Thornings tour, kommunernes kaffegrums og fortrolige forslag

Dagens overblik: Manu Sareen må igen svare på kritiske spørgsmål, Carsten Kochs eksperter vil omfordele kontanthjælpen, og så svarer Thorning på, om valget er lige om hjørnet. Få dit overblik over dagen i dansk politik her.

Foto: Claus Fisker. Statsminister Helle Thorning-Schmidt besøgte i går Taulov Mejeri under en større rundtur i Jylland.
Læs mere
Fold sammen

Det er blevet tirsdag, og her er dit overblik over dagen i dansk politik.

Regeringen er på vej med et lovforslag, som vil gøre det lettere at bortadoptere børn uden forældrenes tilladelse. Kritikken af forslaget, som Berlingske beskrev i går, får ny næring i dag, hvor flere medier retter søgelyset mod lovforslagets 36 sider.

I Berlingske peger Dansk Socialrådgiverforening og flere jurister på, at formuleringerne i de mange lovsider er så ukonkrete og brede, at det kan føre til forskelsbehandling i kommunerne.

Blandt dem er gadejuristen Nanna Gotfredsen, som har kontakt til flere stofmisbrugere, der har fået tvangsfjernet deres børn.

»Vi laver et system, hvor socialrådgiveren skal læse i kaffegrums. Jeg er i forvejen bekymret for kvaliteten af sagsbehandlingen og for, hvor lidt der skal til og på hvor tynde grundlag, man kan nuppe folks børn. Nu giver vi så kommunen lov til at tage børn fra forældre ud fra spådomme om fremtiden,« siger Nanna Gotfredsen til avisen.

I flere medier får socialminister Manu Sareen (R) lov til at svare på kritiske spørgsmål om forslaget, som Venstre i øvrigt støtter.

Fra Berlingske: Kan du garantere, at der ikke vil blive tvangsbortadopteret børn, som ikke burde have været det?

»Jeg kan ikke garantere noget. Det skal man holde sig fra, når det handler om mennesker. Men jeg har stor tillid til kommunerne.«

Fra Jyllands-Posten: Hvad nu hvis en mor med misbrug kommer ud af sine problemer og faktisk er i stand til at tage sig af barnet, som så i mellemtiden er bortadopteret mod hendes vilje?

»Man kan tænke sig mange situationer, og det er klart, at tvangsadoptioner skal overvejes meget nøje. Desværre viser erfaringen jo, at den slags eksempler ikke er mange, og i øvrigt cutter vi jo ikke fuldstændigt båndene til de biologiske forældre.«

Fortrolige papirer

Regeringen nedsatte i begyndelsen af 2013 en ekspertgruppe med økonom og tidligere minister Carsten Koch i spidsen. Gruppen skulle gå den »aktive beskæftingesesindsats« efter i sømmene og komme med forslag til, hvordan indsatsen kan forbedres.

Det såkaldte Carsten Koch-udvalg afleverede sin første rapport for godt et år siden, og i dag kommer så en ny. Avisen.dk har fået adgang til flere af de fortroligt stemplede forslag, som bliver præsenteret på et pressemøde 10.30, og et af dem går på ændringer af kontanthjælpen.

Eksperterne vil således barbere 110 kr. af kontanthjælpen om måneden. Pengene skal bruges til at belønne de kontanthjælpsmodtagere, som er i praktik i virksomheder eller udfører nyttejob. Den indsats skal kaste 250 kr. ekstra om ugen af sig.

Og hvad siger politikerne så til den ide?

SF siger nej, Venstre siger nej, og regeringen vil første se de samlede forslag. Læs mere hos avisen.dk.

Apropos kontanthjælpen.

Mens Venstre har bebudet, at partiet på et eller andet tidspunkt vil fremlægge et moderne kontanthjælpsloft, så kommer Torben Tranæs, forskningschef ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, i dag i Berlingske med sit syn på sagen.

Kort fortalt lyder det sådan her:

»Alle politikere bør, uanset politisk farve, ønske, at forskellen mellem kontanthjælpsniveauet og den faktisk betalte mindsteløn er så lille som mulig. Det er nemlig positivt, når afstanden mellem kontanthjælpsniveauet og mindstelønnen er lille.«

Hos Enhedslisten har man bidt mærke i debatindlægget:

Til stemmeboksen!

De såkaldte ja-partier i Folketinget er nået til enighed om en aftale om retsforbeholdet, som danskerne efter planen skal stemme senest om et år. Aftalen betyder bl.a., at Danmark ikke ryger ud af det internationale politisamarbejde Europol.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt præsenterede klokken 9 tirsdag morgen aftalen i Statsministeriet sammen med partilederne fra de øvrige fire aftalepartier.

»Vores udgangspunkt har været at sige ja til de retsakter, der gør det sværere at være kriminel i Europa, men også de retsakter, hvor det er nemmere og tryggere at være danskere,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Nogenlunde samme formuleringer lød fra oppositionsleder og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

»Vi holder udlændinge- og flygtningepolitikken for os selv. Det er en god aftale. Vi kommer narkobander, tyvebander og pædofiliringe til livs,« sagde han.

Læs mere her.

Thorning på Tour de Jylland.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var i går på en større rundtur i Jylland. Her fik hun trykket hænder med topdirektører, taget selfies med produktionsarbejdere og vinket til gymnasieelever.

I Berlingske kan du følge i hælene på Thorning og bl.a. høre svaret på det her spørgsmål:

Du har været på farten hele dagen, skal det tolkes sådan, at valget er lige om hjørnet?

 

Andre nyheder fra i dag:

- SF vil give børn deres egen arbejdsmiljølov. Information har den historie.

Det sker i dag:

10.30: Det såkaldte Carsten Koch-udvalg præsenterer sine forslag til at få flere svage ledige i job.

11.00: Gruppemøder hos Socialdemokraterne, SF og Liberal Alliance.

11.30: Gruppemøder hos Venstre, de Radikale og de Konservative.

13.00: Møde i salen: Her ventes et flertal i Folketinget bl.a. at ophæve Venstre-medlem Thomas Danielsens immunitet, så han kan tiltales for at have kørt for stærkt i april 2014. Det ser han i øvrigt frem til.

15.30: På et samråd skal transportminister Magnus Heunicke (S) redegøre for sine overvejelser om sikkerheden for flypassagerer i lavprisflyselskaber som Ryanair, Norwegian og Air Berlin. Skal skal han på baggrund af en undersøgelse med svar fra over 6.000 europæiske piloter.

Politisk morgenpost skrives lige nu og opdateres løbende. Senest 9.30.