Boligmarked i største fald nogensinde

Prisen på de danske boliger har omkring årsskiftet været ude i det største fald nogensinde. Økonom forventer, at det værste er overstået.

Foto: Foto: Colourbox

Med et fald i prisen på villaer og rækkehuse på 10,8 procent i første kvartal i forhold til samme periode i det foregående år har Danmark set det største prisfald på boliger siden 1995, da statistikken begyndte at blive opgjort.

Det viser det helt nye pristal for boliger fra Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

Priserne for ejerlejligheder i 1. kvartal 2009 er faldet med 16,0 pct. fra samme kvartal året før, og samtidig er antallet af handler faldet markant.

For husenes vedkommende faldt omsætningen med 41 procent, mens antallet af handler med lejligheder faldt med 44 procent til det laveste niveau i over 10 år.

#embed#

Men tallene stammer på grund af forsinkelsen i opgørelserne fra de handler, der blev indgået fra november til januar omkring årsskiftet, og det kan betyde, at det værste er overstået for boligsælgerne, vurderer cheføkonom Ulrikke Ekelund fra BRF Kredit.

"Vi ved, at boligkøbere handler meget ud fra deres ydelse, og på det tidspunkt var renten noget højere, end den er nu. Desuden var der endnu større usikkerhed om økonomien på det tidspunkt," siger hun til Dinepenge.dk. Blandt andet er skattereformen siden forhandlet på plads, så danskerne ved mere om, hvor mange penge de har til rådighed de kommende år.

Ulrikke Ekelund påpeger, at den såkaldte boligbyrde - andelen af boligkøberens inkomst, der går til bolig - er faldet kraftigt siden december.

I forhold til landsdele har prisfaldene været størst i Københavnsområdet, hvor både ejerlejligheder og parcel- og rækkehuse er faldet 20 procent på et år.

#embed#

Priserne på fritidshuse har holdt lidt bedre stand end de andre boligtyper. De er faldet med 13,1 procent på et år, mens antallet af handler er faldet med 37 procent.

Men det kan meget vel være deres tur til at give sig nu, vurderer BRF-økonomen.

"Jeg tror, at det er sommerhusenes tur til at blive ramt nu," siger Ulrikke Ekelund.

Cheføkonom i Realkredit Danmark, Elisabeth Toftmann Asmussen forventer med de rapporterede prisfald, at bunden for priserne er nær - men at der fortsat resterer en tredjedel af det prisfald, som Realkredit Danmark forventer.

"Vi forventer, at priserne på parcel- og rækkehuse på landsplan samlet set vil falde med 19,2 procent fra top til bund. Indtil videre er boligpriserne faldet med 12,8 procent," skriver hun i en kommentar.

Det betyder i kroner, at boligmarkedet har oplevet et prisfald på godt 1.750 kroner per kvadratmeter på et år fra 14.211 kroner per kvadratmeter i 2. kvartal 2007 til et niveau på 12.452 i 1. kvartal 2009.

"Det er faktisk 2/3 af det samlede fald, som vi forventer, siden boligpriserne toppede i 2. kvartal 2007," påpeger hun.

Fordelt på regioner har nogle områder længere at gå, før prisbunden er nået, end andre:

I Region Hovedstaden er der skåret 26,7 procent af et forventet fald på 34,3 procent af priserne.

I Region Sjælland er der skåret 16,4 procent af priserne og forventes yderligere 6,2 procentpoint, mens der i regionerne Midtjylland og Syddanmark forventes prisfald på henholdsvis 11,7 procent og 10,3 procenet, hvoraf der nu er taget henholdsvis 6,9 procent og 3,4 procent.

Stig modsat tendensen i resten af landet er priserne i Nordjylland steget med 5,6 procent for parcel- og rækkehuse på et kvartal.

Læs også: Er foråret kommet til boligmarkedet?