Bliver vi snydt for arv efter vores far?

En far har i sit testamente givet sine to børn fra første ægteskab den mindst mulige arv.

Virkningerne af en skuffelse kan man ikke læse om i loven – og skuffelsen over et testamente kan være voldsom, skriver Allan Ohms. Arkivfoto: Iris
Læs mere
Fold sammen

?Min bror og jeg er børn af min fars første ægteskab. Efter vores forældres skilsmisse giftede min far sig igen i en høj alder og stiftede ny familie med endnu to børn.

For ca. fem år siden købte min far og hans anden kone et hus, som kommer til at stå i hendes navn.

Efter hans død for nylig er hans bo gjort op til et rundt nul, da huset ikke umiddelbart indgår i boet. Der er friværdi i huset på én til halvanden million kroner. Der er skrevet ægtepagt (som er tinglyst) og testamente. Testamentet giver os børn af første ægteskab mindst muligt og mest muligt til efterladte anden kone og børn af andet ægteskab.

Kan et køb af hus udtages som særeje, når det er erhvervet, mens min far og hans kone er gift? Eller kan dette omstødes? Og i givet fald, hvordan skal friværdien fordele mellem arvingerne?

Med venlig hilsen

S.

!Jeg har valgt at bringe dit meget konkrete spørgsmål, fordi det efter min mening også har generel interesse for læsere af Business.

Du og din bror er ikke alene om at sidde tilbage med spørgsmål og skuffelse efter et dødsfald. Jeg er bobestyrer og behandler derfor mange dødsboer og ser derved problemerne, og jeg har lyst til også mere generelt at sige nogle ting herom.

Du skriver, at din far og hans nye hustru købte et hus, men at det kom til at stå i hendes navn. Her fanger juraen: Den, der står som ejer, bliver også ejer. Hvis huset er købt af hustruen, og hendes navn står i tingbogen, er det også hendes hus. Din far sad ikke i uskiftet bo, men var fraskilt. Derfor kunne han i levende live råde frit.

Du skriver, at der er oprettet testamente og tinglyst ægtepagt. Jeg kan ikke se af din beskrivelse, om din far har foræret den nye hustru midler, hvilket dengang (men ikke efter 1. januar 2018) skulle ske ved tinglyst gave­ægtepagt.

Ægtefæller har lov til at give hinanden gaver. Giveren må ikke ved gavegivningen gøre sig insolvent. Der skal ikke betales gaveafgift, da ægtefæller er fritaget herfor.

Jeg gætter på, at testamentet har begrænset jeres tvangsarv mest muligt. Det er sådan, at din far kan råde frit over tre fjerdedele af det, han efterlader sig. Den sidste fjerdedel skal deles mellem hans nye hustru og jer to brødre.

Ægtepagten er måske lavet som en kombinationssærejeægtepagt, sådan at det, din far ejede ved sin død, bliver delingsformue (fælleseje), mens det, den nye hustru ejer, bliver fuldstændigt særeje for hende. I så fald reduceres arven til din bror og dig ganske væsentligt.

Eksempel: Hvis der ved din fars død var en samlet formue på 3,2 millioner kroner, og hvis der testeres mest til hustruen, og hvis der er lavet kombinationssæreje, og hvis din far og hans hustru hver især havde en bodel på 1,6 millioner kroner, så ville delingen se sådan ud: Hustruens 1,6 mio. kr. ville blive særeje. Din fars 1,6 mio. kr. ville blive delingsformue. Halvdelen ville gå til hustruen, ikke som arv, men som ægtefælles andel af delingsformuen (boslod). Der ville i arv efter din far så være 800.000 kroner.

Friarven – tre fjerdedele eller 600.000 kr – ville gå til hustruen. En fjerdedel eller 200.000 kroner deles med 100.000 kr til hustruen og 50.000 kr til dig og 50.000 kr til din bror. Hustruen ville sidde tilbage med 31/32 af den samlede formue, og den sidste 1/32 skulle deles mellem din bror og dig. I har så fået 1/64 del hver.

Som du kan se, er der god mulighed for at begrænse børns arv. Jeg oplever desværre ofte, at denne mulighed er udnyttet, men tilsyneladende uden at konsekvenserne er overvejet.

Det fører altid til betydelig skuffelse hos børnene, og desværre fører det i nogle tilfælde også til konflikt.

Juraen kan være nok så klar, men virkningerne af en skuffelse kan du ikke læse om i loven. Og den kan være voldsom. Derfor forsømmer jeg ingen mulighed for at advare: Når du opretter testamente og ægtepagt, så tænk over virkningerne. Det kan blive meget ubehageligt for den ægtefælle, du ønsker at beskytte.

Derfor er mit råd, at der enten sker en drøftelse, mens testator lever eller – som det næstbedste – at der ved udformningen af testamentet gives en (holdbar) forklaring på dispositionen. Der er også mulighed for at tage højde for »skævdelingen« ved at aftale, at når længstlevende dør, skal førstafdødes børn kompenseres.

Jeg vil også nævne, at problemet ofte forstørres ved, at ægtefællen i mange tilfælde er begunstiget på forsikring og pension, og sådanne begunstigelser betales uden om dødsboet og indgår ikke i fordelingen efter testamentet.

Det kan give nogle meget skæve resultater, og derfor bør dette altid indgå i overvejelserne om et genera­tionsskifte.

Tilbage til din skuffelse: Der er ingen let vej. Jeg tilråder alligevel dialog­vejen. Tag en samtale voksen til voksen om det hele. Forsøg at forstå hinanden og hør historien om baggrunden for det valg, din far har taget. Det kan være med til at afdramatisere tingene – men det er naturligvis ikke sikkert.

Held og lykke dermed.

Med venlig hilsen

Allan Ohms,

advokat (H)

www.forumadvokater.dk