ATP klar med nyt projekt i Ørestaden - lejligheder, hotel og en Burger King

10 minutter fra Kongens Nytorv og klods op af Royal Arena vil ATP Ejendomme lægge fundamentet for pensionselskabets første boligudviklingsprojekt – og det er et af de større.

Foto: Nikolai Linares

Det handler om 153 lejligheder, 221 hotelværelse drevet af Zleep Hotels, en Burger King og otte etager med parkering.

For et første boligudviklingsprojekt er Danmarks største pensionskasse ikke uden ambitioner. Spadestikket i marts bliver startskuddet til en investering, der forventes at koste ca. 600 millioner kroner, som skal stå færdig i 2020.

»Vi ser et stort udviklingspotentiale i denne centrale del af Ørestaden, som snart er fuldt udbygget,« Siger Michael Nielsen, der er chef i ATP Ejendomme, i en pressemeddelse:

»Hele Ørestaden er i rivende udvikling. Der er behov for hoteller i alle prisklasser, og der tilbyder Zleep Hotels overnatning i den lidt lavere ende. Det kan helt sikkert være med til at skabe yderligere liv i Ørestaden med de mange overnattende gæster, hvor også den tætte beliggenhed til Royal Arena er et stort aktiv.«