Privatliv, nej tak!

En hæsblæsende biljagt gennem Göteborgs gader åbner »Manden med det lille ansigt«. På ingen tid får Helene Tursten skaffet Irene Huss en nedkørt eksbetjent og et pigelig i en mørk kælder på halsen. Det er brandgodt skrevet, og det fortsætter fint gearet, når kriminalgåden udvikler sig til at handle om trafficking. Tursten kan det der med at få overlagte forbrydelser og tilfældigheder til at tumle sammen. Hun skriver kontant om politiefterforskning og leverer især gode forhørsscener. Men ak, så skal vi også lige med hjem til Irene, til tvillingedøtrene, manden i køkkenet og den affældige hund, Sammie, og før man ved af det, vanker der skolekomedie på lavt plan. Kriminalinspektørens privatliv og hendes kollegers er lidet ophidsende skildret og virker mest som et påklistret vedhæng til kriminalgåden. I dette syvende bind flytter tvillingerne hjemmefra, og hunden er ved at dø. En skilsmisse ville ikke være af vejen, så kunne Irene helt hellige sig sine sager