Politikere har fået nok: Drop nu X Factor

Dagens overblik: Kristian Thulesen Dahl sætter ord på forholdet mellem Dansk Folkeparti og Venstre. Søren Espersen afviser en »pjathistorie«. Og så beder en rektor på et nordsjællandsk gymnasium politikerne fra Socialdemokratiet og DF om et »holde snitterne væk«. Hele dit politiske overblik her.

Godmorgen og velkommen til denne uges sidste politiske morgenpost.

Vi har en del på programmet i dag. Vi skal blandt andet forbi en »pjathistorie« og vi skal også se tilbage på Pia Kjærsgaards karriere i dansk politik i billeder.

Men vi starter et andet sted.

For selvom der i går var både smil og søde ord fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han holdt tale ved Pia Kjærsgaards fødselsdagsreception på Christiansborg, så er forholdet mellem statsministerens parti, Venstre, og Kjærsgaards ditto, Dansk Folkeparti, langt fra optimalt.

Det siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i dag i BT.

»Jeg vil ikke sætte betegnelsen ’hjertelig’ på det samarbejde, vi har haft siden 2015,« siger Thulesen Dahl til BT og fortsætter:

»Jeg har nok været lidt overrasket over, at Venstre ikke i højere grad har gjort noget for at holde Dansk Folkeparti tæt ind til sig. Jeg har også været overrasket over, at Venstre ikke har gjort større forsøg på at involvere os i det, de har været på vej med, før meget sent i processen. Det har den effekt, at når de så kommer med et udspil, så er vi selvfølgelig ikke forpligtet på det på samme måde.«

Kristian Thulesen Dahl gav i sidste uge sammen med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen et dobbeltinterview til Fagbladet 3F om det spirende samarbejde, der er mellem de to partier.

Et samarbejde, der i løbet af den seneste tid har resulteret i flere eksempler på, at regeringen har måtte indkassere politiske nederlag. For eksempel omkring placeringen af den nye politiskole i det vestlige Danmark.

Du kan læse mere på side 6 og 7 i BT i dag.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

Dagens debat: Hold snitterne væk!

»Som leder af en uddannelsesinstitution bliver jeg nervøs, når politikere i deres indbyrdes manddomskonkurrence om at fremtræde mest hård får lyst til at detailregulere. Hvad bliver det næste: Må vi ikke invitere religiøse grupper ind på skolen, selv om de har en klar forkyndelsesdagsorden? Eller hvad med de politiske partiers ungdomsorganisationer, som vi har stor glæde af at få besøg af – må de heller ikke få et rum stillet til rådighed på skolen til deres aktiviteter? De har jo også en klar dagsorden og vil helt sikkert forsøge at påvirke deres kammerater.«

Sådan skriver rektoren på Rungsted Gymnasium, Mogens Hansen, der sender en klar opfordring til S og DF:

»Så socialdemokrater og DF’ere – hold snitterne væk! Vi behøver ikke hjælp fra profileringssyge politikere, der skal finde på ny symbolpolitik og detailregulere, hvad vi må og ikke må på landets uddannelsesinstitutioner.«

Indlægget er endnu ikke online.

Dagens analyse

Berlingskes politiske analytiker Thomas Larsen skriver i dagens avis, at man i Venstre frygter det næste slag om vælgernes gunst; kommunalvalget til november i år.

»Frygten i Venstre er af samme grund, at de aktuelle landspolitiske tendenser vil slå igennem ved kommunalvalget. Det betyder, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i front står med gode muligheder for at opnå et stærkt resultat, mens Venstre vil komme til at lide under Løkkes mangel på popularitet og Venstres svære parlamentariske stilling på Christiansborg,« skriver Thomas Larsen og fortsætter:

»Sker det, vil resultatet i høj grad blive opfattet som et vigtigt midtvejsvalg på vejen mod næste folketingsvalg. Symbolikken vil være tung, og ansvaret for evt. tilbagegang vil blive lagt på Løkke.«

Læs hele Thomas Larsens analyse her.

DF afviser »pjathistorie«

»Jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig et Danmark til Ejderen. Og selvfølgelig kunne jeg det, det er da klart.«

Sådan siger Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen. Hans udtalelse kommer, efter at flere tyske medier torsdag berettede, at Dansk Folkeparti ønsker at rykke den dansk-tyske grænse ned til Ejderen.

De citerer Søren Espersen fra et interview med tv-kanalen DK4. Men de har altså fået historien helt galt i halsen, mener Espersen.

»Jeg regner nu ikke med, at der bliver nogle store panserslag i Slesvig-Holsten lige med det første.«

Læs hele historien her.

»Når vi har håndteret dem, kan vi begynde modtage kvoteflygtninge igen. Men ikke før«

Regeringen har fået markant kritik flere steder fra, efter at Danmark har sagt stop for kvoteflygtninge.

Senest har Amnesty International i denne uge kritiseret, at Danmark ikke længere vil modtage de ca. 500 udvalgte kvoteflygtninge, som hvert år bliver fløjet til Danmark fra flygtningelejre ude i verden for at blive genbosat, skriver DR.

Men nu åbner Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, en dør på klem for at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge, skriver DR:

»Jeg håber, at det sker i løbet af et par år, men jeg kan jo ikke sige det med sikkerhed. Stoppet var nødvendigt, fordi vi fik så mange tusinde asylansøgere i 2015. Når vi har håndteret dem, kan vi begynde modtage kvoteflygtninge igen. Men ikke før.«

Hele historien kan du læse her.

Fire nyheder, du også lige skal have med

NYHED I
Selv om brevmangel er en udfordring for PostNord, er det en »myte,« at det primært er her, selskabets underskud genereres. Sådan lyder konklusionen fra Dansk Erhvervs fagchef, Jakob Tietge. Det er i stedet i konkurrencen med de private aktører, at PostNord genererer milliardunderskud, lyder det. Læs mere om den historie her.

NYHED II
Mens regeringen har valgt at genbehandle 800 herboende somalieres opholdstilladelse, har hverken offentligheden eller Folketinget kunnet få indsigt i den aftale med de somaliske myndigheder, der gør det muligt at hjemsende somaliere. Og nu bliver der på baggrund af fortrolige dokumenter sendt til Folketingets 29 medlemmer af Udlændinge- og Integrationsudvalget sået tvivl om samarbejdet med Somalia. Det kan du læse mere om på politiken.dk her.

NYHED III
Landsretten stadfæstede i går en to år gammel dom om ærekrænkelse mod Dansk Folkeparti, efter at partiet tidligere er blevet dømt ved byretten for at have indrykket en annonce med 685 nye danske statsborgeres navne og bopælskommuner under overskriften »Én på listen er til fare for landets sikkerhed. Nu bliver han dansker…«. Dermed skal partiet betale erstatning til de krænkede. Læs partiets næstformand Søren Espersens reaktion her.

NYHED IV
Dansk Folkeparti og SF er gået sammen om et forslag om at stramme reglerne for udenlandske vognmandsfirmaer, der kører i Danmark. Læs mere her.

»De kan ikke få flertal for en vækstdagsorden, og dermed er Liberal Alliance skudt ned i flammer«

En ny meningsmåling, som Megafon i går lavede for Politiken og TV 2, viste, at Liberal Alliance er gået tilbage fra at have opbakning fra 6,4 procent af vælgerne til 4,7 procent fra den seneste måling i slutningen af januar til nu.

Tilbagegangen er inden for målingens statistiske usikkerhed på +/- tre procentpoint, men erhvervsmanden Asger Aamund er ikke i tvivl om, at Liberal Alliance har problemer, siger han til Politiken:

»Det er jo prisen for at være i en regering , hvor de i hvert fald indtil nu ikke har fået noget igennem. De kan ikke få flertal for en vækstdagsorden, og dermed er Liberal Alliance skudt ned i flammer, for det er det, hele deres eksistensberettigelse er,« siger Asger Aamund til avisen.

Ifølge målingen står rød blok til at få 53,7 procent af stemmerne, mens regeringen, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ville få 46,3 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Ralf Hemmingsen stopper med en lussing til politikerne

Politiken har i dag et interview med Københavns Universitets afgående rektor, Ralf Hemmingsen. Han slutter af med at sende en ordentlig bredside af sted mod landets politikere, som han mener »gumler på de gale gåder«:

»Det er for meget stemningspolitik og for lidt løsning af problemer«, siger han til Politiken.

Naser Khader gider ikke X Factor længere

BT har i dag spurgt Folketingets partiers medieordførere, hvad de mener, der skal ske med DR-programmet X Factor, der kører på 10. sæson. Og de Konservatives Naser Khader, der faktisk ellers »hygger« sig med at se programmet, når hans børn er hos ham, mener at ti er et fint tal at slutte på.

»Igen – det er udmærket underholdning – men jeg kan ikke komme på et godt argument for, at det skal køre en omgang mere. Uden at kende noget til DRs programbudgetter, så gætter jeg på, at X Factor er blandt de dyrere produktioner, og det må derfor også være et argument for, hvorfor vi ikke behøver en 11. sæson,« siger han til BT.

Programmets ene vært, Thomas Blachmann, forstår ikke kritikken af X Factor:

»Hvis man tager det, man har diskuteret meget, danske værdier, det skal være informativt, formidlende, hygsomt, holdningspræget og demokratisk, så har vi på dansk jord skabt noget, der ikke minder om X Factor i andre lande, ved at have fremhævet mærkesager som børneopdragelse, hvad er god og dårlig smag, humanisme, humorisme og så videre,« siger Thomas Blachman til BT, der ikke har lagt artiklen online endnu.

Når en ros bliver overgået, og man ikke helt er enig...

Gårsdagens fødselsdagsreception for Pia Kjærsgaard blev blandt andet overværet af politisk kommentator Peter Mogensen, der efter Lars Løkke Rasmussens tale til fødselaren følte sig kaldet til at rose talen, som Mogensen sågar mente måske købte ham »seks måneder mere med DF«.

Men så dukkede Venstres Jan E. Jørgensen op i Twitter-feedet og overbød Peter Mogensen, der ikke helt kunne følge med...:

Samuelsen: Fremtiden findes allerede i Silicon V

Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen er i USA og har sendt en videohilsen fra et noget støjfyldt fortov i det amerikanske:

Pia Kjærsgaard i billeder

Vi slutter denne morgenpost af med et billede af gårsdagens 70 års-fødselar, Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Formand for Folketinget Pia Kjærsgaard fylder 70 år Torsdag 23. februar. Arkivfoto: Pia Kjærsgaard vifter med Dannebrog efter Danmarks nej til Maastricht-traktaten 2. juni 1992. Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Hedemann.

Du kan klikke dig igennem 27 billeder fra den tidligere DF-formands politiske karriere her. Der er blandt andet et billede af Pia Kjærsgaard på en meget stor motorcykel...

Det sker i dag

10:00 Møde i Europaudvalget
Europaudvalget holder i dag møde. På dagsordenen er blandt andet rådsmøder i EU om transport, miljø og beskæftigelse.

10:00 Møde i salen
Der er i dag møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag ventes behandlet. Derudover vil der være en forhandling fremsat af Trine Bramsen (S) om, hvilke initiativer regeringen vil iværksætte for at sikre en fortsat nedgang i antallet af indbrud og hvornår.

Erhvervsministeren underskriver turismeaftale i Kina
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) besøger i disse dage Kina, og i dag underskriver han den officielle samarbejdsaftale om et dansk-kinesisk turismeår i 2017. Det sker under den officielle åbningsceremoni for turismeåret sammen med den kinesiske turismeminister Li Jinzao.

Vestager møder minister og partiformand
EU-kommissær for konkurrenceevne, Margrethe Vestager, besøger i dag Danmark. Hun skal både mødes med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og partiformand for Alternativet Uffe Elbæk. I morgen taler Vestager ved et arrangement for FADL.

Tak fordi du læste med. God weekend, når du kommer dertil.