Bankforskeren til boligejeren: Tag så meget variabelt lån, du kan og tør

Har du en sund økonomi, så kan du med fordel lægge bekymringen til side og tage mere risiko på boliglånet. Men gem til regnvejrsdagene.

Boligkvarter på Frederiksberg. En stigende andel af danskernes boliglån er af den fastforrentede slags, selv om renten kun er gået én vej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

Danskerne vælger i stigende grad sikkerheden til, når det kommer til boliglånet. Det fastforrentede låns andel af det samlede udlån til ejerboliger og fritidshuse er siden begyndelsen af 2012 og frem til udgangen af september i år steget fra 31 procent til 40 procent.

Andelen af de boliglånene med de variable renter er altså helt i tråd med politikerne og de fleste økonomers ønsker faldet.

»Rigtig mange mennesker, jeg møder, vælger det fastforrentede lån. De gør det for at vide, hvad de skal betale måned for måned for måned. Det er deres valg, og hvis de har det fint med det, så skal de endelig bare gøre det,« siger Lars Krull.

Betaler andre for at tage risiko

Han er bankforsker og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet. Og i denne uges afsnit af »Dine Penge« tillader han sig at udfordre den almindelige boligejers tryghedsbehov en anelse. I hvert fald, hvis privatøkonomien eller er sund.

Find alle udsendelser fra Berlingske Business i din podcast-app og på Apple TV, på Spreaker.com eller via iTunes. Podcast fra Berlingske Business er sponsoreret af Nordea.

»Vi er i en situation nu, hvor alternativet i form af variabelt forrentede lån er meget, meget billige. Sidder man med et fastforrentet lån, så kan man tænke »av«. For man betaler meget for at have sikkerheden, og man kunne spare mange penge ved at have det variable lån, som ens nabo måske har,« siger han.

Det her handler ifølge forskeren om, hvem man er, hvad man tror på, og hvordan man styrer sin økonomi. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så har man med et fastforrentet lån betalt en anden aktør for at tage risikoen på den fremtidige renteudvikling.

»Det gør man hver eneste måned. Tager man et variabelt forrentet lån, så tager man selv risikoen. Man nyder, når det er billigt, og hvis renten lige pludselig stiger, så må man også betale mere. Det sker dog ikke lige fra den ene dag til den anden,« siger Lars Krull.

Gem til en regnvejrsdag

Han har derfor en klar anbefaling. Tager man det variabelt forrentede lån, så glæd dig over de lave renter, men lad vær med at bruge rub og stub. Læg til side, så du har til de dage, hvor det bliver dyrere.

»Tag så meget variabelt lån, du kan og tør, hvis du har en sund økonomi. Det er billigst for dig, og du finansierer ikke en anden for at tage en risiko. Men gem penge til en regnvejrsdag,« siger han.

Han påpeger, at der ikke er udsigt til, at renten stiger gevaldigt lige foreløbig, og de fleste med en sund økonomi har plads til udsving - også i renten.

Du kan få flere gode råd og et måske lidt frækt indspark i debatten om de afdragsfrie lån i denne uges afsnit af »Dine Penge«.

Find alle udsendelser fra Berlingske Business i din podcast-app og på Apple TV, på Spreaker.com eller via iTunes. Podcast fra Berlingske Business er sponsoreret af Nordea.

 

Læs mere