»Vi vil ikke være til grin for vores egne stemmer«

Dagens overblik: Er Liberal Alliance ekstremister, spøgelsesbilister og gidseltagere? Og hvor stålsatte er partiet? Det skal vi rundt om i dagens politiske morgenpost. Og så skal vi lege politisk stoleleg med Uffe Elbæk, dykke ned i pressechefernes spin, kigge inden for til grillparty hos skatteminister Karsten Lauritzen og have svar på, om de Radikale er ved at splitte rød blok.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. Sættemøde i finansministeriet 2. september 2016. Politisk leder Anders Samuelsen udtaler sig til pressen. Fra venstre er det finansordfører Ole Birk Olesen, gruppeformand og politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll og skatteordfører Joachim B. Olsen i baggrunden
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen og velkommen til en ny omgang Politisk morgenpost - dit daglige overblik over de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

I dag skal vi lege politisk stoleleg med Uffe Elbæk, dykke ned i pressechefernes spin, kigge inden for til grillparty hos skatteminister Karsten Lauritzen og have svar på, om de Radikale er ved at splitte rød blok.

Og så skal vi omkring SFs bejleri til Dansk Folkeparti og de Konservatives »win-win-win«-situation. Den handler om vind, kan vi godt afsløre...

LA: Ekstremister? Spøgelsesbilister? Gidseltagere?

Men vi starter et helt andet sted. Vi starter på forsiden af Information.

»Ekstremister?« lyder overskriften hen over et billede af Liberal Alliance-firkløveret Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll, Joachim B. Olsen og Ole Birk Olesen. Avisen har sat sig for at komme lidt længere ind under huden på det parti, der lige nu fylder det meste i dansk politik.

Det parti, der ifølge Information er »villig til at tage statsministeren og regeringen som gidsler og true deres liv, hvis ikke de betaler den løsesum på en milliard kroner, som finansministeren Claus Hjort Frederiksen (V) har udregnet, at det vil koste også at sænke topskatten for millionærer.«

Historien starter i 2013 i Tivoli Congress Center i København. Der kommer vi tilbage til.

Men først skal vi omkring finansordfører Ole Birk Olesen, der over for Information taler om, at Liberal Alliance er »nødt til at statuere et eksempel«. For selvom Ole Birk Olesen er »helt med på«, at Liberal Alliance ikke har Dansk Folkepartis størrelse, så er partiet en »ligeværdig del af regeringens parlamentariske grundlag«, slår han fast.

Og kravet om at lette topskatten med fem procentpoint - også for millionærerne - ligger inden for skiven af, hvad et parti på LAs størrelse kan forlange, mener finansordføreren.

»Vi vil ikke være til grin for vores egne stemmer.«

Artiklen fortsætter under billedet

Men mener Liberal Alliance det, når de siger, de vil vælte regeringen, hvis de ikke får deres krav igennem i 2025-forhandlingerne? Det er det spørgsmål, de fleste stiller sig selv på Christiansborg. Er Samuelsen virkelig så stålsat, som han siger? Det er det spørgsmål, Information tager tre år tilbage i tiden for at finde svar på:

»Jeg møder folk, der spørger: ’Men bliver I ikke bare som de andre, der hopper op som løver, når de er i opposition, og falder ned som lam, når de får magten og mulighederne?’« spurgte Anders Samuelsen ifølge Information de 580 fremmødte til partiets landsmøde.

Og svarede så selv:

»Mit svar er – nej, vi er ikke som de andre. For mig er det helt, helt enkelt: Det er et spørgsmål om at kunne bevare mine børns respekt. De var helt små, da jeg kom i Folketinget for 15 år siden. I dag er de nærmest voksne mænd. Om tre år – når vi har de afgørende mandater – vil jeg ikke kunne forsvare at sige til dem: ’Værsgo drenge, så har jeg skaffet penge til et veterantog i Jylland og en grænsebom – det var derfor, jeg var væk hele jeres barndom!’«.

Er du interesseret i at læse mere om personen Anders Samuelsen? Berlingske skrev for nylig et glimrende portræt af manden, som godt ved, at både han og regeringens eksistensberettigelse afhænger af det kommende efterår. Læs det her.

Peberspray, den billigere varmeregning og syriske asylansøgere

Vi lægger Information til side og iler videre til dagens andre politiske historier. Først tager vi lige et par hurtige:

  • Justitsminister Søren Pind (V) vil nu give fængselsbetjente mulighed for at bære peberspray som en del af deres almindelige udrustning, oplyser han til TV 2. Læs mere her. I går præsenterede Pind desuden et forslag om hårdere straffe til indsatte eller varetægtsfængslede, der begår kriminalitet bag tremmer.
  • I sin 2025-plan lover regeringen billigere varme til danskerne. Men Politiken skriver tirsdag, at der er stor risiko for, at det ender med højere regninger til forbrugerne. Den seneste prisstatistik fra Energitilsynet viser, at blandt de omkring 400 selskaber, der leverer varme til danskerne, er de private virksomheder klart de dyreste. Energiminister Lars Chr. Lilleholt afviser. Læs mere her.
  • I Jyllands-Posten glæder Venstre sig over, at andelen af syrere, der søger asyl i Danmark, faldet markant, samtidig med at det samlede antal asylsøgere er dalet. Sidste år var 4 af 10 asylsøgere fra Syrien. I de første syv måneder af i år var andelen 20,7 procent, skriver avisen.

Dagens tweet

Inden vi bevæger os videre i teksten, kan vi lige glæde os over, hvordan flere folkevalgte på tværs af partier i går snakkede »måske-valg« og stegte bøffer på skatteminister Karsten Lauritzens Weber-grill.

At dømme ud fra ansigtsudtrykkene på de tilstedeværende politikere var bøfferne gode:

Khader: Jeg er vild med Mellemøsten. I Mellemøsten - ikke på Nørrebro

Det kan ikke være rigtigt, at der er områder, hvor nogle borgere ikke kan færdes, fordi flere ghettoer er præget af fundamentalisme, social kontrol og kriminalitet.

Sådan lød det i går fra de konservatives Naser Khader, da han gæstede TV 2 News' politiske program 'Lippert - et walk and talkshow'.

»Derfor er det enormt vigtigt at have kontrol med antallet af flygtninge, men også at være endnu mere stram med hensyn til integration,« sagde Khader

»Jeg er vild med Danmark. Elsker Danmark. Men jeg vil ikke have, at der bliver flere og flere områder som Nørrebro. Jeg er vild med Mellemøsten. I Mellemøsten - ikke på Nørrebro,« sagde Naser Khader.

SFer bejler til DF og vil sætte R uden for indflydelse

Selvom 2025-forhandlingerne fortsat, så vidt offentligheden ved i hvert fald, fortsat er i sin spæde begyndelse, så har regeringens plan allerede skabt røre på Christiansborg.

Og nu bejler SFs gruppeformand, Jacob Mark, til et parti, SF ellers ikke har mangeårige traditioner for at samarbejde med; Dansk Folkeparti.

Jacob Mark skriver på raeson.dk, at han ønsker, at SF og S går sammen med DF for at forhindre det, Mark omtaler som velfærdsbesparelser:

»Hvorfor sætter S, DF og SF sig ikke sammen og bliver enige om Danmarks kommende økonomiske politik? Hvis Dansk Folkeparti mener det, når de siger, at de ikke vil have topskattenedsættelser – jamen, så ER der et alternativ.«

Reaktionen kommer, efter at de Radikale i mandagens Berlingske bejlede kraftigt til den blå blok og slog fast, at radikal medvirken i en blå 2025-aftale ville fastlåse økonomien også efter et valg og et regeringsskifte.

Tilsvarende vil Mark nu fastlåse økonomien ud over næste valg med en S-DF-SF-koalition og sætte de Radikale - og i øvrigt LA og V uden for indflydelse.

Som en kommentar til den megen stoleleg og mulige nye bogstavkombinationer de seneste uger, skrev Alternativets formand, Uffe Elbæk, i går på Twitter:

Splitter de Radikale rød blok?

Vi bliver lidt ved de radikale og sammenholdet i rød blok. For SF er ikke de eneste, der er godt trætte af de radikales blå flirteri. Det er også Socialdemokraterne. BT spørger i dag Peter Hummelgaard Thomsen (S) og Sofie Carsten Nielsen (R) om de radikale er ved at splitte det røde samarbejde.

Ja, lyder det fra S. Nej, lyder det - ikke så overraskende - fra R:

»Vi har prøvet det her før. Når det kommer til de nedslidte, de arbejdsløse, de kortest uddannede og de lavest lønnede, så rager det de Radikale en høstblomst. De Radikale bliver mere og mere højredrejet i fordelings- og arbejdsmarkedspolitikken, og det ærgrer mig virkelig meget,« siger Peter Hummelgaard Thomsen.

»Jeg er ikke særlig optaget af rød og blå blok. Det er politikken, der bliver ført, som er vigtig, og ikke farven på partiet. Jeg tror også, at Socialdemokraterne vil investere i uddannelse, men de har bare ikke fremlagt, hvordan de vil finansiere investeringerne. Jeg håber, Socialdemokraterne vil gå med ind til forhandlingerne, hvis de også vil investere i uddannelse – det kræver jo bare, at man har pengene til det,« siger de Radikales Sofie Carsten Nielsen.

Historien er endnu ikke online, men står på side 14.

Dagens analyse: »...de er jo radikale«

Står politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabeth Svane, for. Den handler også om de Radikale:

»Radikale genkender så meget af deres egen politik i Løkkes 2025-plan, at de gerne vil være med og samtidig kan de give en lige Vestager til Socialdemokraterne. De har så bare valgt ikke at tage imod. Med det skridt øjner Radikale en sprække for indflydelse. Løkkes plan flugter fint med det, R gik til valg på i 2015. Og selv om de tabte med bravur og blev mere end halveret, er de stadig overbevist om at have ret, de er jo radikale.«

Dagens citat

Vi har snydt lidt i dag. Dagens citat er ikke et, men to citater.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen står bag dem begge, og de er begge at læse i Politiken, der har talt med DFeren om partiets ønske om at kopiere den australske asylpolitik.

»Det ville også skabe spændinger, hvis vi begynder at afvise asylsøgere ved grænsen til Danmark. Tyskerne ville jo gå ... De ville ikke blive i godt humør. Og EU-kommissionen ville slet ikke kunne rumme det. Men vi skal gøre det alligevel«, siger Martin Henriksen og fortsætter:

»Vores højeste politiske ønske er, at vi kan bevare Danmark dansk, at vi kan give vores danske sprog og danske traditioner videre til kommende generationer. Hvis det kræver, at vi bliver lidt fattigere rent økonomisk, må det være sådan.«

Er du interesseret i at læse mere om den meget omtalte studietur, som Folketingets Retsudvalg for nylig var på til Australien - den, hvor de danske politikere skulle have besøgt den kontroversielle asyllejr i østaten Nauru - kan du læse et langt interview med samme Martin Henriksen her.

Ung DFer afløser Messerschmidt

I går blev det meldt ud, at Anders Vistisen, 28 år gammel, afløser Morten Messerschmidt som gruppeformand for DF i Europa-Parlamentet.

Det sker, efter at DFs stemmesluger ved EP-valget i 2014 - Messerschmidt, altså - for nylig trak sig i kølvandet på skandalerne om de to europæiske organisationer Meld og Feld.

Anders Vistisen fik 8315 stemmer ved EU-Parlamentsvalget i 2014. Læs mere her.

Baggrund: Hvad er der sket, siden Støjberg ikke vil tage kvoteflygtninge længere?

Inger Støjberg har suspenderet kvoteflygtninges adgang til Danmark på ubestemt tid.

Og Jens Rohde, den tidligere V-politiker, der nu er radikal, har anklaget Støjberg og regeringen for at være skyld i dødsfald blandt netop kvoteflygtninge.

Jo, der er sket ting og sager i løbet af weekenden i dansk politik.

Det har vi på politiko.dk kigget nærmere på. Derfor kan du her få hele historien om det, Støjberg selv kalder en drastisk beslutning:

Læs baggrunden her.

Når to pressechefer går i kødet på hinanden...

Hen over flere timer i går udkæmpede Alternativet og de Radikales respektive pressechefer en livlig Twitter-fight i bestræbelserne på at søge afklaring på og forståelse for hverandres politik (Læs: bringe hinanden i fedtefadet).

Anledningen var den situation, at Finansministeriet havde regnet på Alternativets forslag om en arbejdsuge på 30 timer. I det ene tilfælde jublede finansordfører Josephine Fock over ministeriets beregning af, at det vil tage 14 år at indfase forslaget.

I det andet tilfælde afviste politisk ordfører Rasmus Nordqvist Finansministeriets regnemodel, der kom frem til, at selvsamme 30 timers arbejdsuge vil koste op mod 279.000 såkaldt varme hænder i sygeplejen, daginstitutioner og skoler.

De forskelligartede reaktioner faldt den radikale pressechef for brystet.

Og så gik det ellers over stok og sten. Vi stiller om til dialogen, så læseren selv kan vurdere, hvem der vandt:

Fold sammen
Læs mere

K: Vind er »win-win-win«

Mens regeringen i går erklærede svenske Vattenfall som vindere af udbuddet om at levere kystnære vindmøller, fastholder selvsamme regering, at de har fortrudt aftalen om at bygge vindmøllerne, som V, K, DF, S, R, SF og EL indgik i 2012. Det er blevet for dyrt, mener energiminister Lars Chr. Lilleholt.

Men det er de Konservative langt fra enige i. Vind er en win-win-win, siger Brian Mikkelsen i dag i Børsen:

»Det er en win-win-win. Vi får fjernet PSO'en, som er en skattelettelse for hr. og fru Danmark og for virksomhederne, vi får lavet en grøn omstilling væk fra olie og kul, og vi får skabt 6000 arbejdspladser i Danmark. Derfor er vores holdning, at nu må vi komme i gang med de kystnære møller så hurtigt som muligt.«

Det sker i dag

10:30 Åbent samråd om berøring i nattelivet
Ministeren for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) er kaldt i samråd om ufrivillig berøring i nattelivet.

13:00 Åbent samråd om kontanthjælp til sygdomsramte
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) er i dag kaldt i åbent samråd om kontanthjælp til sygdomsramte. Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvad han ind til videre har gjort for at sikre, at ingen sygdomsramte er på kontanthjælp den 1. oktober.

13.30 åbent samråd om sikkerhed for ansatte i fængsler
Justitsminister Søren Pind (V) er i dag kaldt i åbent samråd om sikkerhed for ansatte i fængsler.

14.00 Møde i Udenrigspolitisk Nævn
I dag er der møde i Det Udenrigspolitiske nævn, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager fra regeringen. På dagsordenen er forelæggelse af uformelt EU27-møde i Bratislava den 16. september.