Politisk pres for bedre prisoplysninger

Der er lagt i kakkelovnen til pensionsbranchens egne prisoplysninger, der offentliggøres i morgen. Ifølge Business.dks oplysninger bliver der ikke tale om et samlet omkostningstal, og det møder politisk kritik. Dansk Folkeparti klar til at lovgive - minister vil ikke kommentere. (Opdateret 15.11)

Dansk Folkeparti er klar til at lovgive for at få et enkelt og let forståeligt nøgletal for omkostningerne ved at have en pensionsordning.

Det siger partiets erhvervsordfører og næstformand i Folketingets erhvervsudvalg Colette Brix, på baggrund af Business.dks oplysninger om pensionsbranchens udspil.

”Det må kunne lade sig gøre at lave et enkelt omkostningstal. Og hvis de ikke kan finde ud af det, så må vi gøre noget ved det,” siger Colette Brix, der vil bede økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) om et møde tirsdag morgen for at drøfte sagen.

Bendt Bendtsen vil ikke kommentere sagen overfor Business.dk.

Danmarks største forsikringsmægler Willis har også kigget på branchens udspil og konkluderer, at der mangler nogle brikker, før prisen på pension er offentliggjort.

”De vil ikke vise de indirekte investeringsomkostninger – de henstiller bare til, at de leverer nogle regnemaskiner, så folk selv kan summe omkostningerne,” vurderer aktuar og vicedirektør i Willis Jørgen Svendsen.

Han kalder udspillet for ”et strategisk træk for at slippe for lovgivning”.

Pensionsbranchens udspil indeholder dog en pris på investeringsomkostningerne i de traditionelle pensioner på kundernes kontooversigter. Men her investeres der i så store portioner, at omkostningerne er på cirka en fjerdedel af omkostningerne i de moderne pensioner til markedsrente.

Jørgen Svendsen efterlyser sammenfattende dels et omkostningstal for investeringerne i markedsrentepensioner på kundernes oversigter, dels en opgørelse af indbetalinger og samlet opsparing i de traditionelle pensioner - inklusiv de såkaldte fælleskasser, som er kundernes solidariske opsparinger og som man må efterlade, hvis man forlader en traditionel pensionsordning.

”Det vil da være naturligt at man ligesom i en bank kan få en opgørelse over indgangssaldoen og udgangssaldoen,” siger Jørgen Svendsen.

Læs også Povl Dengsøes blog: Kommer der endelig et prisskilt?