55.000 boligejere risikerer skattesmæk

De rekordlave renter betyder, at op mod 55.000 boligejere risikerer at betale for lidt i skat næste år. Og så skal der betales restskat, advarer Skat.

De rekordlave renter betyder, at op mod 55.000 boligejere risikerer at betale for lidt i skat næste år. Og så skal der betales restskat, advarer Skat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Op mod 55.000 boligejere risikerer at betale for lidt i skat i det kommende år. Det skyldes det historisk lave renteniveau, skriver Politiken.

Øverst på listen over, hvad folk glemmer at melde til Skat, er nemlig ifølge avisen, at deres udgifter til renter har ændret sig.

Ifølge et estimat lavet af Nykredit for Politiken får op mod 55.000 boligejere til næste år så meget lavere rente på deres flekslån, at de vil få et betragteligt skattesmæk, også kaldet restskat, hvis de ikke retter, hvad de skal have i fradrag for renteudgifter.

Udviklingsdirektør i Skat Richard Hanlov oplyser, at det særligt gælder de mange boligejere, som netop har ændret deres lån eller har fået ny rente på det.

»Der er lige nu en kæmpe bølge af lånekonverteringer, som flytter sindssygt mange penge. Det bliver til rigtig mange penge i restskat, for rentefradrag ligger stadig i toppen over, hvad folk glemmer at rette,« siger han til Politiken.

Ifølge en beregning fra Realkredit Danmark har man afhængigt af sit lån udsigt til et skattesmæk på mellem 4.000 og 9.000 kroner for hver lånte million, hvis man ikke får rettet sit fradrag.