Populær mini får antiskrid

Markedets mindste biler bliver stadig sikrere - nyeste medlem af småbilernes antiskrid-klub bliver Kia Picanto.

Ny front med runde lygter, et forbedret interiør samt ESC-antiskrid skal holde Kia Picanto inde på bestseller-listen. Fold sammen
Læs mere

Lille kan sagtens rime på tryg. Efter flere år med tvivlsom aktiv sikkerhed blandt minibilerne, er budskabet ved at trænge igennem hos bilproducenterne. Som hos Kia, der sender en faceliftet udgave af bestselleren Picanto på gaden til december med ESC som standard.

Dermed er elektronisk antiskrid, der ifølge flere undersøgelser er blandt de mest effektive livreddere i moderne biler, så småt ved at vinde fodfæste blandt markedets mindste og billigste biler.

Hidtil har Fiat Panda været ene om tilbyde ESC som standard i den populære mikroklasse. Fiat 500 får det også, når den kommer kort efter nytår. Endelig har trillingerne Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo ESC i topudgaverne, lige som VW Fox med 1,4 liters motor. Tilbage står ældre bilmodeller som Chevrolet Matiz, Ford Ka og Hyundai Atos samt den nye Subaru Justy, der endnu ikke kan kalde sig medlemmer af det gode, trygge selskab. Den passive sikkerhed – evnen til at beskytte passagererne i sammenstød – lader dog fortsat meget tilbage at ønske for de fleste mikrobiler.

Ud over at gøre babybilerne sikrere på hjulene i kritiske manøvrer, udløser ESC et kontant fradrag på 2.500 kroner, når der skal beregnes registreringsafgift. I Kia Picantos tilfælde er det med til at holde prisen på status quo: Billigste Picanto med 68 hestes 1,1 liters motor koster fremover 98.000 kroner.

Det er ganske vist 5.000 kroner mere end tidligere, men skyldes, at den hidtidige basismodel med 1,0 liters motor udgår. De færreste vil dog savne den. 1,1 liters motoren er nemlig forbedret, så den nu kører 20 km/l, hvilket belønnes med en årlig ejerafgift på beskedne 520 kroner. En endnu mere nøjsom dieseludgave når til Danmark sidst på foråret.