Boligen kan stadig belånes til skorstenen

Selv for helt unge er det muligt at købe bolig uden en krone på lommen, lyder meldingen fra de to største banker.

Selv om du ejer Kongens mønt, kan du låne hele beløbet til boligkøb, lyder det fra Danske Bank og Nordea - men der skal være luft budgettet, når ydelsen er betalt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto: Colourbox

Mæglerne melder om aflyste handler på grund af strammede kreditvilkår i bankerne, og du kender med garanti også nogen, der kan fortælle om, at banken er blevet sværere at forhandle med. Så sent som tirsdag berettede Jyllands-Posten, at de gode, gamle sælgerpantebreve er på vej tilbage som instrument til finansiering af den del af boligkøbet, som ligger ud over realkreditlånet.

Ikke desto mindre fastholder Danske Bank og Nordea over for Børsen, at det stadig er muligt at belåne de sidste 20 procent af boligen med et banklån - også selv om man altså ikke selv kan diske op med så meget som en krone i udbetaling.

"Hvis man har en økonomi, der gør, at at man kan betale af på lånet, så kan man principielt godt belåne boligen helt op til skorstenen. Så behøver man principielt ikke at have udbetaling med. Men vi stiller krav til rådighedsbeløbet, så man kan leve for de penge, man har til overs, når man har betalt af på sit lån," siger Rina Asmussen, der er vicedirektør i Danske Bank, til avisen.

Samme melding kommer fra Henning Bonde, Nordeas chef for boligrådgivning i Danmark. Man går kundernes økonomi efter - som man altid har gjort - men kreditpolitikken er ikke ændret på afgørende punkter.

"Det kan godt lade sig gøre at få 100 procent finansiering. Det afhænger af, om man kan få økonomien til at hænge fornuftigt sammen, og at boligskiftet ikke betyder, at man skal skære afgørende ned på sit forbrug," siger Henning Bonde.

Dog medgiver Rina Asmussen fra Danske Bank, at verden ikke er blevet et mere sikkert sted at investere, og derfor kan nogle kunder opleve, at banken er blevet lidt mere nærgående:

"Man kan ikke længere være sikker på, at boligpriserne vil stige, så nogle kunder vil selvfølgelig opleve, at vi stiller flere spørgsmål," siger Rina Asmussen til Børsen.