Boligpriser har givet baghjul til alt andet

Boligpriserne er steget mere end dobbelt så meget som timeløn og benzin over de seneste 25 år.

Foto: Mathias Løvgreen

Det er gået stærkt for boligpriserne i det seneste kvarte århundrede. På 25 år er boligpriserne i gennemsnit steget med 225 procent målt per kvadratmeter, og det er langt mere end timelønnen, der kun er steget med 95 procent i perioden.

Det oplyser boligportalen Boligsiden i anledning af, at handelspriserne på boliger nu har været digitaliserede i 25 år og dermed blev lettere at registrere og analysere for både professionelle og lægmænd på boligmarkedet.

»Digitaliseringen betyder, at det er blevet langt nemmere at lave relevant og brugbar statistik om boligmarkedet. Det er dermed også blevet nemmere at lave analyser på udviklingen. Og fra 2010 blev boliginformationerne for alvor allemandseje, da adgangen på nettet blev totalt via Den Offentlige Informationsserver, OIS, så man eksempelvis på Boligsiden.dk nu kan se tidligere salgspriser på en bolig,« skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, fremhæver, at åbenheden om data for handlede boliger gør markedet mere gennemsigtigt for boligkøbere samt den sikkerhed i vurderingerne, som både tidligere handelspriser og priser på tilsvarende ejendomme medfører.

De seneste 25 år har udvist en lang stigning med en ekstraordinær optur frem til cirka 2007, hvorefter priserne faldt tilbage – men ikke længere tilbage, end at det over en længere årrække er tale om en stigning. Men boligpriserne kom for 25 år siden også fra et lavt niveau udløst af den såkaldte kartoffelkur, der beskar rentefradraget og var ouverturen til nogle år med en strammere økonomisk politik. Det lagde en dæmper på dansk økonomi og boligpriser, der var truet af overophedning. I de efterfølgende 25 år er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerboliger steget fra 4.477 kroner i 1992 til 14.565 kroner i 2016 svarende til 225 procent.

Samtidig er de generelle forbrugerpriser steget med kun 56 procent, benzin med 105 procent og timelønnen som nævnt med 95 procent fra 117,7 til 229,7 kroner i 2015, som er det senest opgjorte tal.

»Ser vi 25 år tilbage, har prisudviklingen på boliger været opsigtsvækkende, og den afveg markant i årene op til finanskrisen. Men nu er vi tilbage på et sundere niveau, hvor boligmarkedet udvikler sig i et mere naturligt tempo,« vurderer Birgit Daetz.