»Muslimer fylder bare meget og har en evne til konstant at gøre opmærksom på sig selv«

Dagens overblik: Martin Henriksen ønsker mere debat om muslimer i Danmark, Folketinget er måske blevet ført bag lyset, og en kommentator mener, at Bertel Haarder og partisansøm kan give problemer for Lars Løkke.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi er nået til ugens sidste politiske morgenpost.

Men inden du går på weekend, får du her alt det, du skal vide om dansk politik i dag.

I dag kan du læse, hvor mange muslimer der i virkeligheden er i Danmark, om Bertel Haarder, der ikke længere skylder nogen noget, og om en minister, som gerne vil undgå skilsmisser og derfor har en ny ide.

Vi begynder dog dagens gennemgang med at se på fire hidtil oversete linjer i den omstridte offentlighedslov, der trådte i kraft i 2013.

En diskret og afgørende regel i loven lukker nemlig for endnu flere oplysninger, end borgerne og lovgiverne havde kendskab til, da de vedtog loven. Det skriver Berlingske Business i dag.

Det er en ny afgørelse fra Folketingets Ombudsmand, som nu viser, at regeringens embedsmænd i al stilhed tilføjede en præmis, som lukker yderligere ned for åbenheden.

Konkret betyder en fortolkning på fire linjer, som embedsmænd indsatte i bemærkningerne til den nye offentlighedslov, at danskerne ikke må få indblik i det stærkt omdiskuterede forløb bag salget af dele af DONG Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

En af landets førende eksperter i offentlighedsloven mener, at den markante lovændring er blevet »sneget« igennem, og at »Folketinget er ført bag lyset.«

»Det er et meget omhyggeligt arbejde, der er lavet. Så jeg har svært ved at tro, at det er en sjuskefejl,« siger Oluf Jørgensen, forskningschef på Danmarks Journalisthøjskole, til Berlingskes Business.

Du kan læse hele historien - samt en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) - hos Berlingskes Business her.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

De fylder meget i gadebilledet, i den offentlige debat, på institutioner og på arbejdspladser

Og så til et spørgsmål, du kan læse i Berlingske i dag:

Hvor mange procent udgør den muslimske befolkning i Danmark i 2016?

Det spørgsmål er tilsyneladende ikke nemt for danskerne at svare rigtigt på. For blandt de adspurgte i en ny international undersøgelse foretaget af det britiske researchfirma Ipsos Mori var det gennemsnitlige svar:

15 procent er muslimer.

Men i virkeligheden udgør muslimske danskere kun 4,1 procent, ifølge undersøgelsen.

Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører, Martin Henriksen, kan godt forstå, hvorfor danskerne tror, at 15 procent af befolkningen er muslimer.

»Muslimer fylder bare meget og har en evne til konstant at gøre opmærksom på sig selv. De fylder meget i gadebilledet, i den offentlige debat, på institutioner og på arbejdspladser. Det er en meget særlig evne at have, men den har de,« siger han til Berlingske.

Martin Henriksen mener desuden, at muslimer bør diskuteres væsentligt mere i den offentlige debat.

»Danmark bliver jo gradvist et mere og mere muslimsk samfund. Og her burde vi gå mere op i at diskutere, om det er godt eller skidt. Men det spørgsmål er slet ikke noget, vi taler om,« siger han.

Den historie kan du læse hos Berlingske her.

Grænsebommert

Venstreveteranen Bertel Haarder meldte i går ud, at han opgiver jobbet som generalkonsul i Flensborg.

Det var han ellers tilbudt som kompensation for, at posten som kulturminister skulle gå til Mette Bock fra Liberal Alliance, efter at regeringen blev udvidet med LA og Konservative.

Til Ritzau forklarede han i går i en skriftlig kommentar:

»Jeg troede, den tilbudte post var på vej til nybesættelse.«

»Jeg brænder for - og har alle forudsætninger for at synliggøre og arbejde for mindretallene. Men posten er jo besat, og jeg vil ikke trænge mig på.«

Bertel Haarders beslutning kom, efter Ekstra Bladet og Politiken i går kunne berette om en stigende undren og utilfreds i det dansk-tyske grænseland over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) benyttede regeringsrokaden til at udskifte den siddende generalkonsul for Flensborg, Henrik Becker-Christensen, med eksminister Bertel Haarder.

Bertel Haarder forklarede altså, at han ikke ønskede at tage en besat stilling. Men til TV 2 siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, at stillingen er ledig.

»Stillingen er ledig, fordi det er uger siden, at der blev truffet en beslutning om, at den konsul, der sidder - som i øvrigt har gjort et fremragende arbejde - efter 18 år overgår til anden tjeneste den 1. september i Udenrigsministeriet.«

Henrik Becker-Christensen sagde i går, at han gerne ville fortsætte på posten, hvis Bertel takkede nej. Men sådan bliver det ikke, siger Løkke til TV 2. Han begrunder ønsket om at få en ny generalkonsul med, at regeringen har en ambition om, at politikere med mange års erfaring skal tjene Danmarks interesser i udlandet.

»Det har vi været for dårlige til, og vi ønsker sådan set at skabe et mere dynamisk samfund,« siger statsministeren her.

I Politiken i dag går tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) i rette med Løkkes vurdering af, at der skal en politiker med mange års erfaring ind på den post:

»Jeg er grundlæggende uenig. Vi er tjent med at have et professionelt diplomatisk korps. Posterne i vores diplomati skal besættes af uddannede og professionelle diplomater. Det tjener Danmark bedst.« Artiklen er ikke online endnu.

Den politiske morgenpost har her til morgen samlet tre vurderinger af hele forløbet fra dagens medier:

Uffe Tang, politisk korrespondent hos DR:
»Tilbage sidder Bertel Haarder på bagerste række i Folketinget. Konstitueringen af Venstres folketingsgruppe med fordelinger af magten i form af ordførerposter blev overstået tidligere på ugen. Og den bliver ikke umiddelbart åbnet igen. I partiets top er der en følelse af, at man ikke skylder Haarder mere for nuværende. Han fik et tilbud. Det afslog han.«

Mads Kastrup, opinionsredaktør på Ekstra Bladet:
»Skal man udrede, hvorfor Haarder oprindeligt skulle til Flensborg, så kan det dog gøres enkelt: Det skulle Bertel Haarder, fordi Liberal Alliance skulle med i regeringen som betaling for ikke at vælte Løkke, og Haarder blev således ofret som minister og givet en generalkonsulpost for sin opofrelse for sin partiformand. Haarder skulle altså til Flensborg, fordi Lars Løkke Rasmussen bogstaveligt talt handler med sine sidste og alleryderste politiske besiddelser for at beholde sin stol.«

Søs Marie Seerup, politisk kommentator på BT:
»Han (Bertel Haarder, red) synes tydeligvis ikke, han skylder nogen noget længere, og han har også en fri rolle, som kan lægge partisansøm på vejen foran Løkke. Når man ikke længere er bundet af nogen loyalitetsforpligtelser over for den siddende formand, er der næsten ingen grænser for, hvad han kan tillade sig at sige.«

Stillingen som generalkonsul i Flensborg har i øvrigt altid haft en særlig status i udenrigstjenesten. Berlingskes Politiko dykkede i går ned i, hvordan posten besættes, og hvad der gør den særlig. Det kan du læse her.

Til døden os skiller

Vi hopper videre til Politiken, hvor den nytiltrådte social- og børneminister, Mai Mercado (K) siger, at staten skal til at spille en langt større rolle og tilbyde rådgivning til par, allerede før der er knas i parforholdet.

»Staten skal på banen langt tidligere og tilbyde mægling og rådgivning, allerede før man ryger i konflikt eller når til erkendelsen af, at man skal skilles«, siger Mai Mercado til avisen.

I disse måneder forhandler Folketingets partier om et nyt skilsmissesystem. Her har der været fokus på mægling under selve skilsmissen, men den tidligere V-regering lagde ikke op til at tilbyde rådgivning som forebyggelse, sådan som Mai Mercado nu foreslår, skriver Politiken.

Hos de to andre regeringspartier er der ikke udelt begejstring for ideen.

»Det vil være spild af ressourcer og gøre en alt for lille forskel«, siger fungerende socialordfører Danny Malkowski (LA) til avisen.

Du kan læse den historie her. Politiken har desuden et længere interview med Mai Mercado i dag, hvor hun forklarer, hvordan hun vil kæmpe for, at Danmark får færre hjemløse. Det finder du i den trykte udgave.

Eurojust er det nyt sort

Der er ingen garanti for, at det kan lade sig gøre at få den danske Europol-aftale gennem to høringer i Europa-Parlamentet og på plads inden den 1. maj 2017, hvor dansk politi skal forlade Europol.

Således lød beskeden fra Europa-Parlamentets afgående formand, Martin Schulz, i går. Det skriver Berlingske og Politiken i dag.

Og den udvikling må bekymre statsminister Lars Løkke Rasmussen, for den 1. maj ændres Europol-lovgivningen, og dermed forsvinder det juridiske grundlag for skitsen til den danske særaftale.

Schulz har dog lovet statsministeren at arbejde positivt for en hurtig proces.

»Jeg sagde til statsministeren, at jeg vil diskutere det med gruppeformændene (i Europa-Parlamentet), hvilket jeg har gjort. Der er en vis åbenhed, men der er et problem, at Parlamentet er midt i en proces med ledelsesskifte, hvor udvalgene ikke mødes, så vi er lidt fanget i en tidsfælde. Men jeg sagde til statsministeren, at jeg vil forsøge at finde en løsning,«

Men skulle den operation lykkes, så venter der nu en ny udfordring i horisonten. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Den nye aftale indeholder nemlig ikke en løsning på det forhold, at Danmark står til at ryge ud af den europæiske anklagemyndighed Eurojust, der organiserer fællesoperationer på tværs af landegrænser.

Problemet opstår, fordi Eurojust inden for de kommende år kommer til at overgå til såkaldt overstatsligt niveau, ligesom det er tilfældet med Europol fra den 1. maj 2017. Det vil betyde, at Danmark som udgangspunkt ikke kan deltage på grund af retsforbeholdet.

Den historie - og en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen - kan du læse hos Jyllands-Posten her.

Tre historier du også skal have med i dag

1: Med populismens fremmarch er konventionerne i stadigt større krise. Blandt eksperter mener mange, at en saglig offentlig debat om menneskerettighederne kan være nødvendig for at redde deres eksistens. Men om det er en udhuling af den nationale lovgivning eller politikernes vildledning, der har skabt storm om konventionerne, vækker splittelse.

Du får hele den omgang i Information i dag.

2: 11 dage før regeringsdannelsen var de Konservative varm fortaler for et forbud imod at bære burka og niqab i det offentlige rum. I dag klapper partiet hælene sammen og vil stemme imod burkaforbud.

Det skriver Jyllands-Posten i dag. (kræver abonnement)

3: Tidligere administrerende direktør for selskabet bag Københavns nye multiarena bliver nu politianmeldt efter historier om store udgifter til champagne, rejser og michelinmad i selskabet. Bestyrelsen lægger op til samarbejde med politiet.

Det kan du læse om i Berlingske i dag.

Dagens analyse

»Under 2.-behandlingen i dag af forslaget om uddannelsesloft vil ministeren (Søren Pind, red) tale mod bedre vidende. Loven vil føre til stor ballade og virke stik mod hensigten.«

- Jacob Fuglsang, Politikens uddannelsesredaktør, i dagens avis. Analysen er endnu ikke online.

Apropos - Dagens debatindlæg

»Det forslag bør nedstemmes. Det er rablende skørt, forslaget om, at man ikke må tage mere end en uddannelse i et langt liv.«

- Britta Schall Holberg, tidligere minister for Venstre, i dagens Politiken. Det indlæg er heller ikke på nettet endnu.

Dagens kronik

»Jeg synes, jeg har oplevet ganske meget gennem årene, som fik mig til at spærre gluggerne op i vantro. Men den sidste måned sætter nok rekord: Først valget af Donald Trump og derefter en lang række udtalelser fra normalt meget forsigtige amerikanske, britiske og tyske efterretningschefer, der i klart sprog advarer mod russiske forsøg på at påvirke de demokratiske valghandlinger i Vesten.«

- Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister, i Berlingske.

Det sker i dag

08:30 Beskæftigelsesudvalget har kaldt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og ældreminister Thyra Frank (LA) i åbent samråd om konsekvenserne af ambulanceselskabet Bios' konkurs.

10:00 Folketinget mødes i dag til lovbehandling på Christiansborg. På dagsorden er blandt andet 2. og sidste behandling af forslag til folketingsbeslutning om forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum. Forslaget er fremsat af Martin Henriksen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) med flere.

Det var det. Berlingskes Politiko ønsker dig en god weekend.