Politisk parterapi

Modigt politisk lederskab efterlyses til at bringe regeringen ud af krisen.

Berlingske Tidende kan i dag referere statsminister Anders Fogh Rasmussen for i Venstres folketingsgruppe at have sagt, at »hvis de Konservative træder ud af regeringen, så slipper alle onde ånder i dansk politik ud af flasken«. Det er måske et usædvanligt ordvalg, men ikke desto mindre et aldeles velvalgt og klart udtryk for, at regeringsmagten vil kunne være tabt for de to borgerlige partier for en årrække, hvis den nuværende dybe krise i regeringen fører til en skilsmisse mellem V og K.

Mens der officielt forhandles skatteforlig efter et af den politiske histories hurtigste politiske udskilningsløb hos finansminister Thor Pedersen, er regeringen internt godt på vej ind i en særdeles farlig og destruktiv udvikling, som kun Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen kan sætte en stopper for. Det kræver stort politisk lederskab at sætte sig ud over både det interne og eksterne pres for at prale med egne politiske resultater og markedsføre egen politisk profil og handlekraft. Men det er, hvad det borgerlige Danmark må kunne forvente af de to parti-ledere. At de ikke allerede for længst har koordineret en strategi for, hvordan næste valg kan blive en vindersag for begge parter, det må tilskrives dels en vis nedslidningseffekt, som forekommer i selv de bedste parforhold, dels opbruddet i midten af dansk politik og muligheden for ved et kommende valg at kunne bryde Dansk Folkepartis monopol på pladsen som eneste oppositionsparti med reel indflydelse.

På overfladen ser den aktuelle krise ud til at være mellem de Konservative og Dansk Folkeparti, som med hver deres vælgere i ryggen forfægter synspunkter henholdsvis for og imod en sænkning af topskatten. Men konflikten starter et helt andet sted. Nemlig internt i regeringen. Hvis V og K befandt sig i professionel parterapi, ville det første gode råd til parterne være at blive enige om at fokusere på de fælles resultater og mål i den eksterne kommunikation og at få interne kompromiser til at fremstå ligeværdige og konstruktive. Næste gode råd vil være, at den stærkeste i forholdet Venstre holder sig tilbage for at stjæle al æren for handlekraft, udspil og resultater, og at den svageste part de Konservative bringer sig selv ud af mindreværdskomplekset og holder op med at agere, som om det var en ekstern forhandlingspart til regeringen på linje med Dansk Folkeparti.

De Konservative er på ingen måde tjent med, at regeringen vælter sig selv nu på intern splid og spektakel, der kun kan forårsage et katastrofevalg for det borgerlige Danmark og sætte partiet uden for indflydelse. DF kan ikke have nogen interesse i et valg nu, som kan bringe Ny Alliance og de Radikale ind i rollen som kongemagerne i dansk politik. At lægge skatteplanen helt på hylden efter mislykkede forhandlinger vil være en total falliterklæring for regeringen. Det burde alt i alt tale for, at et snævert skatteforlig skulle være muligt om end sikkert ikke uden at milliarderne endnu en gang får lov til at fosser ud af statskassen.