Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
? Min kæreste gennem 20 år er død. Der er så vidt vides aldrig skrevet testamente, selv om min kæreste altid over for familien har gjort opmærksom på, at hvis der blev noget at arve, skulle det deles mellem mig og hans sønner.
Vi havde ikke fælles adresse eller økonomi. Jeg lagde penge ud for husholdningen og førte husholdningsregnskab, og vi delte regningen i to. Jeg købte ind, lavede mad, vaskede, strøg, rullede og reparerede vores tøj, samt det der hører samlivet til. Men vi blev aldrig gift. Arver jeg så ingenting?
Med venlig hilsen J.
! Jeg forstår din situation, men må skuffe dig. Selv om I har levet sammen i næste 20 år, og selv om I hvert år har fejret »bryllupsdag«, så arver du kun, hvis der er et testamente. Ugifte samlevende har ingen arveret efter hinanden. Du er kun arving, hvis der findes et testamente. Skifteretten undersøger automatisk, om der findes et notartestamente.
Du skriver, at du ikke selv er klar over, om der er oprettet testamente. Det kan jo være tilfældet, men når det ikke er sket for notaren, er det helt afgørende, at vidnetestamentet findes. Ulempen ved vidnetestamenter er jo, at hvis de bliver væk eller fjernet, så er der ikke bevis for, at afdøde har oprettet testamente, og så gælder alene arveloven.
Du har naturligvis ret til at få dine personlige ting, forudsat du kan dokumentere, at de tilhører dig. Det skal du drøfte med skifteretten.
Hvis der ikke findes et testamente, så arver du ikke. Dog er det muligt, hvis afdødes to sønner er indforstået, at du kan blive accepteret som arving efter afdødes ønsker.
Eksemplet viser, at det er en rigtigt god idé at oprette testamentet for en notar. På den måde sikres, at der opbevares en gyldig kopi af testamentet. Det er en god sikkerhed mod risikoen for, at et testamente bliver fjernet, fordi det indeholde bestemmelser, som finderen af det ikke bryder sig om. Hvis originalen bliver væk, kommer kopien automatisk frem.
Det sikres tillige, at habilitetskravene til oprettelse af testamente er opfyldt. Mange vidnetestamenter bliver tilsidesat, fordi de ikke opfylder arvelovens krav til oprettelse af testamenter.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk