Billigst at bruge Visa/dankort i udlandet

Jyske Bank og Danske Bank skruer op for gebyret for Visa/dankortet i udlandet. Men det er stadig billigere at bruge kortet frem for at hæve kontanter.

Foto: Nikolai Linares.
Læs mere
Fold sammen

Det er blevet dyrere for kunder hos Jyske Bank og Danske Bank at tage på shoppetur til udlandet.

De to banker har skruet op for gebyr erne, så det nu koster 50 procent mere at bruge Visa/dankort eller MasterCard i lande inden for EU og 33 procent mere at bruge dankortet uden for EU.

Kunder i de to banker betaler nu 1,5 procent af varens pris, når de bruger betalingskortet i EU og 2 procent af varens pris til banken, når de køber varer uden for EU.

Men på trods af gebyrs tigningen vil det typisk stadig være billigere at bruge sit betalingskort i udlandet i modsætning til at tage valuta med hjemmefra, fortæller Troels Holmberg, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk.

- Som tommelfingerregel vil den billigste løsning stadig være at betale med sit Visa/dankort, siger han.

Hvis man som kunde i Jyske Bank eller Danske Bank køber en vare til 1000 euro på sit Visa/dankort på sin udlandsrejse, betaler man 7547 kroner for varen.

Det viser en opgørelse, som Mybanker har lavet for Ritzau Fokus. Priserne er trukket den 13. marts 2017.

Hvis man i stedet vælger at hæve 1000 euro i Jyske Bank hjemmefra, koster det 7594 kroner, og i Danske Bank koster det 7604 kroner at hæve 1000 euro.

Det er altså henholdsvis 47 kroner og 57 kroner dyrere end at bruge sit Visa/dankort til at betale for varen i udlandet.

Det er endnu dyrere at købe valuta i Forex, hvor 1000 euro koster 7648 kroner ifølge Mybankers opgørelse.

Den dyreste løsning er at hæve valuta, når du kommer til din rejsedestination.

For kunder i Danske Bank og Jyske Bank koster 1000 euro 7667 kroner, såfremt man hæver fire gange i løbet af ferien, og derudover kan der komme et lokalt gebyr.

Under alle omstændigheder anbefaler Troels Holmberg, at forbrugerne altid tjekker, hvilke gebyrer de betaler ved at bruge deres betalingskort i udlandet, inden de skal ud på en større rejse.

I bankerne Sydbank, Nykredit Bank og Nordea koster det henholdsvis 1 og 1,5 procent af varens pris i Europa og resten af verden, når man betaler med kort i udlandet.