Poul & Nulle – tilbage i hullet!

En af alle tiders mest kontroversielle TV-julekalendere får oprejsning denne weekend, når »Jul og grønne skove« æres med to særforestillinger på Det Kongelige Teater. Instruktør Anders Lundorph fortæller om rekonstruktionen af Poul & Nulles jagt på julemanden – og om hvor lidt vi egentlig husker af »Hullet i jorden« fra 1980.

Nikolai Kopernikus og Benjamin Boe Rasmussen giver den som Poul og Nulle i Anders Lundorphs opsætning af den gamle julekalender »Jul og grønne skove«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen
Det er næppe forkert at påstå, at alle over 30 husker Poul & Nulles TV-julekalender – i folkemunde kaldet »Hullet i jorden«. Om ikke andet mener de i hvert fald at kunne huske den. Eftersom det nu er 27 år siden, at danmarkshistoriens mest forkætrede juleserie blev vist for første, eneste og sidste gang, kan man dårligt undgå, at detaljerne har antaget nye farver og former på vej gennem erindringens tåger.

»Jeg kunne kun huske, at der var en kæmpeorm i hulen, og at de blev fulgt af et kuglekamera,« siger Anders Lundorph, der talte ned til sin femte jul, da han i december 1980 bænkede sig foran flimmerkassen.

Den nu 32-årige sceneinstruktør er en af de få, som har fået lov til at gense de eksisterende rester af »Jul og grønne skove«, som Poul Nesgaard og Elith »Nulle« Nykjærs kalendereksperiment rettelig hed. Serien findes kun delvist bevaret i DR’s arkiver, men sammen med Det Kongelige Teaters »eventminister«, Rikke Hedeager Matthiesen, har Anders Lundorph sat sig for at genskabe det tabte stykke TV-historie: Denne gang opført live på Operaens takkelloft med skuespillere i Poul & Nulles roller!

»Forestillingen er ment som en slags mindecollage, hvor vi genskaber et glimt af noget, som ikke længere findes. Vi forstørrer de ting, man kan huske fra programmerne og fortætter handlingen, så jagten på julemanden kun varer en time. Det bliver lidt mere teatralsk og showagtigt, men manuskriptet følger originalen nøje, og flere af replikkerne bliver citeret ordret fra serien,« forklarer Anders Lundorph.



Under arbejdet med weekendens teaterevent har han og Rikke Matthiesen spurgt mange af deres jævnaldrende, hvad de har taget med sig fra barndommens møde med »Hullet i jorden«.

»Det er sjovt, for de fleste husker det som om, julekalenderen slet intet havde med jul at gøre,« fortæller Anders Lundorph, der efter gennemsynet af de gamle TV-bånd kan bevidne, at der både findes julepynt og julesang i udsendelserne. Rygtet om, at skærmen med vilje gik i sort i et helt afsnit, passer heller ikke. Ifølge den daværende B&U-chef Mogens Vemmer drejede det sig om et fingeret teknisk uheld på to minutter og 37 sekunder. Det var stadig rigeligt til at fremkalde telefonstorm ved TV-Byens omstillingsbord. Sådanne narrestreger var man ikke vant til i monopolfjernsynets æra.

»I dag føles seriens tempo noget trægt,« siger Anders Lundorph, men ellers overraskede det ham, hvor moderne den 27 år gamle julekalender virker ved gensyn.

»Den handler i vid udstrækning om sig selv, om Poul og Nulles leg med mediet og deres egne roller som TV-værter. På den måde var de pionerer inden for hele meta-genren, og noget af det er ret genialt. Meget avanceret og forud for sin tid,« mener Anders Lundorph.



Men hvad siger de dengang så udskældte bagmænd til, at fortiden nu graves op af Kæmpeskovens muld?

»Poul og Nulles første reaktion var mistro, men da de forstod, at projektet var ment som en hyldest, var de helt med på ideen,« beretter Anders Lundorph. Som et tegn på ophavsmændenes goodwill fik han lov at låne seriens legendariske, »svævende« kuglekamera, som har været i Poul Nesgaards eje siden dennes 50-års fødselsdag. De to næste aftener kommer rekvisitten atter til hæder og ære, når Nicolaj Kopernikus og Benjamin Boe Rasmussen tosser rundt i Poul og Nulles fodspor, og efter forhåndsreaktionerne at dømme kan anti-juleeventyret fra 1980 stadig få folk op af stolene.

»Vi har allerede hørt fra folk, der finder det forkasteligt, at Det Kongelige Teater vil bruge penge på at genopføre et 27 år gammelt fjernsynsflop,« slutter Anders Lundorph med et smil.

»Poul og Nulle i Hullet« spiller på Takkelloftet, Operaen i aften og i morgen aften kl. 21.00.

OBS: Desværre er alt udsolgt.