Best buy i januar

Udsalgstid. Det er blevet spægemåned for både krop og pengepung, men alligevel kan man godt spise god mad og drikke ordentlig vin.

"Når den sidste flyv fugl flyv for længst er fløjet, når den sidste turist er væk, og når man totalt har glemt, at et menneske kan blive solskoldet. Når husene i byens ydre kvarterer har opdaget hinanden, fordi der ikke er et blad til at skjule deres arkitektoniske ejendommeligheder, og når regnfrakken aldrig mere når at blive tør, og man kun undgår, at der går mug i den, fordi man skal have den på hver dag, så trænger man til at få noget varmt i skrutten." Sådan skrev John Price i 1973, og selv om ozonlaget bliver stadig tyndere, er der ikke meget forandret på de mere end 30 år.

"Simremad"I januar er der ikke noget så herligt som at komme hjem i det lune køkken hvor "den sorte gryde" med den varmende ragoût, frikassé, sauté eller gryderet, kært barn har som bekendt mange navne, står og simrer på komfuret eller i ovnen og fylder huset med velduft.

Efter år med elegante småtterier på tallerkenen, er det rart at det igen er blevet moderne herhjemme med mormormad eller simremad, som er det nyeste navn for de klassiske gryderetter, der sagtens med en smule fantasi kan få en drejning mod moderne tider.

Det er også årstiden, hvor de fleste finder det hyggeligt at opholde sig i køkkenet. Selv om det kræver lidt tid, er det umagen værd, for der er mad til mange, og til mange dage i "simremad", og mange af retterne smager bedre dagen efter og sågar tredjedagen. Og så er det de billige kødudskæringer, og det billige, danske vintergrønt, som giver de bedste ragoûter.

UdsalgstidDe fleste finder det svært at se noget positivt ved januar, ja nogle mener ligefrem, at man burde gå i hi lige som bjørnene.

Jeg kunne da også godt undvære de kedsommelige tilbudsaviser med "skodmad", ugebladene med idiotiske forslag til slankekure, den blygrå himmel, bankopgørelserne og de sure ansigter i supermarkedet.

Men der er da lyspunkter. Der er udsalg, og det er der også hos vinhandlerne. Hvem vil ikke gerne finde en god vin til det halve af normalprisen, eller en vin, der smager som en 100 kroners-vin, men koster det halve eller mindre?

Jeg bad syv vinimportører om at sende mig deres bud på det bedste vinkøb i januar til under 100 kroner, og det kom der meget godt ud af.

Det viser, at januar kan bruges til noget. Til "simremad" og et godt glas vin til en overkommelig pris.

Stjernedrys Selv i januar er der mulighed for at få stjerner i øjnene

For et par dage siden blev den nye årgang af den verdensberømte champagne, Dom Pérignon, præsenteret for presse og vintjenere på Restaurant Formel B i København.

Dom Pérignon er for mange den ultimative champagne, opkaldt efter Frankrigs mest berømte kældermester. Mest kendt er han for udtrykket: "Jeg drikker stjerner", der er en genial og præcis beskrivelse af den fine smagsoplevelse man får, når man smager en stor champagne som Dom Pérignon.

Årgang 1999 tegner strålende. Allerede en kompleks og harmonisk vin med masser af finesse og delikatesse. Ren, elegant frugtaroma med fin, sprød syre og med Dom Pérignons sædvanlige silkeagtige udtryk, men i denne årgang med mere eksotiske, bløde frugtnuancer. Især ananas trænger sig på i eftersmagen, der er lang og indsmigrende.

Vi drak i den grad stjerner til stjernemad, for Formel B havde sat de skønneste "småtterier" til den fine champagne. Og der blev hvisket i krogene. Michelinmanden var set på Formel B, og han havde set meget tilfreds ud. Skulle der være flere af de eftertragtede stjerner på vej til Formel B? Vi venter spændt på den nye udgave af "den røde bibel".