Boligskatter på højt niveau trods skattestop

Det er en myte, at skattestoppet udhuler boligbeskatningen. For boligejere er blevet beskattet fuldt ud af de prisstigninger, der har været på boligmarkedet de seneste 12 år.

Foto: Claus Bech. Villakvarter set fra luften.
Læs mere
Fold sammen

Det fastslår Realkreditrådet i en ny analyse, hvor de samlede boligskatter er sat i forhold til værdien af det danske boligmarked. I 2004 betalte danske boligejere 1 pct. af boligernes værdi i skatter. I 2014 udgjorde skatten 1,1 pct., skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

»Der er en opfattelse af, at skattestoppet har betydet, at beskatningen af boligmarkedet er blevet udhulet. Men det er en myte. Set under ét har danskernes boligskatter fulgt udviklingen i ejendomsværdierne,« siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Ifølge storbanken Nordea er der tale om yderst interessante tal, som bør give stof til eftertanke.

»Selv om vi har haft skattestoppet, er boligbeskatningen ganske høj, fordi grundværdierne er blevet opskrevet markant. Økonomer snakker meget om, at man skal beskatte boliger, fordi de er immobile, men man skal passe på ikke at beskatte dem så meget, at ejerne - som er mobile - vælger at flytte,« siger Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Professor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen er en af de økonomer, som gentagne gange har anbefalet politikerne at hæve boligskatterne. Det gør han stadig:

»Skattestoppet betyder, at især de rigeste boligejere betaler mindre i skat, end de ellers ville have gjort, og ejendomsskatter hæmmer væksten væsentligt mindre end indkomstskat. Ejendomsskatter er ud fra en samfundsøkonomisk betragtning gode skatter.«