»Lars Løkkes lille ekstra nytårstale er en omgang baljepis. Det synes jeg fandeme«

Dagens overblik: Husk den gode tone i den politiske debat, sagde Løkke i sin nytårstale. Elitært formynderi, hvæser Tesfaye, der fik en irettesættende sms fra sin mor, da han sagde Søren Espersen var »fuld af pis«. Og så skal vi rundt om gymnasiereformen, imamforhandlinger og Søren Pinds Kjersgaard-boykot.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder sin nytårstale på Marienborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Godmorgen og velkommen til tirsdagens politiske overblik.

Det er dagen før afslutningsdebatten i morgen, og det kommer til at præge indledningen på denne morgenpost. Her på politiko.dk dækker vi i øvrigt afslutningsdebatten live - med god hjælp fra fire politikere, der sidder klar til at give deres besyv med og tage jer med helt ind i folketingssalen.

Det er som sagt i morgen. I dag er i dag, og nu vender vi fokus mod dagens historier.

Vi starter i Jyllands-Posten og skruer tiden tilbage til statsministerens nytårstale på det nye års første dag. Her efterlyste Lars Løkke Rasmussen en bedre tone i den politiske debat. Det skete blandt andet i en lille ekstra nytårstale, som statsministeren lagde ud på sin facebookprofil, og som, ifølge Løkke selv, blev set af flere end 400.000 det første døgn.

Hvis vi ikke kan tale sammen på kryds og tværs i samfundet, mister vi noget dansk, sagde Løkke dengang. Vi mister noget af det, der er særligt ved vores demokrati, sagde Løkke sågar og delte opdateringer, hvori folk omtalte ham som en »orne« og et »tyskersvin«.

Den opfordring har Jyllands-Posten taget op igen. Og gennemgået nogle af de ting, danske politikere har sagt om og til hinanden i de lige knap fem måneder, der er gået siden Løkkes nytårsopfordring. Hold fast, for nu får I nogle af eksemplerne - som sagt; de er fra Jyllands-Posten.

Lykketoft kaldte i en privat fødselsdagstale Løkke for »en lille svindler«. Samfundsdebattøren Mikael Jalving kaldte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for »finke«, »dukkebarn« og »dukkelise«. Da de Radikales Zenia Stampe kaldte Socialdemokraterne »hamrende usolidariske«, replicerede Dan Jørgensen, at Stampes kritik var både »verdensfjern« og »naiv«.

Og da Espersen for et par uger siden brugte ordet »neger«, og da Jeppe Kofod oversatte det til »nigger« på Twitter, kaldte Espersen ham en »led stodder«, mens Mattias Tesfaye mente, at Espersen var »fuld af pis«, da han sagde, han ikke ønskede at såre nogen ved brugen af »neger«.

Og netop Tesfaye har Jyllands-Posten også snakket med. Han giver ikke meget for Løkkes håb om et kollektivt dansk nytårsfortsæt:

»Den debat og Lars Løkkes lille ekstra nytårstale er en omgang baljepis. Det synes jeg fandeme, det er. Mange af de mennesker, som giver den lidt gas på Facebook, føler sig sat uden for indflydelse. Hele den debat om tonen hænger mig langt ud af halsen. Det er den privilegerede magtfulde overklasse, der taler ydmygende til de magtesløse,« siger han.

Mens Pia Kjærsgaard er lodret uenig med Tesfaye, er hendes partikammerat og en af forrige uges hovedpersoner i en ophedet debat om tone og sprog, Søren Espersen, mere på Tesfayes hold. Vi skal ikke polere vores sprog, lyder hans argument. Læs hele den glimrende artikel her.

Ifølge Den Danske Ordbog på ordnet.dk betyder baljepis i øvrigt: »Noget der er dårligt eller mislykket, eller som vækker irritation; vrøvl, sludder«.

I morgen kan du som sagt følge med, når fire danske politikere har sagt ja til at debattere og kommentere afslutningsdebatten på politiko.dk. De har fået opdraget, at de skal fokusere på det, der samler og ikke det, der skiller.

3 hurtige fra dagens aviser

Det blev en længere smøre. Så vi tager lige tre hurtige fra dagens aviser:

1) - om kystnære byggeprojekter
I BT siger Socialdemokraterne nu endegyldigt nej til regeringens planer om 15 nye kystprojekter, herunder nye badelande. De 10 projekter, der allerede er givet tilladelse til, er rigeligt, lyder det. De Konservative har også sagt nej.

2) - om milliardindkøbet af nye kampfly
Politiken kan i dag fortælle, at danskerne tilsyneladende bliver mere positivt stemt over for indkøbet af nye kampfly til 20 mia. kr., som regeringen for knap en måned siden anbefalede. I en ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, viser i hvert fald, at der er stort set dødt løb (40 pct er for, 37 pct. er imod) mellem ja og nej til nye kampfly. En Norstat-måling inden regeringen fremlagde sin F-35-anbefaling viste, at 59 procent var imod indkøbet.

3) - om imampakke og hadprædikantliste
Mens denne morgenpost skrives mødes regeringen, S, DF, LA, SF og K for at forhandle en politisk aftale om den sidste del af den såkaldte imampakke på plads. SFs gruppeformand, Jacob Mark, siger i Politiken, at partiet ikke kan støtte en offentlig hadprædikantliste, som er en del af pakken. Og i Berlingske siger flere eksperter, at den politiske pakke i bedste fald vil indskrænke radikaliseringen »delvist« og i værste fald gå ekstremisternes ærinde.

Justitsministerens boykot

Gårsdagens morgenpost åbnede med et citat fra Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, der var »rasende« efter et interview med DR-journalisten Clement Kjersgaard i programmet »Vi ses hos Clement«.

Elbæk følte sig kørt over og mente ikke, at Clement Kjersgaard var interesseret i at lytte til hans svar.

Debatten om interviewform og Elbæks svar kørte det meste af dagen i går, men tog til i styrke, da justitsminister Søren Pind på sin facebookprofil bekendtgjorde, at han i fremtiden ikke ønsker at lade sig interviewe af selvsamme Clement Kjersgaard. Det fik i går Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen til at kalde Pind en »tøsedreng«.

»Det er for slapt, og jeg synes, at han er en tøsedreng. Jeg forstår ikke, at han er i politik, når han ikke vil udfordres,« siger DFeren. Liberal Alliances Mette Bock siger i øvrigt i dagens Ekstra Bladet, at heller ikke hun gider »Vi ses hos Clement«. Hun »orker« det simpelthen ikke, siger hun.

Du kan se hele Søren Pinds kommentar til Uffe Elbæk-interviewet og justitsministerens begrundelse for at boykotte Clement Kjersgaard her:

Det sidste nøk inden gymnasiereformen

Vi iler videre til de forhandlinger om en gymnasiereform, der er inde i det, der ifølge flere meldinger er den afgørende fase.

Og det kan man godt mærke, når man læser dagens historier, hvor både Politiken, tv2.dk og Berlingske har historier, der relaterer sig til netop gymnasieforhandlingerne. Vi starter i Politiken:

I en undersøgelse, som Danmarks Lærerforening står bag, svarer 4 ud af 5 lærere, at de har for lidt tid til at forberede sig. Formanden for landets skoleledere advarer i Politiken om, at det »næsten ikke kan hænge sammen«. De sidste knap to år har folkeskolelærerne haft mindre forberedelsestid som følge af folkeskolereformen. Det skete i takt med de nye arbejdstidsregler, der blandt andet betød, at lærerne skulle undervise tre lektioner mere om ugen - uden at få mere forberedelsestid.

tv2.dk siger SFs undervisningsordfører Jacob Mark, at den udvikling er både fatal og skidt. »Vi foreslår, at man skal afsætte en halv milliard kroner som en saltvandsindsprøjtning til reformen,« siger han til tv2.dk. Det var nemlig en fejl at flette lærernes arbejdstid sammen med reformen i 2013, siger SFeren.

I Berlingske er det erhvervsskolerne, der er i offensiven. De røde partier vil ikke gøre forskel på erhvervsskolerne og gymnasierne og står derfor fast på et adgangskrav på 02 i de igangværende gymnasieforhandlinger. Men erhvervsskolerne selv ser intet problem i et højere adgangskrav på gymnasiet og foreslår et 4-tal. Læs den historie her.

Støjberg anklages for at give forkerte oplysninger til Folketinget

Der er ikke ændret i beregningsmodellen for, hvor meget ulandsbistanden betaler til at modtage flygtninge. Sådan har integrationsminister Inger Støjberg (V) sagt i et svar til Folketinget. Men i dag kan altinget.dk fortælle, at en intern mail viser det modsatte.

Mediet har fået aktindindsigt i mailen, hvor det fremgår, at der i forbindelse med finanslovforslaget for 2016 er udarbejdet en »mere præcis beregningsmodel« for, hvor stor en del af udgifter til flygtningemodtagelse, der kan finansieres over ulandsbistanden.

Det ligner vildledning, mener S, der har Støjberg i samråd i aften klokken 19. Læs hele historien her.

DFs udlændingelussing til de øvrige blå partier

Inden vi skal se nærmer på, hvad der sker i #dkpol i dag, skal vi lige forbi en DF-lussing til de øvrige blå partier.

Afsenderen er DFs Marie Krarup, der i dagens kronik i Berlingske langer ud efter de andre borgerlige partiers manglende lyst til handling, når det gælder alle de mange hårde holdninger til udlændingepolitikken, de ifølge Krarup turnerer med.

»Problemet kommer, når der skal handles. Så viser de bastante og stramme meldinger fra de borgerlige politikere og Inger Støjberg især sig at være ren varm, blå luft. For der sker ikke noget. Inger Støjberg gør intet for at få etableret en permanent grænsekontrol, og de borgerlige politikere, der prøver at fremstå barske i pressen, viser sig at mangle modet til at stemme for de opstrammende beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti gang på gang fremsætter,« skriver Krarup i kronikken.

Læs den hele her.

Det sker i dag

07:00 Doorstep-pressemøde i Kirkeministeriet
Der afholdes i dag doorstep i Kirkeministeriet efter femte runde politiske forhandlinger om religiøse forkyndere. Mødet begynder klokken 7 og forventes afsluttet senest klokken 13.

10:30 Redegørelse om Danmarks digitale vækst
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) inviterer i dag journalister og presse til en uformel pressebriefing om regeringens "Redegørelse om Danmarks digitale vækst". Ministeren vil gennemgå redegørelsen og svare på spørgsmål.

12:00 Økonomisk Råd med vismandsrapport
Økonomisk Råds formandskab kommer i dag med deres vismandsrapport Dansk Økonomi, forår 2016. Rapporten ser blandt andet på emnerne konjunkturvurdering, offentlige finanser og boligbeskatning. Rapporten offentliggøres klokken 12.00, mens der er pressemøde klokken 12.30.

13:00 Møde i salen
I dag er der møde i Folketingssalen. Blandt dagens lovforslag til behandling er blandt andet forslaget om forsøgsordning med kørekort til 17-årige, samt den endelige fjernelse af transseksualisme fra listen over sygdomme.

13:30 Ungarns udenrigsminister besøger Danmark
Ungarns udenrigs- og handelsminister, Péter Szijjártó, besøger i dag Danmark. Han skal blandt andet mødes med udenrigsminister Kristian Jensen (V), Det Udenrigspolitiske Nævn og danske erhvervsledere.

19:00 Samråd om udviklingsbistand til flygtninge- og integrationsaktiviteter
I dag er udenrigsminister Kristian Jensen (V) kaldt i samråd om anvendelse af udviklingsbistand til flygtninge- og integrationsaktiviteter.