2015: Så meget tjente boligsælgerne i din by

De danske boligsælgere kan glæde sig over masser af skattefrie penge efter et forrygende år på boligmarkedet.

Der er gode nyheder til boligejere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

En ny undersøgelse fra boligsiden Boliga.dk viser, at hussælgerne i 2015 i snit solgte til 650.000 kr. mere, end hvad de selv havde givet for deres boliger, mens lejlighedssælgerne i snit kunne stikke 400.000 kr. i lommen, hvis de altså havde modstået fristelsen til at belåne friværdien.

Kontant gevinst i Hellerup

Ikke overraskende var det sælgerne nord for hovedstaden og i København, der løb med de største gevinster.
Således blev husene i Hellerup i snit solgt til 3.194.000 kr. mere, end hvad de var blevet købt for, og naboerne i Charlottenlund kunne glæde sig over andenpladsen med et plus på 3.112.000 kr.

Sælgerne i Rungsted, Gentofte, Vedbæk, Holte og Virum fulgte lige efter, alle med kontante gevinster på over to mio. kr., mens Åbyhøj ved Aarhus stod for den højeste placering uden for hovedstadsområdet med knap 1,7 mio. kr. til hussælgerne.
Selvom gevinsten ved et boligsalg er høj, skal man ifølge Boliga-direktør Ricco Zuschlag tage højde for, at det koster mange penge at bo i ejerbolig.

»Der skal både betales ejendomsskatter og vedligeholdelse af boligerne, ligesom inflationen æder af beløbene over årene. Så selvom det er en god investering at eje en bolig over en længere årrække, er den reelle gevinst ikke så høj,« siger han.

1,6 mio. i lommen

På lejlighedsmarkedet er det sælgerne i postdistriktet Frederiksberg C, som for alvor har kunnet skumme fløden af hovedstadens prisstigninger.
Den gennemsnitlige lejlighedssælger fik 1.644.000 kr. mere, end hvad vedkommende selv gav for boligen, mens Hellerups sælgere hentede 1.245.000 kr. hjem, og sælgerne i København K kunne notere et plus på 1.188.000 kr.

Uden for hovedstadsområdet løb Aarhus N's lejlighedssælgere ifølge Boliga med topplaceringen med et plus på 416.000 kr. i 2015, hvilket er et godt stykke over, hvad naboerne i Risskov og Aarhus C fik ud af at handle i 2015, nemlig 320.000 kr. i begge tilfælde.

Se det gennemsnitlige beløb, boligsælgerne i din by har scoret i 2015


*Boliga har kun medtaget postdistrikter, hvor der er registreret min. 30 salg, hvor boligerne har været udbudt via en ejendomsmægler eller Boliga Selvsalg i 2015. Statistikken er lavet ved at sammenligne salg i 2015 med boligernes foregående salg. Opgørelsen dækker kun boliger, der er handlet i 2015 og som før dette år har været handlet i perioden 1992 til 2015.