Løkkes løbeture, et maratonslagsmål helt tæt på og Dansk Folkepartis kamel

Dagens overblik: Folketinget tager hul på en debat, som sidste år varede 14 timer og otte minutter, Lars Løkke tager dig med rundt om Lyngby Sø, og så fortæller Dansk Folkeparti Claus Hjort, hvordan demokratiet fungerer.

Arkivfoto: Venstres formand var i forbindelse med valget på løbetur sammen med blandt andre partifællerne Karen Ellemann og Sophie Løhde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her er dit daglige overblik over dagen i dansk politik.

Vi begynder med et ord, du formentlig får svært ved at undgå denne torsdag: Maratondebat.

Det er nemlig i dag, at Folketinget afholder den traditionsrige åbningsdebat, hvor de folkevalgte vil diskutere de vigtigste, politiske spørgsmål til langt ud på aftenen - måske natten.

Åbningsdebatten, der tager udgangspunkt i statsminister Lars Løkke Rasmussens åbningstale fra tirsdag, begynder klokken 10.00 - og hvis det nu går præcis som sidste år, så slutter den klokken otte minutter over midnat.

Hos politiko.dk tager vi dig i år med helt ind i folketingssalen.

På livebloggen her kan du følge de fire nyvalgte politikere Peter Hummelgaard (S), Laura Lindahl (LA), Marcus Knuth (V) og Rune Lund (EL), som er gået med til at dele deres tanker og oplevelser fra tidligt morgen til sen aften. De er allerede i gang.

Men inden vi kommer så langt, får du her din daglige gennemgang af dagens politiske historier.

Intern uenighed

Vi begynder med Dagpengekommissionen, der om to uger fremlægger sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem.

For ifølge Politiken er der opstået intern uenighed blandt medlemmerne af kommissionen, når det kommer til finansieringen.

Kommissionens medlemmer er således enige om at anbefale en mindre dagpengeydelse for nyuddannede samt anbefale lettere genoptjening, men kommissionsformand Nina Smith kan ikke få LO og FTF til at gå med til, at ledige skal underlægges op til otte karensdage om året.

Uenigheden om de otte dage har fået fagbevægelsens repræsentanter til at gå sammen om en såkaldt mindretalsanbefaling, som anbefaler maksimalt tre karensdage.

Men den løsning sender samtidig en regning videre til Christiansborg, der dermed skal finde 600 mio. kr. yderligere. Er der villighed til det? Tjo.

Før valget sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, at »vi har de penge, vi har«, men så sent som tirsdag i denne uge sagde Thornings arvtager, S-formand Mette Frederiksen, at et system, der koster flere penge, »må vi jo så diskutere«. Hele historien hos Politiken her.

Dagpengekommissionens arbejde vil efter alt at dømme begynde at nå frem til flere medier, som tiden nærmer sig fremlæggelsen om to uger, og dermed kan man begynde at skimte konturerne af det system, der vil blive anbefalet.

Berlingske Nyhedsbureau kunne f.eks. i går berette, at kommissionen arbejder på, at det fremover er indkomsten, der afgør, om man har ret til at få dagpenge. Det kan udelukke mindst 1.500 personer fra dagpengesystemet, lyder det. Hele den historie her.

Det kommer Hjort jo til. Sådan fungerer demokratiet.

I et interview med Politiken 28. august gjorde finansminister Claus Hjort Frederiksen det klart, at Venstre-regeringen ikke har tænkt sig at være bundet på hænder og fødder af politiske aftaler fra før valget, hvor et flertal uden om Venstre har et forlig.

»Det er ikke sådan, at fordi nogle partier har indgået et forlig, kan regeringen ikke føre politik på de områder,« sagde finansministeren til avisen.

Og den udmelding bliver gentaget på forsiden af dagens Jyllands-Posten, hvor Hjort i forlængelse af regeringens fremlæggelse af sit lovprogram forsikrer, at regeringen vil se stort på den slags aftaler.

»Vi har det synspunkt, at vi er ikke bundet af de forlig, vi ikke deltager i,« siger han til avisen.

Det kommer bl.a. til udtryk i regeringens finanslovforslag, der fjerner omkring 500 mio. kr., som ellers årligt skulle investeres i kollektiv trafik. Den aftale blev nemlig indgået udenom Venstre.

Ved sden af trafikpuljen findes der en række aftaler, som Venstre ikke er med i. Jyllands-Posten oplister f.eks. Togfonden, klimaaftalen, der skal reducere CO2-udledningen med 40 pct., og forliget mod skattely.

Til avisen siger Hjort, at regeringen vil »vente og se«, om flertallet bag forliget om den kollektive trafik har tænkt sig at tvinge sin vilje igennem.

Men ventetiden behøver ikke vare længe, for allerede få linjer længere nede på avisens side lyder meldingen fra Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen:

»Det kommer den jo til. Sådan fungerer demokratiet.«

Hvad Løkke taler om, når han taler om at løbe

Hver mandag løber statsminister Lars Løkke - altid med en ny flok mennesker - 5,5 kilometer rundt om Lyngby Sø. Det er et ritual, han har indført efter valgsejren i juni, siger han i Pleasure, Børsens magasin, der kommer hver torsdag.

»Det er ikke hemmeligt, men det er heller ikke eksponeret,« siger Løkke om løbeturen, der efterfølges af morgenmad og en runde, hvor alle deltagere siger, hvem de er, og hvad der rører sig hos dem.

»Det er en mulighed for at justere de oplysninger, jeg ellers får,« siger statsministeren i Pleasure. Magasinet har mødt statsministeren en dag, hvor løbeturen var med topfolk fra erhvervslivet. Dansk Energis direktør, Dansk Erhvervs direktør og direktøren for Microsoft Danmark for eksempel.

Interviewet i Pleasure handler ikke kun om Løkkes gode vaner.

»Jeg var loaded helt op til et alt for højt arbejdspres. Det var sindssyge år. Og det var i virkeligheden også der, hvor jeg lagde kimen til alle de problemer, som jeg imagemæssigt har sloges med lige siden,« siger Løkke om tiden, hvor han var nyvalgt amtsborgmester, næstformand i Venstre og folketingsmedlem.

»Der blev kørt meget taxa. Det var jo alt sammen et spejlbillede på, at det var alt for meget. Som i alt for meget,« siger Løkke.

Dagens citat

»Det er jo noget af en kamel, Dansk Folkeparti nu har slugt, når man tager i betragtning, hvad de sagde dengang. Jeg skal ikke stille mig som overdommer, men jeg tror ærlig talt, at Dansk Folkepartis vælgere vil have meget svært ved at forstå denne kovending.«

Finansordfører Benny Engelbrecht (S) i en SMS til Jyllands-Posten.

Han reagerer på, at Dansk Folkeparti nu har tænkt sig at »acceptere« en aftale fra 2012, hvor topskattelettelser blev finansieret af overførselsindkomster. Hele den historie her.

Dagens citat II

»Forsvarsministeriet har vidst, hvad Folketinget var interesseret i, men det er blevet holdt skjult, at der har været et samarbejde med Blackwater. Man roligt kan sige, at der er tale om løgn til Folketinget.«

Offentlighedsrådgiver og forskningschef Oluf Jørgensen har med afsæt i Blackwater-sagen rettet henvendelse til Folketingets præsidium. Den historie hos Radio24syv.

Det skal du også have med fra i dag

1: Dansk Folkeparti kræver et stop for Danmarks millionbistand til det palæstinensiske selvstyre. Det skriver Berlingske.

»Enten skal de millioner, der er afsat til palæstinenserne, trækkes tilbage som en ren besparelse, eller også må vi finde noget mere fornuftigt at bruge pengene til.« siger Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Claus Kvist Hansen.

Det kan I glemme, siger udenrigsminister Kristian Jensen. Mere her.

2: Først i år blev regeringen og Femern-selskabet klar over, at den tyske tidsplan for at miljøgodkende danmarkshistoriens største anlægsprojekt vakler.

»Vi skal tygge på konsekvenserne af situationen på tysk side. Alt tyder jo på en forsinkelse på mindst to år,« siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V). Mere hos Berlingske her.

3: Dansk Industri stiller sig stærkt kritisk over for, at regeringen vil spare over 300 millioner kroner på et grønt forskningsprogram. Det skriver Information i dag på avisens forside.

I en netop færdiggjort evaluering af projektet får det nemlig både ros for at skabe arbejdspladser og for at være »en vigtig del af årsagen til de betydelige fremskridt i dansk eksport af grøn teknologi«

»Det er den helt forkerte vej at gå,« siger branchedirektør for energi i Dansk Industri, Troels Ranis, til information.

4: Beskæftigelsen i Danmark vil alene de næste to år stige med 100.000 personer.

Men i samme periode vil blot 10.000 ledige komme i arbejde. Berlingske har den historie.

Det sker i dag

10.00: Det danske folkestyres maratondisciplin, Folketingets åbningsdebat, bliver skudt i gang. Der bliver formentlig solgt en del colaer i kiosken, som dagen skrider frem.

I dag lancerer regeringen sin oplysningsindsats om retsforbeholdet. Ifølge Udenrigsministeriet vil der blive offentliggjort en hjemmeside samtidig med, at en række film vil blive skudt ud på de sociale medier og TV.