Auken: Regeringen holder øje med realkredittens gebyr-fest

Op til fredagens samråd i Folketinget om bidragssatser understreger erhvervsordfører Ida Auken (R), at regeringen forventer, at realkreditten holder igen med gebyrskruen og endda ligefrem sænker priserne, så snart de er færdige med at polstre sig.

Foto: Keld Navntoft. De Radikales erhvervsordfører, Ida Auken (til venstre), fastholder den hårde tone over for realkreditinstitutterne.
Læs mere
Fold sammen

Ida Auken, erhvervsordfører i Radikale Venstre, bakker op om erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens (S) tidligere udmeldinger om, at han er klar til at gribe ind, hvis realkreditten ikke begynder at konkurrere mere om gebyrerne på boliglån.

Det sker, kort før at Sass Larsen fredag kl. 11.30 skal forklare sig til et samråd om de omstridte bidragssatser. Det er erhversordførerne fra Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der har indkaldt ham.

De vil gerne vide, hvad han konkret har tænkt sig at gøre ved de massive gebyrstigninger, boligejerne har fået de senere år, hvor bidragssatserne for mange er mere end fordoblet. Sass Larsen har nemlig flere gange løftet pegefingeren over for realkreditten.

Men selvom priserne ser ud til at fortsætte himmelflugten - senest har branchen annonceret en samlet årlig ekstraregning til boligejerne på 850 mio. kr. - har han endnu ikke gjort alvor af sine trusler om at gribe ind. Med Ida Aukens udmelding tyder det dog på, at regeringen er enige og bakker op om ministerens løftede pegefinger.

»Regeringen holder meget øje med udviklingen i bidragssatserne og har bestemt ikke givet carte blanche til at man kan blive ved med at hæve dem. Vi forventer, at de begynder at stabilisere sig og endda falde, når institutterne er færdige med at polstre sig. Viser det sig, at de har problemer med deres konkurrencegen, vil vi gerne hjælpe dem med det,« siger hun til Berlingske Business.

Hun ønsker klarhed over, om de stigende bidragsindtægter - der er fordoblet de seneste syv år - nu også går til øget polstring, som institutterne er blevet tvunget til via øgede kapitalkrav.

»Vi har fra radikal side bedt om et overblik over, hvor bidragssatserne bliver kanaliseret hen i de forskellige institutter, så vi kan få en status på, hvordan det går med polstringen, og klarhed over hvad bidragene går til,« siger Ida Auken.