Valget 2015 kalder på et tykt kapitel i historiebøgerne

Danskerne har stemt, og resultatet markerer et nybrud i dansk politik. Det store spørgsmål er nu, om Løkke og Thulesen Dahl kan finde et kompromis og samtidig sige til vælgerne, at de leverer, hvad de gik til valg på.

Foto: Asger Ladefoged

Søren Gade får øje på Søren Espersen.

»Hej Søren,« siger Venstre-manden.

»Hej Søren, dejligt at se dig,« svarer DF’s næstformand.

»Hvis det holder det her, er det ikke mindst jeres skyld, at vi får en borgerlig-liberal regering.«

»Jeg glæder mig til at arbejde sammen med dig igen. Jeg synes, vi havde et fortrinligt samarbejde.«

»Det havde vi, og det gør jeg også.«

Scenen fra valgaftenens midnatsstund viser valgets tale, som er historisk i mere end en forstand.

Dansk Folkeparti er landets største parti i den borgerlige blok. Det er aldrig sket før. Venstre fik kun 19,5 pct. af stemmerne. Det er det dårligste valg for partiet i 25 år. De fem gamle partier – V, K, S, R og SF – kunne tilsammen mønstre blot 58 pct. Det er markant lavere end ved jordskredsvalget i 1973. Dengang stormede tre nye partier ind i Folketinget. Ved dette valg har Alternativet, stiftet for mindre end to år siden, overhalet både de Radikale, de Konservative og SF og kommet i Folketinget med hele ni mandater.

En ting står altså klart, efter stemmerne er talt op: Dette valg vil få et tykt kapitel i historiebøgerne. Ikke kun på grund af valgresultatet, som vi nu kender, men mindst lige så meget på grund af, hvad der nu venter.

DF har serveretten

Lars Løkke Rasmussen og Venstre står så svækket, at han har al tænkelig interesse i at få Dansk Folkeparti med i en regering. Det vil selvsagt også være et nybrud i dansk politik. Alternativet for Løkke er et frit flyvende folkeparti, der kan lave parlamentariske krumspring i Folketinget med venstrefløjen om alt fra dagpenge til offentlig velfærd.

Den slags truende flertal ønsker ingen statsminister, der vil være herre i eget hus.

Det taler for, at Løkke bøjer sig langt ind mod Dansk Folkeparti og imødekommer deres krav. Eller som Søren Gade formulerer det:

»Med det resultat, der foreligger, så er Dansk Folkeparti et af landets største partier. Så har de også serveretten ift. nogle af de store spørgsmål«.

Kompromis vs. mærkesager

Spørgsmålet er, om de to partier kan finde hinanden i et kompromis og i samme moment sige til vælgerne, at de leverer, hvad de gik til valg på.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl definerede i august i Politiken fire punkter, som skulle opfyldes for, at han ville indgå i en regering. Det handler om at bruge 0,8 pct. ekstra i den offentlige sektor om året, om at bevare de danske EU-forbehold, om at genindføre grænsekontrollen og om at skrue integrationspolitikken tilbage til tiden før Thorning-regeringen.

Det sidste punkt er Venstre med på, men de første tre strider mod Løkkes linje. Han er gået til valg på at udrulle et udgiftsstop i den offentlige sektor, han ønsker at sløjfe retsforbeholdet, og han sagde sammen med resten af partiet klart nej til grænsebomme op til europaparlamentsvalget i maj 2014.

Men på det seneste har Løkke alligevel lænet sig ind mod Dansk Folkepartis synspunkter. V-formanden har med stigende styrke understreget, at udgiftsstoppet kun er et udgangspunkt, og kan der spares andre steder – f.eks. på ulandsbistanden – er Løkke med på at øge det offentlige forbrug og bruge flere penge på sundhed og ældre. På samme måde har blå blok under valgkampen fremlagt et fælles program om, at EU ikke må blive til en »social union«, og det skal være sværere for EU-borgere at opnå fuld ret til danske velfærdsydelser.

Lars Løkke Rasmussen var da også yderst forsigtig, da han leverede sin sejrstale, der var mindre skråsikker, end da Helle Thorning-Schmidt efter valget i 2011 udråbte: »Vi gjorde det«.

Løkkes tale blev mere leveret i et toneleje a la: måske vi kan gøre det.

»Venstre er gået tilbage. Vi har ikke haft et særlig godt valg. Men der er et flertal af partier, der synes, at Danmark skal have en ny regering. Det er den eneste mulighed – men kun en mulighed – for at få nøglerne tilbage,« sagde han og fortsatte:

»Nu må de kommende dage vise, om det er muligt at skabe flertal for en politisk platform, som trækker Danmark den rigtige vej, og som Venstre kan stille sig op på og tage lederskab for.«

Pilen peger på Mette Frederiksen

Alt i mens den borgerlige lejr forhandler regeringsgrundlag, kan Socialdemokraterne se frem til at få en ny formand. Efter 10 år på posten tog Helle Thorning-Schmidt konsekvensen af nederlaget og trak sig.

»Jeg står ved mine valg. Jeg står ved de beslutninger, jeg har truffet. Det gælder også i aften. I ved, at jeg som jeres formand hellere vil tage en kugle for meget end en for lidt. Men lederskab er også at træde tilbage på det rigtige tidspunkt. Og det tidspunkt er nu. Kære venner, jeg har besluttet at træde tilbage og derfor skal vores parti nu have en ny formand,« sagde hun.

Knap var talen overstået, før man kunne se en socialdemokrat få øjenkontakt med en allieret fra en af de kaffeklubber i folketingsgruppen, der afgør politik og poster i partiet. Et indforstået nik. Og væk var de.

Alt tyder på, at Mette Frederiksen skal overtage formandsposten og blive Socialdemokraternes næste statsministerkandidat. Det blev fremsagt i fuld offentlighed af en stribe S-ministre i nat.

»Jeg synes, Mette Frederiksen er den helt oplagte formandskandidat. Mette har alle de kvaliteter, der skal til,« sagde den nu afgående beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

Hovedpersonen selv afviste at forholde sig til spørgsmålet.

»Jeg vil ikke tage stilling til det nu,« sagde hun.