Støjberg: »De griske flygtninge skal stoppes«

Dagens overblik: Udlændingeminister Inger Støjberg vil lukke et hul for flygtninge med »krævementalitet, griskhed og mangel på taknemmelighed«, Thulesen Dahl stiller krav til Løkke for at få samarbejdet på ret køl, de Radikale stiller krav til Mette Frederiksen, og Løkkes forhold til Thulesen Dahl »hænger i laser«. Få overblikket over dansk politik her.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Godmorgen og velkommen til en ny uge i dansk politik, hvor der virkelig er gang i de politiske positioneringer i øjeblikket.

Dansk Folkeparti smider den ene presball efter den anden, og nu bliver Mette Frederiksen (S) også presset fra Socialdemokratiets tidligere så tætte allierede, de Radikale, der stiller et ultimatum til S-bossen.

Jo, der er masser at tage fat på i dagens politiske overblik, så lad os komme i gang.

Vi begynder dog et lidt andet sted nemlig i BT, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er rasende og varsler nye udlændingestramninger.

Det skyldes, at hun af Tårnbys borgmester, Henrik Zimino (S), er blevet bekendt med, at nogle flygtninge ifølge hende kommer hertil med »krævementalitet, griskhed og mangel på taknemmelighed« og udnytter de danske regler.

Sagen drejer sig om, at Tårnby Kommune oplevede, at en uledsaget flygtning kom til Danmark og efterfølgende fik sin familie til Danmark gennem familiesammenføring. Da familien kom hertil, skiftede de alle status fra familiesammenførte til asylansøgere. Dermed opnår de flere fordele, f.eks. at kommunen skal stille en permanent bolig til rådighed for dem.

Det var det, der frustrerede Tårnbys borgmester, fordi han derfor skulle sætte flygtningene foran 150 af kommunens borgere, der stod og ventede på en akutbolig.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der tale om adskillige hundrede lignende sager om året, og derfor vil Støjberg ændre loven.

»Når jeg hører om sager, hvor flygtninge kommer hertil med krævementalitet, griskhed og mangel på taknemmelighed, bliver jeg harm. De er blevet taget imod som flygtninge, og så må man som minimum kunne forvente, at de kommer hertil med en taknemmelighed over for det danske samfund. Jeg har det ærlig talt sådan, at jeg bliver mere skeptisk af det og i endnu højere grad kan se nødvendigheden af at føre en stram udlændingepolitik. Det er langtfra alle, der er sådan, men der er bare en ikke ubetydelig gruppe, som ødelægger det for alle andre. Og de griske flygtninge skal stoppes,« siger Inger Støjberg til BT.

Ifølge Støjberg blokerer Flygtningekonventionen umiddelbart for en lovændring, men hun vil i stedet forsøge at lave dansk lovgivning, der kan forhindre flygtninge i at kunne ændre status for at få fordele.

Artiklen er endnu ikke online, men Inger Støjberg har også skrevet et større debatindlæg om sagen, som du kan læse her.

Thulesens zigzag

Hvis Lars Løkke Rasmussen sidder i Statsministeriet og er en smule rundtosset over DF-formand Kristian Thulesen Dahls udmeldinger i forhold til Dansk Folkepartis flirt med Socialdemokratiet og samarbejdet med regeringen, så vil nogle nok give ham ret.

I sidste uge gav Thulesen Dahl som bekendt et dobbeltinterview med Mette Frederiksen i det, som blev kaldt »en flirt i en sofa«, hvor de to partilederes tilnærmelser blev tolket i retning af et endnu tættere samarbejde, og et regeringssamarbejde ikke blev udelukket.

Et massivt pres på Løkke, lød analysen flere steder.

Men søndag gjorde Kristian Thulesen Dahl det så klart i Jyllands-Posten, at han udelukker et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter det næste valg.

»Man kan godt udelukke den regering efter næste folketingsvalg. Jeg tror ikke, at tingene flytter sig så hurtigt. Ting skal modnes, ting tager tid, og så må vi jo se, hvad det bærer henimod,« lød det fra Thulesen Dahl. Du kan læse en nyhed om udmeldingen her, og hele interviewet med DF-formanden her (kræver abonnement).

I dag retter Thulesen Dahl så igen presset mod Løkke i et interview med Ritzau.

Her stiller formanden for regeringens støtteparti en række krav til Løkke, som skal indfries, hvis han vil have genopbygget et stærkt og tillidsfuldt samarbejde mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

»Vi bestræber os på at have et godt forhold til regeringen, fordi der jo er en række sager, hvor vi kan finde flertal med dem. Men vi udvider så også vores muligheder rent politisk ved, at vi har et mere tillidsfuldt samarbejde til Socialdemokratiet,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han nævner emner som mindre fri bevægelighed i EU, en strammere udlændingepolitik, grænsekontrol og flere midler til velfærdssamfundet på dagsordenen.

Læs interviewet her.

Her kan du se en artikel, der lister kravene fra Thulesen til Løkke op.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

Morten Østergaard: Mette Frederiksen må vælge mellem os og Dansk Folkeparti

I Information fortsætter udmeldingerne fra partiledere om, hvem der kan og skal samarbejde med hvem.

Den radikale leder, Morten Østergaard, siger nemlig nu til avisen, at Mette Frederiksen - efter sofaflirteriet med Kristian Thulesen Dahl - må vælge mellem Dansk Folkeparti og de Radikale.

»Hvis det, socialdemokraterne vil, er at udviske forskellen totalt mellem dem og Dansk Folkeparti og lede Danmark i den retning, så kan der jo også komme et tidspunkt, hvor vi må gøre vores stilling op,« siger han.

Det kan du læse mere om her (kræver abonnement).

Fire af ti V-vælgere: Venstre er i krise

Videre til Berlingske, hvor avisen har fået Gallup til at dykke ned i stemningen hos Venstres vælgere.

Og den lyder på krise.

I hvert fald er fire ud af ti V-vælgere enige eller overvejende enige i, at partiet er i krise. Samtidig er seks ud af ti enige eller overvejende enige i, at Venstre er lykkedes med at sætte sit aftryk på VLAK-regeringens politik.

Snakken om krise kommer, efter at Hernings magtfulde V-borgmester, Lars Krarup for nylig i et interview med Fyens Stifstidende kritiserede sit eget parti kraftigt.

Om Venstre er i krise er et både og, mener den liberale blogger og Venstre-kender, Jarl Cordua.

»Selvfølgelig er Venstre i krise i den forstand, at det ikke kan gennemføre sin politik. Regeringens parlamentariske grundlag har åbenlyst gjort oprør, og det borgerlige sammenhold ligger i ruiner. Der er også akut vælgerkrise i forhold til det kommunalvalg, der kommer lige om lidt, og hvor Venstre står til en syngende lussing. Men partiet er ikke i frit fald. Det står heller ikke til at falde sammen,« siger Jarl Cordua.

Jakob Ellemann-Jensen, Venstres politiske ordfører, siger til avisen, at Venstres vælgere stiller høje krav, »fordi de ved, at vi kan levere og er et ambitiøst parti«.

Læs om den historie her, og se svarene på fire spørgsmål til Venstre-vælgere i grafikken herunder.

Analyse: Løkkes forhold til Thulesen Dahl »hænger i laser«

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, har skrevet en analyse på baggrund af undersøgelsen og den seneste tids rumsteren om Venstre.

Og ifølge ham kan det ikke undre, at flere Venstre-vælgere »følger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans regering med tilbageholdt åndedræt«, for man skal ikke være en insider på Christiansborg for at kunne se, at regeringschefen og ministerholdet befinder sig i en svær situation, lyder det fra Thomas Larsen.

»Parlamentarisk svækker det stats­ministeren og regeringen, at forholdet til Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti hænger i laser. Uenighed og mangel på fælles køreplaner blokerer i dag for regeringens ønsker om at indføre en flad boligskat, gennem­føre en hurtigere ind­fasning af den højere pensionsalder og få flertal for en skattereform med lettelser for både lavt- og højtlønnede. Sammen med S vender DF ryggen til det hele,« lyder det.

Læs hele analysen her.

Løkke: Vi har begået kollektivt uddannelsessvigt

Politiken har på forsiden et interview med statsminister Lars Løkke Rasmussen, der mener, at politikerne over en bred kam gennem de seneste mange år har begået et kollektivt uddannelsessvigt.

Det er unge med indlæringsvanskeligheder og elendige afgangsprøver fra folkeskolen, der ifølge Løkke bliver mødt af et betonloft af uoverskuelige tilbud, som hverken de unge eller deres forældre kan navigere i.

Derfor vil et ekspertudvalg nedsat af regeringen i morgen præsentere en række forslag til, hvordan det nuværende system af erhvervsskoler og produktionsskoler kan forenkles for at tage hånd om gruppen af unge med indlæringsvanskeligheder.

»Mit eget billede er, at en del unge og nok også deres forældre bliver ramt af det der betonloft, som de ikke kan sprænge,« siger Løkke.

Du kan læse en nyhed om historien her.

Ole Birk Olesens skæve start

Ekstra Bladet skriver, at Ole Birk Olesen (LA) har fået en skæv start som transportminister. I sidste uge sagde Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, til dr.dk, at Ole Birk Olesen var kommet »ufatteligt skævt ind i jobbet som minister« og kom med »arrogance«.

Ekstra Bladet kan nu fortælle om to episoder, der førte til pinlig tavshed, efter Ole Birk Olesen havde »skudt ved siden af« i forhandlingerne bag lukkede døre.

Du kan læse den historie her.

Ole Birk Olesen var i øvrigt i et meget omtalt samråd i torsdag, hvor han skulle svare på, om han stadig havde samme holdninger om kvinder, som han gav udtryk for i et syv år gammelt debatindlæg.

Det kan du læse om her.

Dagens analyse

BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, skriver i en analyse, at mens Donald Trump udelukker medier i USA, så er mediernes adgang til statsministeren, blå såvel som rød, kraftigt reduceret herhjemme gennem de seneste år.

»I dag har pressen ret få muligheder for at stille spørgsmål til statsministeren om emner, som han ikke kender på forhånd. Når han holder ad hoc pressemøder, så handler de i sagens natur om det emne, som han har bestemt at indkalde til pressemøde om. Når han efter spørgetimen stiller op til en slags door step foran folketingssalen, så går han typisk efter ganske kort tid. Dermed får pressen typisk kun tre-fire spørgsmål ind, og det er nemt at forberede sig på som statsminister. Man kan naturligvis opsøge ham til besøg ude i landet, i Bruxelles, til konferencer og lignende, men så er det nemt for ham at holde sig til det, som dagen handler om. Igen er der tale om en situation, som er nem at forberede sig på, og hvor man kan feje medierne af banen med rimeligt saglige argumenter om, at det ikke lige er tiden/ stedet til dette eller hint spørgsmål,« lyder det fra Serup.

Analysen er endnu ikke online.

Weekendens vigtigste

1) De Radikale, Alternativet og SF fremlagde hos DR søndag morgen et forslag om en fælles aftale, der skal sikre, at der ikke bliver udskrevet en afstemning om dansk EU-medlemskab, uanset hvem der sidder for bordenden i statsministerkontoret.

»Vi foreslår, at de syv partier i Folketinget, der ønsker fortsat dansk medlemskab af EU, én gang for alle slår fast, at der ikke bliver nogen dansk afstemning om vores EU-medlemskab,« sagde de Radikales leder Morten Østergaard.

Læs om det her.

Det har dog næppe megen gang på jord, for forslaget blev hurtigt hældt ned ad brættet af Socialdemokratiet, DF og Venstre.

Læs deres reaktioner her.

2) Taleban dræbte 15-årige Alis far, da han nægtede at gøre sønnen til selvmordsbomber. Berlingske har mødt Ali, der kunne være endt som selvmordsbomber, men nu lærer om dansk kultur, færdselsreglerne, og om hvordan lommepenge holder længere i et supermarked end hos den lokale shawarmabiks.

Læs den fine historie her.

3) For en måned siden langede den mangeårige minister Bertel Haarder (V) i Berlingske ud efter en række navngivne debattører og opfordrede dem til at gå ind i politik i stedet for at være så »helvedes kloge« og stå på sidelinjen og kritisere. Nu har han læst svarene fra en række debattører. Og de gjorde ham »meget, meget ked af dem,« lyder det.

Læs et interview med Bertel Haarder om de politikere, vi ikke har, lige her.

Det sker i dag

Der er ikke programsat noget i Folketinget af større betydning.