Prins Hamlet - danskekongens søn

Kronikker: »Hvorledes skal jeg forholde mig til min skæbne?«»Hvad er meningen med mit liv?« 400 år efter at »Hamlet« første gang blev opført, har disse spørgsmål ikke tabt i aktualitet og relevans, så der er god mening i, at Gladsaxe Ny Teater i morgen lægger ud med Shakespeares stykke.

Ingen dansker er blevet genstand for så mange analyser eller har givet anledning til så mange fortolkninger som prins Hamlet. I Saxos store krønike om danerne fylder han ganske vist ikke så meget, men dog nok til, at franskmanden Belleforest tog ham med i en samling fortællinger, som ved et tilfælde faldt William Shakespeare (1564-1616) i hånden. Shakespeare så straks mulighederne i den danske prins og gjorde ham til hovedperson i verdenslitteraturens mest berømte drama, der i genialitet endog overgår, hvad Leonard da Vinci, Michelangelo, Beethoven, Mozart, Dante og Goethe har præsteret på hver deres felt - i hvert fald hvis man skal tro historikeren Paul Johnsons seneste bog The Creators (2006).

Man husker måske den unge dame, der havde været i teatret og så Hamlet for første gang. Bagefter blev hun spurgt, hvad hun syntes om stykket. Joh, det var da meget godt, svarede hun - men det var jo mest citater... Shakespeare har i snit 80 ordspil i et drama, og i Hamlet er der 280, så noget om snakken er der, men når Hamlet er det mest spillede stykke overhovedet, så hænger det først og fremmest sammen med, at det rejser nogle eviggyldige spørgsmål vedrørende den menneskelige eksistens: »Hvorledes skal jeg forholde mig til min skæbne?« eller »Hvad er meningen med mit liv?«

400 år efter at Hamlet første gang blev opført, har disse spørgsmål ikke tabt i aktualitet og relevans, så der er god mening i, at Gladsaxe Ny Teater i morgen lægger ud med Hamlet i Kaspar Rostrups iscenesættelse. »Forbandet være den, der rører mine ben« står der advarende indmejslet på Shakespeares grav i Stratford. Hans værker er heldigvis ikke underlagt en lignede beskyttelse. Kaspar Rostrup instruerede Hamlet for 38 år siden, og nu har han så fundet, at det er på tide at gøre det igen. Shakespeare und kein Ende, som Goethe sagde; nej der er virkelig ingen ende på Shakespeare - hans dramatik spiller samme rolle for det moderne Europa, som de græske myter gjorde for antikken.

Hvad går handlingen i Hamlet ud på? Ja, den unge prins Hamlet er just vendt hjem til Helsingør efter et studieophold i Wittenberg. Hamlets far er død, og nu skal han overvære sin farbror Claudius' tronbestigelse og deltage i sin mors bryllup med farbroren. Dette er ganske vist chokerende og modbydeligt for Hamlet at bivåne, men dermed er trængslerne ikke ophørt, for Hamlets døde far optræder som genfærd og kan berette, at han under middagsluren blev forgiftet af Claudius. Hamlets far var katolik, men da han døde uden at få den sidste olie, gik han i døden med uskriftede synder, som han nu må sone i skærsilden. Genfærdet har derfor al mulig grunde til at ønske tronraneren Claudius' død, og han har sat sin lid til, at Hamlet vil realisere ønsket.

Stykket tager sin begyndelse i en tvetydig og truende atmosfære på skansen ved Helsingør, hvor der er vagtskifte, og hvor de to første ord lyder: »Hvem der?« Dette spørgsmål »Hvem der?« giver resten af stykket et dramatisk og udførligt svar på, men skulle man give et resumé, måtte det være: alting. Stykket blotlægger nemlig de dybeste synder og bringer vidnesbyrd om de højeste idealer, og da tæppet går ned for sidste akt, så har Hamlets syv monologer givet os anskuelsesundervisning i, at mennesket er en skabning, der har noget at sige om alt under solen.

Efter at Hamlet har set sin fars genfærd på skansen, tager han sine venner i ed på, at de ikke vil røbe, at han fra nu af vil spille gal for ad den vej at undersøge, om genfærdet taler sandt. Forholdet er det, at Hamlet har været på studieophold i Wittenberg, hvorfra lutherdommen udgår, og her har han lært: Der findes ingen skærsild! Er dette dogme sandt, så findes der heller intet genfærd. Hamlet kan ikke få tingene til at passe sammen: på den ene side den middelalderlige verden i Helsingør, hvor spøgelserne rumsterer, og på den anden side studieopholdets indføring i den reformation, der sætter overtroen på porten. Tvivlen hjemsøger altså Hamlet fra første færd. Tvivl kommer sprogligt af at være delt i to, og Hamlet må erkende, at viden nok giver overblik, men også svækker evnen til at træffe beslutninger -»sådan bliver handlekraftens friske lød gjort grå og gusten af en tankes skygge«. Hamlet handler om et menneske, der søger klarhed og ægthed i stedet for dunkelhed og forlorenhed.

På et tidligt tidspunkt siger han trodsigt til sin mor: »Jeg kender intet synes«. Men er det ikke én gang flottenheimeri? Vi husker vel alle den klassiske situation, hvor vore forældre ved morgenbordet sukkede over gårsdagens sammenkomst - nej, hvor var det kedeligt, og sikke en gang hakkelse vi fik - indtil telefonen pludselig ringer og forældrene i røret forsikrer om, hvor hyggelig festen var, og hvor pragtfuldt maden smagte. Sådan en gang narrespil vil jeg aldrig indlade mig på, lover man sig selv, men mon ikke de fleste af os har måttet opgive det forsæt? Hvis man ikke vil ende som eneboer, er det umuligt at sige: »Jeg kender intet synes«.

Og i alt fald handler Hamlet for en stor dels vedkommende om at »synes«. Det er kun Ofelia og Hamlets ven Horatio, der er, hvad de giver sig ud for. De øvrige personer spiller nogle roller, hvorfor de ivrigt udspionerer hinanden for at afdække, hvad der egentlig ligger bag den enkeltes adfærd og optræden. Der er ikke ét gardin, uden at en eller anden gemmer sig bag. Polonius - kongens spindoktor - lader endog sin egen søn Laertes udspionere i Frankrig, og da hoffet vil finde ud af, hvad der plager Hamlet, så belurer de hans veninde Ofelia og gransker hendes breve. Sådan er atmosfæren i Helsingør, hvor kong Claudius og hans omgangskreds lever i en permanent frygt for komplot og med en optik, der ser sammensværgelser overalt. Hamlet bringer tankerne i retning af totalitære samfund som Stalins Sovjet eller Hitlers Nazityskland, hvor alle våger over hinanden, og ingen tør være den første, der holder op med at klappe, når diktatoren har talt.

Men Hamlet får alligevel skovlen under Claudius, da han lader opføre et skuespil som ret nøjagtigt dramatiserer drabet på faren. Da Claudius ser det, falder hans parader sammen som et tændstikhus i blæsevejr, og Hamlet er nu ikke længere i tvivl om, at genfærdet talte sandt. Inden det hele ender i et blodbad, besøger Hamlet kirkegården, og i et af stykkets mest gribende scener står han med et kranie i hånden. Da jeg genfortalte denne scene for mine konfirmander, afbrød de mig og spurgte, om det ikke var dér, hvor Hamlet taler om at være eller ikke være? Formodningen er forkert, men mine konfirmander havde nu alligevel fat i noget afgørende. For selv om graverscenen er fyldt med kostelig komik (»Her ligger en jordspekulant. Da han levede, havde han hovedet fuldt af jord, og det har han stadig«), så er den tillige og især en udfoldelse af temaet om at være eller ikke være. Kraniet er ikke-væren. Hamlet er derimod til, og hvor han i første del af dramaet legede med tanken om selvmord og påpegede tilværelsens absurditet »... så tung om hjertet er jeg blevet, at dette herlige bygningsværk, jorden, synes mig et goldt og øde forbjerg«, er han nu klar til at forlade ubeslutsomhedens holdeplads og træde i karakter. Hvor det store spørgsmål i første akt var: »Hvem der?«, så lyder det afklarede svar i sidste akt derfor: »Her står jeg, Hamlet, danskekongens søn«. Og skønt det kommer til at koste Hamlet livet, så får han bragt Claudius til fald, og dermed har danskekongens søn udført den opgave, som blev ham pålagt: at fjerne råddenskaben og at gøre Danmark til et rige, hvor man ikke længere famler i mørket og stiller fælder for hinanden.

»Selv om alting brister, er der trøst at øse - i tragedien, hos de store trøstesløse«, skrev Sophus Claussen, og måske netop derfor fandt Søren Kierkegaard opførelserne af Hamlet opbyggelige, for prins Hamlet legemliggjorde på fornem vis grundtanken i hans værk: »Jeg skaber ikke mig selv, jeg vælger mig selv«.