Andelsboliger i turbulens

Andelsboliger har haft et turbulent år med flere retssager om de såkaldte swapaftaler i det økonomiske maskinrum, der kan være afgørende for en andels reelle pris. Prishop på ejerlejligheder vil trække andelspriser med op.

Det kan være svært at gennemskue prisen på en andelsbolig, da man både køber andelen og får del i foreningens øvrige økonomi - herunder lån og eventuelle swapaftaler, der i 2015 har været emnet for flere retssager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det kan være svært at gennemskue prisen på en andelsbolig, da man både køber andelen og får del i foreningens øvrige økonomi - herunder lån og eventuelle swapaftaler, der i 2015 har været emnet for flere retssager. De kan nemlig udhule værdien af en andels-bolig, så de skal sammen med de øvrige lån i foreningen regnes med i prisen.

Selve prisen kan ansættes på forskellige måder, men den flytter sig meget langsommere end priser på ejerlejligheder. Og derfor er de også blevet et billigere og billigere alternativ i takt med, at prisen på ejerlejligheder er steget.

Robust andelsmarked

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, er langt hovedparten af andelsboligmarkedet robust og med relativt lav gældssætning. og de er så efterspurgte, at mange efterhånden sælges uden ejendomsmægler – også fordi de sælges til en maksimalpris ifølge den offentlige vurdering. Det betyder også, at prisen ikke forhandles og heller ikke forventes at stige hurtigt.

»Flere andelsboligforeninger vil dog være fristet til at overgå til valuarvurderinger for at få skubbet værdien af andelsboligerne op i kølvandet på, at priserne på udlejningsejendomme har været stigende over de senere år. Med udsigt til fortsat fremgang på markedet for ejerlejligheder i København venter vi fortsat at se, at andelsboliger generelt set vil være eftertragtet blandt boligkøberne, og der vil desværre være en risiko for, at der i nogle tilfælde kan komme penge under bordet i forbindelse med boligkøbet,« vurderer Christian Hilligsøe Heinig.

Afsmitning fra ejerlejligheder

Chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann fra Nordea vurderer, at prisen på ejerlejligheder med en vis tidsmæssig forsinkelse vil smitte af på valuarvurderinger af andelsboliger, der normalt kun udarbejdes én gang om året.

»Da ejerlejlighederne er steget voldsomt i pris i 2015, er der meget der tyder på, at valuarvurderingerne for en andelsboligforening også vil gøre det,« siger hun.