Barsel koster kvart million på pension

Det er dyrt at få børn. Men regningen er større end antaget for mange. Det koster nemlig i pensionen.

Av! Det koster kassen at gå på barsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Det er så hyggeligt at gå derhjemme og passe den lille. Men det kommer til at koste i længden - på pensionen.

En kvinde, der på grund af barsel og orlov mister 3,5 års pensionsopsparing, får udbetalt en kvart million mindre, når hun går på pension sammenlignet med manden, der har indbetalt fast i et helt arbejdsliv. Det viser beregninger foretaget af AP Pension.

Og jo tidligere i et arbejdsliv, man mister indbetaling, desto dyrere er det. Og det er klart dyrest, hvis det sker i de første 10 år af opsparingsforløbet.

- Beregningen viser, at det er dyrt at miste indbetaling til pension i nogle år. Og jo tidligere det sker, jo mere ondt gør det på den månedlige udbetaling senere i livet, siger kommunikationschef Hans Dam, AP Pension.

Er man kvinde, indbetaler fra sit 28. år 40.000 kroner om året på sin pensionsopsparing og holder to gange barsel og orlov mellem sit 30. og 40. år, mister man 3,5 års indbetaling til pensionen.

Sammenlignet med en mand, der ingen pauser har i sine indbetalinger, får hun 2500 kroner mindre udbetalt hver måned i 10 år, når hun bliver 65 år og går på pension - eller i alt 300.000 kroner.

Uden pause i indbetalinger fra det 28. år, vil man som 65-årig få en månedlig udbetaling på 20.500 kroner i 10 år sammenlignet med de 18.000 kroner, en kvinde, der har holdt 3,5 års barsel og orlov, får.

Til sammenligning viser beregningerne, at bliver man ramt af arbejdsløshed midt i 50erne og er ude af arbejdsmarkedet i sammenlagt 3,5 år, mister man "kun" 1500 kroner om måneden. Det skyldes, at det sker sent i opsparingsforløbet.

/ritzau/