Bliver det gratis at låne penge?

Flekslån kan næste år få så lav en rente, at inflationen æder gælden op.

Foto: Simon Knudsen

Både rente og inflation kan blive så lav, at det kan ende med en negativ realrente. Det kan med andre ord blive helt gratis at have gæld som i de gode gamle dage i 1960erne.

Dengang gjorde inflationen det sammen med rentefradraget det gratis at låne penge. Nu er der udsigt til, at inflationen og renten på etårige flekslån stort set bliver ens. I teorien kan etårige lån, der optages på det rigtige tidspunkt til næste år, ende med en rente på kun 1,8 procent, forudser Danske Bank. Og inflationen kan blive så lav som 1,7 procent og dermed gøre lånet gratis efter fradragsretten, der udgør cirka 33 procent af renterne.

Men det kræver, at alle faktorer rammer det rigtige tidspunkt.

»F1-renten inklusive bidrag bliver i vores prognose 1,8 procent efter skat i 2010, mens inflationen bliver 1,7 procent. Med den store usikkerhed, der er i prognoserne for tiden, er det helt bestemt en mulighed, at inflationen faktisk bliver højere end realrenten efter skat,« vurderer privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank.

Men han understreger, at tallene ikke udgør bankens bud på det mest sandsynlige scenarie for flertallet af låntagere.

Der er en risiko

»Det tegner altså til at blive tæt på gratis at have et flexlån i 2010. Man skal bare lige huske, at boliglån løber mere end ét år. Ser man længere frem, er det helt sikkert, at realrenten igen bliver større end nul – også efter skat. Risikoen er endda, at realrenten i en periode kan blive meget høj,« vurderer Las Olsen.
I gamle dage med lejlighedsvis negativ rente fandtes der ikke etårige realkreditlån. Men målt på inflationen, en femårig statsobligation og diskontorenten, der repræsenterer den korte rente, så var det gratis at låne penge på flere tidspunkter i 1960erne. Det var mest udtalt i begyndelsen af 1968 og igen i 1974-1975.