Venstre-profil råber til DFer i ophedet debat på direkte radio: »Det er jo løgn«

Dagens overblik: Kristian Jensen skaber vrede i DF, fordi han vil have fjernet grænsekontrollen, Venstre og DF skændes højlydt på direkte radio, og så har udlændingeminister Inger Støjberg fået et åbent brev: »Kære Støjberg, den niårige pige fra Tårnby er hverken grisk eller udspekuleret«.

Velkommen til denne uges midtvejspost, hvor du igen får overblikket over dansk politik.

Der er meget at tage fat på, men inden vi når til den ophedede debat på direkte radio fra overskriften, begynder vi på forsiden af Berlingske, hvor avisen har et stort interview med finansminister og - i denne sammenhæng nok så vigtigt - næstformand i Venstre, som nok vil skabe en del debat i dag.

Kronprinsen i Venstre siger, at globaliseringen og islam ikke truer vores danske værdier, at ingen - heller ikke politikerne - skal blande sig i, om man går med tørklæde, og så vil han have grænsekontrollen væk.

»Det er jo ikke et spørgsmål om, at der er en grænse mellem Danmark og Tyskland. Den vil altid være der. Spørgsmålet er, om der skal være kontrol. Man har kontrol, fordi der ikke er tillid til dem, der er på den anden side af grænsen. Tyskland er vores tætteste samarbejdspartner. På mange områder. Så jeg vil meget nødig have et permanent setup, hvor vi siger, at vi har mistillid til Tyskland og tyskerne. Jeg vil hellere sende det signal, at vi har tillid til hinanden, så vi ikke skal kontrollere på grænsen,« siger Kristian Jensen om grænsekontrollen.

I forhold til den verserende debat om danskhed, slår han fast, at han ikke mener, de danske værdier er truet af social kontrol, underkastelse og indbygget forskel mellem mænd og kvinder, fordi de fleste muslimer lever på afstand af de dogmer.

»Jeg mener ikke, at mine kristne værdier er truet. Jeg er vokset op i et grundtvigsk-koldsk friskolemiljø i Vestjylland. Mine værdier og holdninger omkring ytringsfrihed, ligestilling og retten til at tro og sige, hvad man vil, er stærke og bliver ikke knægtet af nogen,« siger han.

Du kan læse hele interviewet her (kræver abonnement).

Jensen-interview skaber vrede i DF

I Dansk Folkeparti undrer man sig over Kristian Jensens udmeldinger.

Både hvad angår grænsekontrol, som man ikke mener, Kristian Jensen har forstået, og hvad angår retten til at bære tørklæde, siger han til Berlingske.

»Det viser jo, at han ikke har forstået noget som helst. Jeg har i en del år hørt folk sammenligne tørklædet med en hat eller en kasket, og hver gang har jeg tænkt, at de ikke har forstået, hvad det drejer sig om. Det er det samme, jeg tænker nu. Tørklædet er jo udtryk for en ideologi og et menneskesyn, hvor man deler ting og mennesker op i rent og urent. Det skal vi da tage afstand fra og bekæmpe. Det er afgørende, hvis vi også i de kommende generationer vil have et frit samfund,« siger partiets udlændingeordfører Martin Henriksen.

Du kan læse et interview med Martin Henriksen og hans reaktioner på Jensen-interviewet her.

Venstre-profil til DFer i ophedet debat på direkte radio: »Det er jo løgn«

Vi bliver ved en disputs mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Og denne gang for åben mikrofon hos DRs P1.

I går var Venstres EU-ordfører Jan E. Jørgensen, DFs og de Radikales ditto Kenneth Kristensen Berth og Zenia Stampe, Nye Borgerliges formand Pernille Vermund og Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist i 'P1 Debat' for at diskutere, om danskerne skal have lov til at stemme om et exit af EU.

Her løb temperamentet med Jan E. Jørgensens egne ord af med ham cirka 38 minutter inde i debatten.

Forinden havde Kenneth Kristensen Berth snakket om, at folk fra lavtlønslande - særligt fra Østeuropa - kommer og tager de danske job. Og så tændte han med følgende kommentar ilden hos Jan E. Jørgensen og Rasmus Nordqvist:

»Så kan man da godt, hvis man som Rasmus er designer, eller som Jan E. Jørgensen er advokat, sige: Jamen, fred være med det, det er jo ikke vores jobs, de tager,« sagde Berth.

Rasmus Nordqvist fulgte op:

»Jeg synes, det er en uforskammet måde at debattere på,« sagde han, hvorefter ordet blev givet til Jan E. Jørgensen (JEJ), som førte til en kras ordveksling mellem ham og Kenneth Kristensen Berth (KKB):

JEJ: »Jeg synes ikke, det er rimeligt af dig, at du står og siger, at Rasmus kun tænker på designere, og jeg kun tænker på advokater.«

KKB: »Nu er det dig, der hiver en stråmand op ad lommen.«

JEJ: »Nej, det sagde du sådan set lige før.«

KKB: »Nej, det sagde jeg sørme ikke.«

JEJ: »Jo, det gjorde du.«

KKB:»Nej, jeg sagde, at…«

Her skifter Jan E. Jørgensen stemmeleje og råber ad Kenneth Kristen Berth:

JEJ: »Du sagde, Kenneth Kristen Berth, at vi udelukkende tænkte på vores eget.«

KKB: »Jeg sagde, du havde dit på det tørre.«

JEJ: »Og ikke tænkte på dem der var i lavtlønsjob...«

KKB: »Ja, det gør I heller ikke.«

JEJ: »Jamen, det er jo løgn«.

Du kan høre hele debatten på DR her.

Hop direkte til ordvekslingen her.

Og så til dagens øvrige historier.

Trump kan tvinge Danmark ind i et styrket nordisk forsvarssamarbejde

Vi springer videre til Jyllands-Posten, hvor en stirbe af forsvarseksperter siger, at Ruslands aggressive fremfærd i Østersøen og et stigende pres fra USA og Donald Trump kan tvinge Danmark til at indgå i et forstærket militært samarbejde med Norge, Sverige og Finland.

Seniorforsker Haakon Lunde Saxi fra Institut for Forsvarsstudier i Norge mener, at Danmark modsat de øvrige nordiske lande har været fodslæbende med at kaste kræfter ind i det nordiske samarbejde.

»Danmark har været ganske lunken i det nordiske samarbejde. Danske politikere har nærmest opfattet det som en adspredelse i forhold til det, som var væsentligt, nemlig at arbejde sammen med de store lande som Storbritannien og USA,« siger han.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er enig i, at udfordringerne i Østersøen og Arktis skal føre til et styrket forsvarssamarbejde i Norden.

»Med det ændrede fokus, der bliver på vores Østersø-område, giver det rigtig god mening, at vi også samarbejder i Norden. Det skal ske, hvor det kan øge effektiviteten i forsvaret af Norden,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Du kan læse historien her. Her kan du læse en udvidet og rigtig god baggrund om et muligt styrket nordisk samarbejde om forsvar (kræver abonnement).

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

Støjbergs ’griske’ flygtningefamilie tager til genmæle

I BT kunne man mandag læse, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) »vil stoppe griske flygtninge«, der ændrer status fra flygtning til asylansøger for at få bedre muligheder for f.eks. at få en bolig fra en kommune.

Anledningen var en sag fra Tårnby komunne, hvor en familie havde søgt om asyl efter at være blevet familiesammenført med deres barn på ni år, der var kommet til Danmark som uledsaget mindreårig.

Men i dagens Information tegner JuraRådgivningen på Vesterbro, der har været partsrepræsentant i sagen for den niårige og hendes familie, et helt andet billede end en grisk flygtningefamilie.

Ifølge JuraRådgivningen er der tale om nød og ikke griskhed bag familiens ageren.

Familien er ifølge Asrin Mesbah, formand for JuraRådgivningen, stærkt traumatiseret, og da de ikke kunne få en lejlighed og ikke havde noget netværk til at hjælpe dem, så de ikke andre udveje end at skifte status.

»I mine øjne er det udtryk for ubegribelig smålighed og ureflekteret hetz mod en befolkningsgruppe, der har meget ringe muligheder for at svare igen. Skal du endelig klandre nogen for denne fremgangsmåde, er det JuraRådgivningen og undertegnede og bestemt ikke familien. De flygtninge, jeg møder, er taknemmelige for at være i sikkerhed. De er ydmyge og nøjsomme og parate til at arbejde hårdt for at falde til i Danmark. Derfor vil jeg gerne invitere dig, Inger Støjberg, til at komme og besøge os i JuraRådgivningen,« skriver Asrin Mesbah i et åbent brev - »Kære Støjberg, den niårige pige fra Tårnby er hverken grisk eller udspekuleret« - til Inger Støjberg i Information.

Du kan læse brevet her og læse en nyhedshistorie med svaret på det her.

Støjberg vs Grimøj-moskéens talsmand

Apropos Inger Støjberg så er hun røget i verbal infight i BT med Grimøj-moskéens talsmand, Oussame El Saadi.

Det skyldes, at Inger Støjberg i BT har kaldt El Saadi for »en fej hund«, fordi han i en artikel i BT forholdt sig neutralt til terrororganisationen Islamisk Stat.

Til BT siger El Saadi i dag, Støjberg »provokerer hele verdens muslimer«, og at hun sætter en meget lav standard for debatten ved at kalde ham en fej hund.

»Som Danmarks integrationsminister er det din fornemmeste opgave at sikre en saglig dialog som garanti for, at sammenhængskraften optimeres. Der har du fejlet. Du har tilsyneladende ingen svar af saglig karakter på de problemstillinger, Danmark står over for, og vælger infantilt en æ-bæ-bu-tilgang i stedet. Jeg håber og tror på, at der bag dit ellers så smukke ydre gemmer sig andet end blot mere had og splittelse,« skriver han i en mail til BT.

Inger Støjberg afviser kritikken og opfordrer i stedet El Saadi til at forlade landet og tage til et udemokratisk land, »der hylder nøjagtigt det samme middelalderlige syn på f.eks.kvinders ret til selvbestemmelse, homoseksualitet og ytringsfrihed som Grimhøj-imamen«.

»Men jeg anerkender, at disse lande ikke har et veludbygget velfærdssamfund, som vi har i Danmark. Så mon ikke svaret skal findes i, at Oussama El Saadis kærlighed til profitten i form af de goder, han har tilranet sig her i Danmark, er større end kærligheden til profeten, og at det er svaret på, at han er så fej en hund, så han bliver her i landet?,« svarer Inger Støjberg på skrift til BT.

Historien er endnu ikke online.

Fem hurtige nyheder, der er vigtige at få med

1) Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har tilbageholdt oplysninger om PostNord for forligskredsen bag postforliget. Det mener Socialdemokratiet, der kalder sagen for »meget alvorlig«.

Læs om det her.

2) Det populære radioprogram 'Mads og Monopolet' bør danne skole for politikernes måde at debattere på. Det mener en sprogforsker, der har kortlagt måden, politikerne debatterer på i radiogrogrammet, hvor danskernes store og små dilemmaer diskuteres - og det på en helt anden måde, end når politikerne krydser klinger andre steder i debatten.

»Når man ser, hvordan de diskuterer ting i ’Mads og Monopolet’, er deltagerne ikke bundet af at repræsentere et parti eller en dagsorden, men bundet af at ville give et godt råd«, fortæller sprogforsker Ib Ulbæk om sine opdagelser.

Læs om det i Politiken, og hør to politikere svare på, om der er noget at lære.

3) Danmark får svært ved at indfri sine forpligtigelser over for EU om renere grundvand og havmiljø. Årsagen er landbrugspakkens manglende regulering af brugen af kvælstof, konkluderer Det Miljøøkonomiske Råd, skriver Information.

4) Thyra Frank beklager sin håndtering af plejehjemssager. I et skriftligt svar til Ritzau beklager og undskylder Thyra Frank for de sager, som Socialdemokratiet og DF kræver svar på omkring hendes tid på plejehjemmet Lotte.

Læs om det her, og her kan du læse, at Dansk Folkeparti er tilfreds med beklagelsen.

5) Regeringen vil for at finansiere en ny boligskat beskære rentefradraget med fem procentpoint og resten af finansieringen skal findes i statens økonomiske råderum. Det skriver DR om forslaget til finansiering, som regeringen præsenterer i dag.

Dagens læseoplevelse

Finder vi i Berlingske, hvor avisen har snakket med Pia Kjærsgaard, Claus Hjort Frederiksen, Hans Engell og Marianne Jelved om den helt afgørende del i dansk politik, der består af personlige relationer mellem politikere.

Pia Kjærsgaard fortæller f.eks. om den allerførste finanslov med Fogh-regeringen, hvor hun fik en tæt relation til finansminister Thor Pedersen, og hvor der blev serveret »traditionel tung mad« i Finansministeriet.

»Bøffer, french fries og tyk sovs. Og så vi sad bare der og spiste og sagde ingenting. Stemningen var ekstremt dårlig, og jeg tænkte, at det her kommer aldrig til at gå. På et tidspunkt lagde jeg kniv og gaffel fra mig og sagde: »Ved du hvad, Thor, det her kan jeg simpelthen ikke klare mere«. Og så tog vi en snak og fik renset luften. Siden have vi et fremragende samarbejde,« siger Pia Kjærsgaard.

Læs den historie her.

Dagens analyse

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, har skrevet en analyse om, at SF kan lukrere på flirten mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

»De fleste har glemt det, men SF-formand Pia Olsen Dyhr har en stor aktie i det opbrud, som er i gang i dansk politik. Hun begyndte, som en af de første fra venstrefløjen, at pleje forbindelsen til DF, og flere år før Mette Frederiksen stillede hun op til et stort dobbeltinterview med Kristian Thulesen Dahl for at drøfte, hvor DF og SF kunne føre politik sammen,« skriver han.

Læs den analyse her.

Dagens Kend din folketingspolitiker: Mai Mercado

Hun meldte sig ind i Konservativ Ungdom efter mødet med en hjemløs, der havde opgivet at få hjælp.

Hun ville være bjergbestiger, hvis hun ikke var politiker, og hun nyder at læse Emil fra Lønneberg for sin søn.

Kom tættere på de Konservatives Mai Mercado her.

Dagens citat

»Jeg kan ikke se, at jeg skulle blive mere nedslidt som politiker end den murerarbejdsmand eller den tømrer, der lever hver dag med hårde løft. Eller den sosu-assistent, der også lever med hårdt fysisk arbejde. Hvis vi ønsker at bestemme over danskernes pensionsalder, så er det mindste, vi kan gøre, at sørge for, at den pensionsalder, vi har, følger alle andre.«

Maria Reumert Gjerding, demokratiordfører Enhedslisten, til BT om, at et nyt forslag vil give politikere mulighed for at gå på pension fem år før den almindelige pensionsalder.

Dagens debat

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, langer i et debatindlæg i Berlingske ud efter Dansk Folkepartis økonomiske kurs, som hun mener, er ødelæggende for Danmark.

»DFs økonomiske politik er en tragedie for de mange danskere, der har store muligheder, men som ikke får lov til at udnytte dem. Ved at svække virkelysten, produktiviteten og den økonomiske vækst i vores samfund, svækker DF virksomhedernes mulighed for at skabe danske arbejdspladser,« skriver hun.

Læs om det her.

Dagens sofa

Det sker i dag

8.00 Beskæftigelsesudvalget har kaldt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i åbent samråd om livsvigtig medicin til kontanthjælpsmodtagere.

8.00 Kulturudvalget har kaldt kulturminister Mette Bock (LA) i åbent samråd om konsekvenserne af regeringens nedskæringer på 22,5 mio. kr. på Rigsarkivet.

9.00 Folketingets Forsvarsudvalg har kaldt Anders Samuelsen (LA) og Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd om Danmarks militære samarbejde med USA efter Donald Trumps tiltræden som amerikansk præsident.

14.30 Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg har kaldt erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i åbent samråd om markedsføringsloven (L 40).

Ikke tidsat: Regeringen fremlægger sit forslag til finansiering af en ny boligskat.