Bankerne scorer boligejernes rentegevinst

Rentefesten på realkreditlån slår ikke igennem på danskernes banklån - de er tværtimod blevet markant dyrere.

Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens danske boligejere sparer 2,8 milliarder kroner i rene renteudgifter på deres realkreditlån i forhold til sidste år, opkræver bankerne 3,3 milliarder kroner mere for danskernes banklån.

Og det på trods af, at danskerne ikke har lånt flere penge i banken. Bankerne opkræver simpelthen mere i rente. Det skriver Jyllands-Posten.



"Bankerne har skruet op for rentemarginalen. Det gør det væsentligt dyrere at have bankgæld i dag end for bare et år siden," siger John Norden, administrerende direktør i MyBanker.

Han anbefaler kunder med mulighed for det at omlægge banklånet til et tillægslån til deres realkreditlån.



Men meget få benytter sig af muligheden, lyder meldingen fra Realkreditforeningen, der repræsenterer Realkredit Danmark og Nordea Kredit.

"Det er ret få tillægslån, realkreditinstitutterne leverer i øjeblikket. Det er i princippet helt dødt," siger Karsten Beltoft, adm. direktør i Realkreditforeningen.



Også i BRFkredit oplever man en lille interesse for at omlægge bankgæld til realkredit.

"Det er ret fjollet, når man ved, at der er mange penge at spare ved at samle gælden i realkreditinstituttet frem for at låne penge i banken," siger Mikkel Høegh, seniorøkonom i BRFkredit.