Boligsælgere sætter prisen op

Luften er tyk af forudsigelser om, hvorvidt boligpriserne skal falde mere, ligge fladt eller måske stige.

Frederiksberg er et af de områder i landet, hvor udbudspriserne på boliger stiger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Søren Bidstrup

For første gang siden boligkrisen satte ind med fuld styrke i efteråret 2006, er udbudspriserne i flere områder af landet for opadgående. Det er i en række større byer især omkring København, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris per 1. juni i år ligger højere end for to måneder siden. Det viser tal fra Boliga.dk, der kan opfange udbudspriserne stort set med det samme, når en bolig kommer til salg.

De er dermed foran Realkreditrådet, som også laver statistik for udbudspriser, og som kun har tal frem til og med udgangen af april, der fortsat viser store fald i udbudspriserne.

Udbudspriser er den pris, som boligsælgere sætter deres hus eller lejligheder til salg til. Det er altså ikke den endelige salgspris, som ofte er en del lavere.

”Men det er første gang, siden boligkrisen satte ind, at vi kan måle stigende udbudspriser. Det er tilmed i en række større byer, København K., Frederiksberg, Vedbæk og Birkerød,” siger direktør Ricco Zuschlag fra Boliga.dk.

Måske en opblødning?

Afdelingschef Michael Ager Carlsen fra Nykredit siger hertil, at ”de godt kan fornemme en lille opblødning i markedet.”

”Men om markedet er vendt nu, vil jeg være forsigtig med at konkludere. Der er stadig nogle ting, som trækker i negativ retning. Blandt andet den stigende arbejdsløshed. Men vi fornemmer da, at folk ikke er helt så bange og nervøse for den økonomiske udvikling som før,” siger Michael Ager Carlsen.

Chefanalytiker Christian Hilligsøe Heinig fra Sydbank siger, at der ganske rigtigt er en tendens til, at udbudspriserne sættes mindre end før.

»Enkelte steder er udbudspriserne tilmed uændrede eller svagt stigende. Det er et udtryk for, at der ikke er samme hårde pres på boligmarkedet som før. Men det betyder ikke, at salgspriserne nu vil stige. Men det skaber et håb om, at der måske er ved at komme en stabilisering med mindre prisfald end før, og hvor vi måske bevæger os frem mod en periode med uændrede priser,« siger han.

De store afslag skal væk

Christian Hilligsøe Heinig understreger dog, at statistik over udbudspriser i enkelte kommuner er usikker og let kan blive påvirket af det, hvis særligt eksklusive, nye eller eftertragtede boliger med høje kvadratmeterpriser sættes til salg. Statistikken er dog udelukkende baseret på postdistrikter med mere end 30 boliger til salg.

Seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank, kalder de nye tal for ”noget overraskende”.

”Der er store forskelle mellem udbudspriser og salgspriser. Selv når salgspriserne stabiliserer sig, skal udbudspriserne stadig noget ned, så vi ikke har et marked, hvor der konsekvent gives store afslag som nu,” siger han.