Onsdag aften landede en rapport, der har rystet kommunale politikere: »Det virker direkte vanvittigt«

Dagens overblik: En række prominente politikere er oprørte over ny rapport. Topministre gør sig klar til SU-jagt. Og så forklarer Lars Løkke, hvorfor han skrev en besked til Donald Trump i denne uge. Hele dit politiske overblik her.

Høje-Taastrups konservative borgmester, Michael Ziegler, om ny rapport: »Det ser rigtig rigtig skidt ud. Jeg er faktisk lidt rystet over det, og jeg håber selvfølgelig ikke, at der skulle vise sig at være et flertal for at gennemføre det, for det virker direkte vanvittigt.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Godmorgen og velkommen til ugens sidste omgang politisk morgenpost hvor vi endnu engang forsøger at samle alt det, du skal vide om dansk politik, ét sted.

Vi begynder dagen med at skrue tiden tilbage til onsdag aften.

Her landede nemlig den længe ventede rapport, som skal danne grundlaget for, hvordan politikerne vil ændre på den milliardudligning, der foregår mellem kommunerne.

Et embedsmandsudvalg er efter flere års arbejde nået frem til fem forskellige modeller for, hvordan udligningssystemet bør ændres – og uanset hvilken en de vælger, lægges der op til at sende mellem en halv og en hel milliard kroner mere fra hovedstadsområdets kommuner ud i resten af landet.

Og det er ikke ligefrem en rapport, som bliver taget imod med kyshånd i de kommuner, som står til at miste penge. Det beretter flere medier i dag gennem en række hårdslående citater.

Høje-Taastrups konservative borgmester, Michael Ziegler, til Berlingske:

»Det ser rigtig, rigtig skidt ud. Jeg er faktisk lidt rystet over det, og jeg håber selvfølgelig ikke, at der skulle vise sig at være et flertal for at gennemføre det, for det virker direkte vanvittigt.«

Den politiske kommentator og Venstre-vælger Jarl Cordua har på det seneste anklaget sit parti for at føre populistisk politik rettet specielt mod de jyder, der svigtede partiet ved folketingsvalget i 2015.

Den analyse deler Michael Ziegler hos Berlingske.

»Derfor kan man stille sig selv det spørgsmål, hvorfor det nu skal gå ud over de statsansatte og borgerne i hovedstaden, at Lars Løkke ikke har lært af de fejl, han har begået.«

Gentofte-borgmester Hans Toft (K) til Børsen:

»Det har taget grotesk overhånd og nærmer sig en konfiskation af vores penge.«

Frederiksbergs konservative borgmester, Jørgen Glenthøj, til Børsen:

»Vi er fanget i en situation, hvor Danmarks mest effektive kommune skal effektivisere yderligere for at sende penge til andre kommuner, som er mindre effektive. Det virker ikke helt gennemtænkt.«

Integrations- og beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune Cecilia Lonning-Skovgaard (V) til Jyllands-Posten.

»Det her er perspektivløst. Det er ikke rimeligt, at København igen skal betale mere.«

Regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Martin Geertsen (V) til Jyllands-Posten:

»Jeg vil gerne appellere til, at man ikke i en sen nattetime mere eller mindre tilsigtet foretager sådan en politisk straffeaktion over for hovedstaden.«

Til Børsen forklarer de Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov (K), at han forstår de frustrerede borgmestre.

»Det er meget urimeligt. Det har taget overhånd,« siger han og fortæller, at de Konservative derfor vil forsøge at stoppe, at de kommuner, der allerede betaler til udligningen, får en ekstraregning:

»Det bliver svært for os. Det er der ingen tvivl om. Men vi vil prøve at appellere til at holde det sagligt, snarere end at der bare er et flertal, som beslutter sig for at tage en masse penge fra nogle få kommuner.«

Du kan læse historierne – samt svar fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille (LA) – hos Berlingske her, Børsen her og Jyllands-Posten her.

I Avisen Danmark har en af den politiske morgenposts favoritter, politisk redaktør Elisabet Svane, skrevet en analyse, hvor hun ser nærmere på »Da Venstre vendte ryggen til hovedstaden og glemte sin egen historie«.

»I lyset af en stærk provinsdagsorden kunne det have været en walk-over, men så vågnede hovedstaden op og råbte op. Det er nok ikke sidste gang. For Venstres historie er ikke bare historien om et parti, der voksede op på landet. Men også historien om et parti, der vandrede ind i byerne og fik succes med det. Indtil man ikke havde det længere.«

Hele analysen her.

Vi slutter emnet af med dagens tegning i Berlingske. Tegnet af Jens Hage.

Og så skal vi ellers videre til dagens andre historier.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

»Det er helt urimeligt«

Vi slår op i Berlingske, hvor der er dårligt nyt til udenlandske SU-snydere.

Med blandt andet udenlandske inkassofirmaer, civile retssager i udlandet samt en særlig gældsenhed vil regeringen intensivere jagten på udlændinge med SU-gæld til Danmark.

Det forklarer skatteminister Karsten Lauritzen (V) og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der med en stribe konkrete initiativer intensiverer jagten på de forsvundne penge.

»Det er helt urimeligt, at udenlandske studerende kan komme til Danmark, få SU og tilmed optage et SU-lån og så blot efterlade regningen ved grænsen, når studierne er overstået,« siger Karsten Lauritzen til avisen.

Hvorfor har I ikke gjort det her meget tidligere?, spørger Berlingske.

»Fordi det er en problemstilling, der er blevet større og større, og fordi den politiske optagethed har været andre steder. At man ikke har gjort noget før nu, skyldes, at man ikke har haft kræfterne før nu,« svarer Søren Pind.

Du kan læse hele historien samt politiske reaktioner her.

Dagens Q&A

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, kom i går i vælten, da han på forsiden af Jyllands-Posten foreslog, at man »eliminerer« danske statsborgere, der har tilsluttet sig krigen på Islamisk Stats side.

Her forklarede han, at danske efterretningstjenester bør dele oplysninger med britiske, franske og amerikanske styrker, så de danske såkaldte syrienskrigere kan blive udpeget og dræbt i konfliktområderne:

»Hvis en specialstyrke møder dem, er det meget fornuftigt set ud fra et sikkerhedssynspunkt at eliminere den fjende og sørge for, at de her mennesker ikke er i stand til at rejse tilbage og eventuelt lave et terrorangreb på dansk jord,« sagde han.

Den udtalelse betegnede han senere som »klodset«.

Jyllands-Posten har i dagens avis talt med DFs gruppeformand, Søren Espersen. Her siger han, at han ikke nødvendigvis er uenig med ordføreren, men alligevel var der behov for at korrekse partifællens udtalelser:

»Først vil jeg sige, at vi intet har at udsætte på Jyllands-Postens formulering. Intet. Hvis vi har noget at kritisere, så er det overskriften, der i den grad har sat ting i bevægelse. Der er ingen klager i den retning, men det er jo bare tit sådan, at en overskrift tager overskriften, fordi folk kommer ikke videre i teksten. Og det er ærgerligt, fordi Peter og jeg har talt sammen om det her et stykke tid, efter at briterne meddelte, at de ikke ville have deres folk (IS-medlemmer, red.) hjem, og der havde vi præcis samme opfattelse,« siger han til avisen.

Han mener dog ikke, at det kan stilles op, som om DF »vil likvidere danske statsborgere«, og at det er partiets mål.

»Likvidere er ikke nødvendigvis det samme som at eliminere. Ikke for at mundhugges. Det er at uskadeliggøre en fjende. Ved at fange dem, bombe dem og en fjende, som jo ikke kun er dansk. Hvis man kan få ram på dem i en krigssituation, hvor de ikke har nedlagt våbnene, så er det det, man gør. Man eliminerer dem på forskellige måder. Det er krigens virkelighed, og hvis vi ikke kan holde til at gå i krig med den virkelighed, så må vi hellere blive hjemme. Vi egner os ikke til at gå i krig, hvis vi ikke kan tåle at skyde fjenden,« siger Søren Espersen.

Når man slår »likvidere« op i en dansk ordbog, følger ordet »eliminere«. Er det ikke det samme?, spørger Jyllands-Posten.

»Sådan har jeg i hvert fald ikke tænkt det. Vi har ikke tænkt på det, som at vi målrettet skal gå efter at likvidere danske IS-krigere.«

Du kan læse hele interviewet hos Jyllands-Posten her.

Her er fire historier, som du ikke skal snydes for inden weekendens sibiriske kulde

1: Trods hendes popularitet ser statsministeren ikke umiddelbart nogen grund til at opstille Margrethe Vestager til fem år mere som Danmarks EU-kommissær.

Det siger han i et interview med Altinget.

»Regeringen har ikke diskuteret endnu, hvem der skal være vores kommissærkandidat. Det vender vi tilbage til senere«.

Hele historien her.

2: Onsdag bad statsminister Lars Løkke Rasmussen på Twitter præsident Donald Trump om at lytte til de unge amerikanere, der i øjeblikket demonstrerer for mere våbenkontrol.

Lars Løkke Rasmussen, hvorfor har du skrevet det tweet til Donald Trump?, har Berlingske spurgt Løkke:

»Jeg er helt med på, at det er meget atypisk, men jeg tror, det var faren, der kom op i mig. Jeg har tre børn, to af dem har været i USA på henholdsvis high school og universitet. Jeg tror, jeg blev ramt af det. Og så kan man altid diskutere den diplomatiske klogskab i det, men jeg tænker trods alt, at mon ikke også Donald Trump ville kunne håndtere det. Så det var egentlig en følelse, der kom op i mig.«

Har han svaret dig?, spørger Berlingske også.

»Nej, og det kommer han nok heller ikke til.«

Hele historien her.

3: Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere kostede statskassen cirka 36 milliarder kroner i 2015. Det viser en ny beregning fra Finansministeriet, som blev præsenteret i går.

I 2014 var tallet 33 milliarder kroner, fremgik det af en tilsvarende analyse sidste år.

I alt udgjorde indvandrere og efterkommere i 2015 en omkostning for de offentlige finanser på 33 milliarder kroner.

Det skyldes, at indvandrere og efterkommere fra vestlige lande bidrog til statskassen med indtægter på tre milliarder kroner.

Du kan læse mere i den historie, som Ritzau har lavet, her.

4: Det er forkert, at borgere fra andre EU-lande i stigende grad kommer til Danmark for hurtigt at få adgang til velfærdsydelser, konkluderer nyt studie.

Det skriver Politiken i en historie, du kan læse i sin helhed her.

Dagens portræt

Weekendavisens Hans Mortensen og Arne Hardis har i dagens avis begået et portræt af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Du får et uddrag her:

Lars Løkke Rasmussen er en politisk overlever, fordi han har en særlig evne til at ændre spillereglerne, hvis de ikke længere passer ham.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er den ubestridte indehaver af en ganske særlig rekord i dansk politik.

Ingen har været en færdig mand tilnærmelsesvis så mange gange, som han har. Slut, han er ude, denne gang kommer han ikke igen.

Hver gang er Løkke på forunderlig vis kommet tilbage alligevel.

Kupforsøg, pressestorm, pressestorm igen, valgnederlag.

Intet har formået at slå ham af pinden.

Og så et citat fra portrættet fra en unavngiven Venstre-politiker:

»Han finder altid en nøgle, så han kan slippe ud. Men det er ikke nødvendigvis den samme nøgle som den, han brugte, sidste gang han skulle åbne den samme dør.«

Portrættet er ikke på nettet, så man må en tur til nærmeste avissælger for at læse resten.

Dagens portræt II

Information har fulgt i hælene på Dansk Folkepartis unge retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

Det er blevet til et glimrende portræt.

Et kort uddrag her:

Han tygger nikotintyggegummi, men må flere gange dagligt forbi rygekabinen i Proviantgården for at supplere med en cigaret. Eller to. Han holder dagligt regnskab med, hvor mange det bliver til.

Dagens første cigaret bliver tændt, efter partikollegaen Dennis Flydtkjær kommer forbi op ad formiddagen og annoncerer, at »det er ved at være tid«.

Peter Kofod Poulsen bryder sig ellers ikke om afhængighed. Han hader, at smartphones med deres allestedsnærvær stjæler vores opmærksomhed og frihed. Han forstår ikke pointen med fitness. Og han har helt droppet sit ellers hyppige colaindtag efter en sommertur til USA, hvor han blev opmærksom på, hvor ofte han blev tilbudt den mørke læskedrik. Siden har han kun drukket én cola. Og det var kun, fordi der var rom i.

Men cigaretterne har Peter Kofod Poulsen svært ved at kvitte.

»Jeg har simpelthen så meget lyst til at ryge. Men jeg er nødt til at stoppe, hvis jeg skal holde helt til pensionsalderen. Den er jo høj,« siger han.

Hele portrættet her.

Dagens interview

Morten Østergaard er blevet »klogere« af sine nylige besøg i de udsatte boligområder Vollsmose og Gellerupparken, fortæller han til Berlingske.

Derfor erklærer den radikale leder sig nu som tilhænger af sidste års bandepakke, som de Radikale ellers stemte nej til.

Læs mere her.

Dagens optakt

Sidst, EUs medlemslande skulle blive enige om budgettet, tog det ikke mindre end 29 måneder.

Fredag tager stats­minister Lars Løkke Rasmussen og hans kolleger fra de andre europæiske hovedstæder hul på slagsmålet om det næste budget for EU. Og der er udsigt til kollision, som en højtstående EU-embedsmand udtrykte det før mødet til Berlingske.

»Antallet af medlemsstater, der er imod et større budget, er ikke imponerende, men de er til gengæld meget stålsatte,« lød det.

Læs mere hos Berlingske her.

Det sker i dag

09:15 Åbent samråd om kontanthjælpsloft og integrationsydelse
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er i dag kaldt i samråd om kontanthjælpsloftet og integrationsydelsens betydning for arbejdsløsheden i Danmark.

10:00 Møde i salen med stop for studielån til udenlandske studerende
En stribe lovforslag bliver behandlet på dagens møde. Heriblandt er første behandling af tre lovforslag fra Dansk Folkeparti. De omhandler et midlertidigt stop for studielån til udenlandske studerende.

14:00 Høring om public service-medierne i landdistrikterne
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer holder høring om public service-medierne i landdistrikterne. Målet med høringen er at belyse og drøfte public service-dækningen af nyheder, begivenheder og lignende i regioner, yderområder og landdistrikter, hvilket efterfølgende kan indgå i forhandlingerne om en ny medieaftale.

14:30 Debat med forsvarsministeren om forsvarsforliget
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) deltager i dag i en debat hos Dansk Institut for Internationale Studier, Diis. Debatten omhandler forsvarsforliget, som dækker perioden 2018-2023.