Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen og velkommen til tirsdagens morgenpost.
Du får dit politiske overblik lige her, ganske som sædvanlig.
Men vi kommer ikke udenom, at amerikanerne i dag skal til valg. Det er i dag, det skal afgøres, hvem der skal efterfølge Barack Obama som USAs 45. præsident.
At dømme ud fra dagens danske aviser er valget ikke ønskværdigt.
Ifølge Berlingske kan dagens valghandling koges ned til ét ord: »Fravalget«. Og ifølge Politikens forside vælger et splittet USA i dag det »mindst onde«. På forsiden af Jyllands-Posten bliver det amerikanske valg kogt ned til følgende:
»Vinder den republikanske rigmand, kan det vende op og ned på den verden, vi kender. Vinder Clinton er det business as usual - men med den første kvindelige præsident for supermagten.«
Nuvel, vi dykker mere ned i det amerikanske valg senere i morgenposten. Men først skal vi lige have en overflyvning af den politiske situation i Danmark.
Når du har læst færdig, ved du, hvorfor Socialdemokratiet i dag er blevet blå, hvad udenrigsminister Kristian Jensen går og håber på for fremtiden, og hvorfor Thulesen måske bliver lunere på lavere topskat i 2017.
LA bør overveje at udskyde topskatte-deadline
Og vi starter med det sidste. Vi starter med topskat og med Liberal Alliance.
Og med Dansk Folkeparti. For ifølge Børsens politiske kommentator Helle Ib, kan der være ræson for Anders Samuelsen og Liberal Alliance i at overveje, om partiet skal slække lidt på den stålsatte topskatte-deadline, der i øjeblikket lurer, når 2016 bliver til 2017.
Vi ved der, om der kommer topskattelettelser eller valg, har Anders Samuelsen flere gange gentaget. Men ifølge Helle Ib skulle han måske begynde at overveje endnu en udskydelse af den deadline.
»Accepterer LA endnu en udskydelse, vil LA dermed have en større chance for at komme igennem med topskattelettelser, end hvis Samuelsen står fast på sin nuværende deadline. Dermed ikke sagt, at Dansk Folkeparti vil levere hele vejen op. Men DF kan blive lunere på at finde et kompromis,« skriver Helle Ib i dagens Børsen (kræver abonnement).
Og hvorfor så det? Jo, det er ganske enkelt en selvstændig pointe for Dansk Folkeparti at demonstrere, at LA ikke skal kunne true sig til et politisk resultat - hverken hvad angår tidsplan eller indhold, skriver Helle Ib.
Kristian Thulesen Dahl har ved flere lejligheder fremhævet, at DF indgår ikke en aftale om topskattelettelser før nytår, skriver Helle Ib og betoner, at vendingen »før nytår« altså er vigtig. Læs hele analysen (kræver abonnement) her.
Jensen håber på en blå firkløver-regering
Fra én snak om fremtidens politiske landskab til en anden.
Den danske udenrigsminister og Venstres næstformand, Kristian Jensen, har nemlig skrevet en ny bog, der udkommer 11. november. Og den bog skriver Fyens Stiftstidende i dag om.
»I Danmarks tjeneste«, hedder Kristian Jensens værk, som han ifølge Fyens Stiftstidende har skrevet på de lange flyrejser, som er en udenrigsministers lod. Men bladrer man frem til side 150, handler Kristian Jensens tanker om det at tjene Danmark ikke kun om udenrigspolitik.
På side 150 handler det nemlig i høj grad om indenrigspolitik. Og om fremtiden. Og regeringskonstellationer.
»Jeg ser det som en vigtig opgave at få de blå partier til at samarbejde, også gerne på sigt i en fælles blå firkløver-regering,« skriver Kristian Jensen ifølge Fyens Stiftstidende i sin nye bog.
Det er ikke længe siden, at flere mediehistorier gjorde Søren Gade til topfavorit til at efterfølge Lars Løkke Rasmussen, skulle efteråret og 2025-forhandlingerne komme så vidt. Men sådan er det ikke længere, hvis man skal tro Fyens Stiftstidende.
»Nu lyder der andre toner i det samme Venstre-bagland. Det er ikke noget, der tales højt om, men det ligger lige under overfladen og det er helt klart, at Gades flise er blevet mærkbart mere kølig. Mens Jensens til gengæld er blevet lunere,« skriver avisen i samme artikel.
Tre støttepartier, to meget forskellige udlægninger
Hvordan går det egentlig med finanslovsforhandlingerne?
Svaret afhænger en hel del af, hvem man spørger.
Det gjorde Ritzau i går, og vi bringer her den temperaturmåling i kondenseret form.
Da spørgsmålet blev stillet til Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, lød vurderingen sådan:
»Vi har korte, præcise møder, gode spørgsmål, og så venter vi på nogle svar. Og så er vi ved at være klar til at træffe beslutninger. Jeg synes, det går rigtig fint.«
Den udlægning lod Søren Pape Poulsen til at være nogenlunde enig i:
»Jeg tror, det er en god idé at holde sig klar og se, hvor langt vi kan komme i weekenden. Altså vi skal jo snart til at være færdige, og det har jeg også håb om, at vi kan blive.«
Hos Dansk Folkeparti var formand Thulesen Dahl ikke helt enig:
»Det, vi normalt bruger et par måneder på, skal vi gøre på et par uger - og stadig gøre vores arbejde ordentligt. Kan vi se i slutfasen, at vi får brug for mere tid, så må vi jo tage os mere tid.«
Tja.
I dag mødes regeringen igen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti. Men ikke til deciderede finanslovsforhandlinger. Socialdemokratiet og de Radikale er nemlig med, når der klokken 18.30 skal forhandles om et nyt ejendomsvurderingssystem.
Hvorfor havde Løkke ikke forberedt sig på offentlig debat om Ban Ki-moon-brev?
Det spørgsmål stiller Information i dag, efter at avisen via en aktindsigt har fundet ud af, at Statsministeriet ikke udarbejdede et såkaldt presseberedskab, da FNs generalsekretær Ban Ki-moon sendte et brev til Lars Løkke Rasmussen og udtrykte sin bekymring om regeringens såkaldte smykkelov.
Det var Information, der via aktindsigt tilbage i september kunne afsløre, at brevet fra Ban Ki-moon og Løkkes svar til FN-generalsekretæren overhovedet eksisterede. Siden kunne Information afdække, at Lars Løkke Rasmussen havde oversendt brevene til Udenrigspolitisk Nævn, men at de var fortroligstemplede, sådan at de blev hemmeligholdt for almindelige folketingsmedlemmer.
Og nu undrer flere folketingspolitikere sig over, hvorfor statsministeren ikke fik et presseberedskab:
»Hvis det virkelig var en fejl, at informationen om brevene blev fortroligstemplet, så er det ret mystisk, at embedsmændene ikke gik i gang med at forberede sig på henvendelser fra pressen,« siger Enhedslistens udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen for eksempel.
Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at kommentere historien i Information.
I dag vælger amerikanerne en ny præsident
Og så skal vi tilbage til det amerikanske valg. Et valg, som du selvfølgelig kan følge hele dagen på Berlingske. Og som DR og TV2 har sendt flere end 50 medarbejdere til Guds eget land for at dække.
Et valg, som ifølge en stort opsat helsidesannonce har fået Socialdemokratiet til i dag at være blå. »I dag er vi alle blå,« skriver partiet hen over hele side 7 i Politiken, der i dag er blå.
Og hvis der er S-vælgere, der har fået kaffen galt i halsen over den melding, skal de (heldigvis for dem) kun bladre en enkelt gang, før Socialdemokratiet afslører, at det kun er på grund af valget.
»I morgen er vi røde igen,« skriver partiet nemlig i en lige så stort opsat helsidesannonce. Der i øvrigt er rød.
Det var dagens danske vinkel på den amerikanske valgkamp.
Det første valgsted - landsbyen Dixville Notch i staten New Hampshire, hvor otte personer har afgivet deres stemme - er i øvrigt allerede talt op. Her peger flertallet på Demokraternes kandidat Hillary Clinton, der har fået fire stemmer. Donald Trump har fået to.
Her er et udpluk af, hvad de danske medier skriver om det valg, der altså bliver kaldt alt fra »fravalget« over »skæbnevalget« til valget mellem det »mindst onde«:
Under overskriften "Madame President" skriver Politiken, at Hillary Clinton er det eneste rigtige valg for amerikanerne:
»Det er ikke alene, fordi alternativet Donald Trump er lige dele afskyeligt og urovækkende. Hillary Clinton kan blive USA en fremragende og fremsynet præsident, og der har sjældent tidligere været større behov for det,« skriver avisen.
I Jyllands-Postens leder langes der ud efter begge partiers kandidater:
»Et valg bør i ethvert demokrati være en festdag, men ingen bør misunde amerikanerne det valg, som de i dag skal træffe. Af de 165 millioner amerikanere, der kunne stille op som præsidentkandidater, er det ganske enkelt ufatteligt, at vi står tilbage med de to, som de fleste helst ville være foruden,« skriver avisen i sin leder.
I øvrigt får syv vælgergrupper særlig opmærksomhed fra de to præsidentkandidater. Men Trump skal indynde sig hos andre end gamle, hvide mænd, hvis han skal have en reel chance. Du kan se, hvad der skal til for, at Donald Trump kan trække sig sejrrigt ud af valgkampen her.
I en usædvanlig beskidt valgkamp er politikken gået tabt, skriver Berlingske i dag. Men der er faktisk stor politisk forskel på de to kandidater - og du kan blive klogere på forskellene lige her.
Er du til brætspil?
Og kan du ikke vente med at finde ud af, hvem der vinder valget, så fortvivl ikke.
Berlingske har lavet brætspillet »Vejen til Det Hvide Hus«.
Det kan du spille, hvis du trykker her og printer spillepladen ud - og du kan vel at mærke spille spillet, indtil valget får det udfald, du selv håber på.
3 korte nyheder, du lige skal have med
- Mænd med en forhistorie for vold mod deres udenlandske ægtefæller skal ikke have mulighed for at hente en ny kone til Danmark. Det mener et flertal uden om regeringen, som med et socialdemokratisk forslag i hånden vil pålægge Venstre-regeringen at undersøge, hvordan mænd, der tidligere har udøvet vold mod deres ægtefælle, kan nægtes familiesammenføring med en ny udenlandsk ægtefælle. Det skriver DR i dag.
- Omfanget af IT-kriminalitet og identitetstyveri er eksploderet. Et politisk flertal rundt om regeringen vil derfor nu gøre det muligt at udstede bøder til kommuner og offentlige myndigheder, hvis der ikke passes ordentligt på dine personlige oplysninger. Liberal Alliance, DF, Enhedslisten, Alternativet, SF og Socialdemokratiet støtter forslaget, som Berlingske skriver om i dag. Mere om it-sikkerhed her.
- USAs præsidentvalg rykker ikke ved aktiemarkederne, viser historien. Men den regel kan Donald Trump ændre, hvis han vinder over Hillary Clinton i kampen om Det Hvide Hus, vurderer analytikere. Læs mere om aktiemarkedernes reaktion, hvis Trump eller Clinton vinder, her.
...og 2 endnu kortere, du også lige skal læse
Nyhed I
Venstre-regeringen har i tilknytning til satspuljeaftalen 2017-2020 indgået en delaftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om at igangsætte en 4-årig forsøgsordning med medicinsk cannabis til en afgrænset patientgruppe. Læs mere her.
Nyhed II
42 procent af de udenlandske SU-modtagere fra EU/EØS, som er kommet til Danmark mindre end et år før studiestart, forlader Danmark inden for de første to år efter endt uddannelse. 38 procent af den samme gruppe er i job i Danmark to år efter færdiggjort uddannelse. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Læs mere her.
Fik du læst?
Tyskland opfordrer EU til at indføre en model for bådflygtninge i stil med den stærkt omstridte i Australien, hvor flygtninge og immigranter interneres i de berygtede asyllejre på Nauru og Manus.
Men hvad går modellen ud på, og hvorfor er politikerne så interesseret i den?
Du får overblikket her, hvor Berlingskes Politiko giver dig baggrunden for, hvorfor politikerne igen taler varmt om den kontroversielle model for bådflygtninge.
Dagens besøg
Står Nikolaj Villumsens kolonihaveforening for. De var i går på besøg hos Enhedslistens udenrigsordfører på Christiansborg:
Det sker i dag
USA skal have ny præsident. Og det kommer dagen primært til at gå med. Men der sker trods alt også andre ting. Her er en oversigt.
11:00 Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterer på et pressemøde sin plan for de ekstra initiativer, der skal nedbringe antallet af sager i Natur- og Miljøklagenævnet.
13:00 Spørgetime med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
14:00 Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) er kaldt i samråd om næste års besparelser på skoleområdet i landets små og udsatte kommuner. Ministeren skal blandt andet vurdere konsekvenserne for de udsatte skoler.
14:00 Forsvarsminister Peter Christensen (V) er kaldt i to samråd om beredskabet.
1) I det første samråd, som begynder klokken 14.00, skal ministeren svare på, hvilke ressourcer beredskabet råder over på baggrund af udmeldinger fra tillidsfolk i både det kommunale og statslige beredskab.
2) Det andet samråd ventes at gå i gang umiddelbart efter, omkring klokken 14.30, og her skal ministeren svare på, hvilken betydning det har for det kommunale beredskabs indsatsmuligheder, at førsteudrykningen består af færre folk, og at responstiden øges, på grund af færre økonomiske ressourcer.
14:15 Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt (V) er kaldt i samråd om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland.
14:30 Åbent samråd med sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) om lægers tilknytning til medicinalindustrien.
15:00 Ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), er af Folketingets børne- og undervisningsudvalg kaldt i samråd om statstilskud til efterskoler.
15:00 Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) er kaldt i samråd om myndigheders tildeling af forældremyndighed ved forældredrab.
18:30 Regeringen forhandler i dag med flere partier om det nye system for ejendomsvurdering, som oprindeligt blev fremlagt som en del af regeringens helhedsplan. Partierne, der skal til forhandlinger i dag, er Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.
19:45 Udenrigsminister Kristian Jensen (V) deltager i dag ved tre arrangementer i anledning af det amerikanske præsidentvalg. Klokken 19.45 er han til valgarrangement i Politikens Hus, klokken 20.40 besøger han VU Furesø, Marie Kruse Skole, og klokken 21.30 er han til valgfest hos Socialdemokratiet i Vega i København.