Billige boliglån kan give skattesmæk

De ekstremt lave renter på realkreditlån kan have en bagside. Ved en konvertering fra et dyrere lån ryger en stor del af skattefradraget.

Glemmer man at ændre på rentefradraget, når man konverterer sit boliglån, så vanker der en skattelussing næste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

En efterregning fra skattefar på et tocifret antal tusinde kroner kan let blive resultatet, hvis du har konverteret et realkreditlån fra en høj til en lav rente i år og glemt at ændre din forskudsopgørelse til de lavere renteudgifter, der kan trækkes fra med godt 33 procent.

Netop nu er mulighederne for at skære en solid luns af dine månedlige renteudgifter til stede. De toneangivende renter fra nationalbankerne er rekordlave, og etårlige realkreditlån er fulgt efter langt hen ad vejen.

Samtidig har fastforrentede lån beholdt deres rente nogenlunde uændret, og det giver et spænd, der igen kan give en gevinst ved at bytte lånetype.

Renten på etårige flekslån ligger på godt 2,8 procent, og der er masser af boligejere med femprocents og sågar syvprocentlån, der kan skære kraftigt i renterne ved at konvertere.

Ifølge en beregning fra BRF Kredit forøger en konvertering fra et syvprocentlån på to millioner kr. til et flekslån skattebetalingen med godt 27.000 kr. på årsbasis.

Hvis det oprindelige lån er pålydende fem procent, så forøges skatten kun med godt 15.000 kr. årligt - en regning, der selvfølgelig rammer som restskat året efter, hvis forskudsopgørelsen ikke ændres.

Og det skal du selv holde øje med. De færreste af realkreditinstitutterne minder kunderne om det, når de gennemfører en nedkonvertering til en lavere rente.

"Der er mange tilfælde i livet, hvor man skal huske at ændre sin skat. Skattedelen er normelt ikke noget, vi rådgiver om," siger cheføkonom i BRF Kredit Ulrikke Ekelund.

Meldingen er den samme fra Nykredit, mens nogen af Realkredit Danmarks rådgivere nævner det, fordi de bruger et analysesystem til lånesager, der omfatter en rubrik til skattebetaling.

"Der står ikke noget om det i nogen dokumenter. Men typisk bruger vi en analyse, når vi laver en lånesag, der lidt ligner en skatteopgørelse og omfatter skattebetalingen. Og i den forbindelse bliver det nævnt," siger cheføkonom i Realkredit Danmark Elisabeth Toftmann Asmussen.

Siden de etårige lån blev refinansieret i december er det blevet næsten 1200 kr. billigere at låne en million kr. uden afdrag og ca. 600 kr. billigere med afdrag. Renten er faldet fra 5,2 procent til godt 2,8 procent i perioden.

Samtidig er et fastforrentet lån pålydende seks procent kun faldet 300 kr. efter skat for et lån med afdrag og 500 kr. efter skat for et lån uden afdrag.

Der er dog ikke tale om det største spænd mellem fastforrentede og variabelt forrentede lån i dette årtusind. Spændet toppede i anden halvdel af 2003 i nærheden af 3,5 procentpoint.