siden 1995.

Villaer og parcelhuse er faldet med 7,8 procent på landsplan, men ejerlejligheder er udsat for en endnu større nedtur med et fald på 11,5 procent i gennemsnit. Fritidshuse faldt med 4,5 procent i løbet af året.

"Når det er sagt, dækker tallene imidlertid over store regionale forskelle, og nogle af de mere populære og dyre steder er således hårdere ramt," siger Ulrikke Ekelund, der er cheføkonom i BRFkredit.

Ser man på prisudviklingen, siden huspriserne toppede, er der for parcelhuse tale om et fald på 8,4 procent siden andet kvartal 2007. For ejerlejlighederne er der tale om et fald på hele 20,9 pct. siden 3. kvartal 2006.

Læs også: Boligdrøm kan blive mareridt

"Retter man blikket mod aktiviteten frem for priserne, tegner der sig et billedet af et boligmarked, der er gået i stå. I gennem 2008 er aktiviteten således faldet med godt 34 pct. for såvel parcelhuse som for ejerlejligheder. For sommerhuse er aktiviteten faldet med godt 20 procent," siger Ulrikke Ekelund fra BRFkredit.

Fjerde kvartal bød således på 6.304 handler med parcelhuse: Det er en ny bundrekord for antallet af handler i Realkreditrådets ejendomsprisstatistiks historie. Et tilsvarende billede tegner sig for ejerlejlighederne, hvor der var 1.654 handler, og fritidshusene med 632 handler.

Læs også: Historisk pridfald på boliger