Banklån fulde af fejl

8 ud af 10 banker oplyser for lave gebyrer.

Foto: Rune Feldt-Rasmussen. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

Selv om der er præcise regler for, hvordan bankerne skal vise prisen på et lån, så følger mange banker ikke reglerne viser en gennemgang, som analysefirmaet Mybanker har foretaget. Det skriver Politiken.

Gebyrer bliver udeladt, og forkerte lånebeløb og rentesatser bliver anvendt. Resultatet er, at bankernes tilbud kommer til at fremstå bedre, end de i virkeligheden er, og kunden kommer til at betale mere end oplyst, skriver Politiken.

Hos Ringkjøbing Landbobank kunne man eksempelvis tirsdag læse, at det er muligt at låne op til 30.000 kroner på et Mastercard 'Platinum'-kort og betale 12,68 procent i årlige omkostninger (ÅOP), uanset hvor meget man trækker på kortet.

Ved et nærmere kig på bankens tilbud viser det sig dog, at banken har glemt at regne et årligt gebyr på 1.395 kroner med, og så løber de reelle årlige omkostninger op på 18,5 procent, hvis man bruger hele kreditten - og 40,1 procent, hvis man blot trækker 7.500 kroner på kortet på et år.

»Det er en fejl, og den skal vi simpelthen have rettet med samme. Der er tale om en forglemmelse«, siger salgs- og markedschef Klaus Gamst fra Ringkjøbing Landbobank til Politiken. Han afviser, at det er et problem at udregne de årlige omkostninger:

»Vi synes ikke, at det er for stor en opgave at udregne de her satser - det foregår i regneark. Her er blot en svipser«, siger Klaus Gamst til Politiken.

Læs også: Bank- og boliglån bliver dyrere

Men eksemplet er blot et blandt mange, fortæller Elisabeth Arendt, partner i Mybanker, som overvåger og analyserer bankernes renter og gebyrer.

»80 procent af bankerne oplyser forkerte tal. Der er tonsvis af regnefejl i bankernes priser, og det bliver kun værre. Vi ringer hele tiden til dem og må korrigere deres tal. Almindelige mennesker har ikke en jordisk chance for at gennemskue fejlene og risikerer at blive vildledt, når de forsøger at danne sig et overblik over, hvor de kan få det billigste lån«, siger Elisabeth Arendt til Politiken.

Hun vurderer, at blot 10-15 banker følger reglerne, og blandt synderne er både små og store banker.
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) vil have Finanstilsynet til at gå ind i sagen i samarbejde med Finansrådet og Forbrugerrådet. Kredsen skal se på, hvordan bankernes information til kunderne kan forbedres, blandt andet når det gælder bankernes oplysninger om renter og gebyrer ved lån.

»Det skal ske for at vurdere, om der er problemer i forhold til gældende regler«, skriver Lene Espersen i en e-mail til Politiken.

Læs også: Bliv klar til stævnemødet med banken

I Finanstilsynet, som har ansvaret for området, erkender man, at bankernes oplysninger ikke bliver tjekket efter.

»Vi laver ikke rutinemæssige undersøgelser af, om bankerne angiver de rigtige ÅOP, men vi forventer, at bankerne overholder lovens bestemmelser for, hvordan ÅOP skal beregnes. Det er meget overraskende, hvis det ikke sker«, siger kontorchef Annette Bjåland Andersen fra Finanstilsynet.

»Foranlediget af Politikens henvendelse er vi nu opmærksomme på det og vil undersøge sagen«, siger Annette Bjåland Andersen.

Se alle prissammenligninger fra Mybanker