Ny måling: Skal de borgerlige vinde, er der en bestemt dagsorden, de må satse på

Tre emner dominerer vælgernes dagsorden ifølge ny måling fra Kantar Gallup. Udover sundhed er det klima og udlændinge. Det er »vildt«, at klima fortsat ligger så højt, mener professor og peger på, at klimaet egner sig til at flytte vælgere over midten.

Formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, vil stå i spidsen for et borgerligt klimaprojekt. Det matcher vælgernes dagsorden, viser ny måling fra Gallup foretaget for Berlingske. Ida Marie Odgaard

Der er stor forskel på, hvad man bekymrer sig om, alt efter om man stemmer rødt eller blåt. Og det er lige præcis det, der definerer opskriften på politisk succes.

For borgerlige vælgere overskygger udlændingepolitikken alt andet. Hele 52 procent peger på udlændinge, som et af de vigtigste politiske emner. Så hvis man, som det lykkedes for Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen, vil »stjæle« blå vælgere, skal man altså satse på udlændingepolitik og gøre det hårdt og stramt.