Airbnb-lovforslag åbner smuthul for udlejere

Den politiske Airbnb-aftale om et loft på 70 dage gælder kun korttidsudlejning af hele boligen – og altså ikke værelsesudlejning. Dermed bliver det endnu sværere at kontrollere, om reglerne overholdes, lyder kritikken fra Horesta.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) gør i øjeblikket klar til at fremsætte det sidste af i alt tre lovforslag, som udgør den samlede Airbnb-lovpakke. Sofie Mathiassen

I foråret 2018 blev der indgået en politisk aftale om korttidsudlejning gennem deleøkonomiske platforme som Airbnb. Blandt andet vil man indføre et loft på 70 dage, hvis man udlejer gennem en tjeneste, som indberetter til Skat. Ellers er loftet 30 dage.

Den del af aftalen er dog først nu ved at udmønte sig i et lovforslag, som netop har været i offentlig høring. Men til brancheorganisationen Horestas store ærgrelse åbner lovforslaget et smuthul for udlejerne.