Arveafgifter kan blive forhøjet mere end i socialdemokratisk forslag

Der tegner sig en bred støtte til at forhøje arveafgifterne ved det kommende folketingsvalg, og venstrefløjens partier vil fordoble satsen for afgifterne for langt mindre formuer, end Socialdemokratiet lægger op til.

Friværdierne især i de københavnske og aarhusianske ejerboliger kan blive genstand for en højere arveafgift, hvis en ny socialdemokratisk regering får gennemført sine planer. Thomas Lekfeldt

Det varmer op til et endnu højere hop for arveafgifterne, end Socialdemokratiets planer lægger op til. De oplagte støttepartier for en socialdemokratisk regering vil stramme skruen adskillige drej mere end socialdemokraterne, der vil fordoble arveafgiften for den del af danskernes arv, der ligger over tre mio. kroner.

Enhedslisten vil gå hårdest til værks og forøge beskatningen, når arven overstiger 750.000 kroner, mens SF vil lægge grænsen ved to mio. kroner. Alternativet har ikke entydigt lagt sin støtte til andre statsministerkandidater end sin egen leder, Uffe Elbæk. Men partiets skatteordfører forklarer, at partiet vil forøge afgiften på arv, der overstiger en enkelt mio. kroner.