Konservativ toppolitiker langer ud efter video fra Socialdemokratiet: »Hvor er det her nederdrægtigt«

Dagens overblik: Video fra Socialdemokratiet får konservativ politiker til at lange ud. Et brev gør en minister »brandærgerlig«. Og så venter en ny omgang udflytning – denne gang står uddannelserne for tur. Hele dit politiske overblik her.

De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, langer ud efter en video fra Socialdemokratiet, der gør grin med LA-leder Anders Samuelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Godmorgen og velkommen til en ny uge i dansk politik.

En uge, som højst sandsynligt bliver noget mindre dramatisk end den foregående, der blandt andet bød på et farvel til historisk store skattelettelser og en historisk stor undskyldning fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.

Denne uge begynder noget mere roligt, og vi har traditionen tro samlet alt, du skal vide om dansk politik, i den politiske morgenpost. Lad os komme i gang.

Vi begynder med efterdønningerne af et meget omtalt interview med Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen.

Sass fortalte i sidste uge, hvorfor han sjældent stiller op til interview i medierne – faktisk kun »en gang i kvartalet«, som han formulerede det. Forklaringen kom i et interview på Socialdemokratiets egen Facebook-profil, som var udført af journalist Reimer Bo Christensen, der er blevet betalt af partiet for at interviewe gruppeformanden.

Henrik Sass Larsen mener, at man som politiker ikke får lov til at tale ud, og i interviewet efterlyste han muligheden for via medierne at oplyse danskerne om eksempelvis Socialdemokratiets økonomiske politik.

»Al politisk journalistik er blevet enormt konfrontatorisk og enormt hidsigt,« lød det blandt andet fra den socialdemokratiske gruppeformand.

Og netop den bemærkning har flere journalister og politikere bidt mærke i. Særligt fordi Socialdemokratiet i fredags delte en hjemmeproduceret video på partiets profiler på Twitter og Facebook.

I videoen gennemgår Socialdemokratiet »Anders Samuelsens seks faser« – fra »stålsat«, til når »virkeligheden« indtræffer.

Den retorik er faldet flere politikere for brystet – heriblandt de Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard.

»Hvor er det her nederdrægtigt af Socialdemokratiet,« skriver Abildgaard, der efterlyser, at Socialdemokratiet i stedet fortæller danskerne, hvad partiet selv vil.

Samme efterlysning kommer Alternativets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier, med:

Liberal Alliances Laura Lindahl nøjes med at give Socialdemokratiet ret i, at tingene ikke altid lykkes, »uanset hvor stålsat man er«:

Henrik Sass Larsen stillede desuden op til et af sine kvartalsvise interview hos Politiken i weekenden.

Avisen havde talt med flere af de andre partiers gruppeformænd, som kritiserede Sass' boykot af pressen, og det svarede socialdemokraten igen på.

Læs interviewet med Sass her (kræver abonnement).

Det er dog ikke kun Socialdemokratiet, der har haft travlt med videoproduktionen. Også Venstre har brugt tid på at producere en video, der gør grin med socialdemokraten Nick Hækkerup. Den kan du finde her.

Regeringen vil rykke uddannelser til provinsen

Således opløftet kan vi bevæge os videre til dagens andre historier.

Inden længe ventes regeringen at præsentere en ny omgang udflytning af statslige arbejdspladser, men denne gang kommer det ikke kun til at være job, der flyttes fra de store byer til provinsen. Nu skal uddannelserne også rykke med, fortæller beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Avisen Danmark.

»Vi forsømte noget i den første udflytning: Uddannelserne. Efter første runde er det gået op for mig, at der er et massivt behov for, at vores erhvervsrettede uddannelser kommer tættere på de virksomheder, der efterspørger arbejdskraften. Vi bliver nødt til at få spredt uddannelserne i nogle stationer uden for de byer, som de i dag er placeret i,« siger ministeren, der stod i spidsen for den første omgang udflytning.

Regeringen har især øje på de korte og mellemlange videregående uddannelser, der primært ligger hos professionshøjskolerne, skriver avisen.

Også DR har udflytningsnyt:

»21 Søndag« har foretaget en rundspørge blandt alle landets kommuner, der viser, at mere end hver anden har henvendt sig til regeringen enten mundligt eller skriftligt for at argumentere for, at lige netop deres kommune bør lægge jord til en styrelse, et statsligt råd eller en anden statslig institution.

Den historie kan du finde her.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

En »brandærgerlig« minister

Vi springer fluks til Politiken, der har historien om, at EU afviser at hjælpe Danmark med at kradse misligholdt SU-gæld ind.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) sendte i oktober et brev til EU-Kommissionen, hvor de »indtrængende« bad om EUs hjælp til at inddrive den SU-gæld, som udenlandske studerende har optaget, mens de har læst i Danmark.

Men EUs kommissær for retlige anliggender, Vera Jourová, afviser nu i et brev til de to ministre, som Politiken har set, at hjælpe Danmark ud af gældspinen.

Og det er Karsten Lauritzen »brandærgerlig« over.

»Jeg synes, at EU og kommissæren misser en god mulighed for at gøre noget på et område, hvor det er oplagt, at der er et europæisk samarbejde. Det er jo et af de steder, hvor man kunne vise, at EU er en fornuftig ting,« siger han.

Danmark er forpligtet til at tilbyde SU-lån til studerende fra de øvrige EU-lande, når de kommer til Danmark for at studere, men der er ikke nogen EU-regler, der giver Danmark mulighed for at kræve pengene retur, når den studerende er rejst hjem igen.

I 2016 skyldte studerende fra andre EU-lande den danske stat 123 millioner kroner, skriver Politiken.

Hele historien her.

33 borgmestre har fået dobbeltløn

Vi bliver i Politiken, men bladrer videre til historien om, at mange afgåede borgmestre hæver eftervederlag, selvom de har fået andre job, efter de har smidt borgmesterkæderne.

I den seneste tid har politikernes mulighed for at få udbetalt eftervederlag været til debat, og derfor har avisen kigget nærmere på, hvor mange eks-borgmestre der – helt efter reglerne – får udbetalt en skatteyderbetalt »efterløn«, samtidig med at de har fået et nyt job.

Politikens optælling viser, at mindst 33 borgmestre i de seneste tre valgperioder har fået et job eller en anden form for indtægt, mens de samtidig har fået udbetalt eftervederlag.

Avisen har talt med et par af de pågældende borgmestre – heriblandt Torsten Nielsen (K), der netop er stoppet som borgmester i Viborg ved årsskiftet og nu er gået tilbage til sin ejendomsmæglerforretning.

Han har accepteret det fulde eftervederlag efter én borgmesterperiode på 561.773,50 kroner.

»Når man kommer tilbage efter de år, må jeg sige, at så starter man forfra. Det næste halve års tid betragter jeg nærmest mig selv som lærling i min egen virksomhed. Så hvis eftervederlaget ikke var kommet, var jeg nok blevet nødt til at fyre nogle ansatte,« forklarer Torsten Nielsen til Politiken.

Tre hurtige

1. Dansk Folkeparti er med til at hæve støtten til de muslimske friskoler, partiet selv vil forbyde, skriver Berlingske.

DF har i de seneste fire år arbejdet for at lukke de muslimske friskoler, men i den samme periode har de blå partier gradvist hævet statstilskuddet til alle fri- og privatskoler i Danmark. Alene i år betyder det, at tilskuddet til 23 muslimske friskoler stiger med 2,2 millioner kroner, viser nye tal fra Undervisningsministeriet, som Berlingske har fået udleveret.

Undervisningsordfører Alex Ahrendtsen (DF) erkender, at Dansk Folkeparti på den måde har sikret flere penge til de muslimske friskoler, og det ærgrer han sig over.

Læs hele historien her.

2. Trods ambitioner om det modsatte er regeringen i færd med at gøre skattesystemet endnu mere kompliceret, vurderer overvismand Michael Svarer i dagens udgave af Børsen.

Regeringen har indført adskillige nye skattefradrag, og det gør systemet mindre gennemskueligt, lyder kritikken fra overvismanden. I regeringsgrundlaget erklærer VLAK-regeringen ellers, at den vil arbejde for, at »flere kan forstå deres egen skatteberegning«.

Men regeringen har med sin finanslov, sin erhvervspakke og sit skatteudspil bevæget sig i den stik modsatte retning, mener Michael Svarer:

»Man er gået den modsatte vej af intentionen om at skabe et simplere skattesystem,« siger han til Børsen.

Hele historien her (kræver abonnement).

3. Den hollandske venstrefløjspolitiker Jesse Klaver var i fredags gæst ved et SF-seminar om, hvordan venstrefløjspartier kan indgå i regeringssamarbejde uden at gå på kompromis med egne mærkesager. Her gav han en opsang til den europæiske venstrefløj, som han mener, er i knibe.

Læs om Jesse Klavers opsang i dagens Information, hvor SF-formand Pia Olsen Dyhr reflekterer over, at hendes parti i sin tid i regering lagde stemmer til skattelettelser til erhvervslivet på bekostning af offentlig velfærd.

»Når jeg ser tilbage på det, synes jeg, at det er rystende, at centrum-venstre kunne træffe sådan nogle beslutninger,« siger Pia Olsen Dyhr til avisen:

»Vi skulle have holdt fast og sagt, at det vil vi ikke under nogen omstændigheder være med til.«

Hele historien hos Information her.

Dagens interview

Finder vi i Berlingske, der har talt med den konservative gruppeformand, Mette Abildgaard.

Den 29-årige politiker fortæller om, at hun for første gang har politianmeldt en mand, der ringede til hende i december fra hemmeligt nummer og kaldte hende »en klam luder«.

»Som politiker er jeg vant til at blive kaldt grimme ting. Men det er ekstra ubehageligt, når det er et telefonopkald. For så får chikanen en ekstra dimension, og jeg kan virkelig mærke, at der sidder et levende menneske i den anden ende,« siger Mette Abildgaard.

Interviewet er en del af Berlingskes serie om prisen for at være folkevalgt anno 2018.

Læs det her.

Tre gode fra weekenden

Fik du ikke bladret aviserne igennem i weekenden, har vi samlet tre af de bedste historier til dig lige her:

1. Søndag var det 25 år siden, at den konservative statsminister Poul Schlüter meddelte sin og regeringens afgang som følge af Tamilsagen.

Det har flere medier markeret – herunder Jyllands-Posten og Berlingske.

Berlingske har talt med to af de personer, der fulgte skandalen fra forreste række – den ene er daværende justitsminister Hans Engell, der malerisk beskriver, hvordan et stormvejr rasede, natten inden Schlüter trak sig.

»Det var en forfærdelig dag, og ingen kunne lukke et øje den nat. Jeg boede dengang i Espergærde og havde et 90 år gammelt kirsebærtræ. Om morgenen kunne jeg konstatere, at det der fine, kæmpeflotte kirsebærtræ var brækket helt over. Der startede dagen, og så kunne det kun gå skidt,« fortæller Hans Engell til avisen og tilføjer:

»Det gjorde det så også.«

Hele artiklen er ganske læsværdig og kan findes lige her.

2. Politiken kunne søndag fortælle nyt i sagen om svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner.

Avisen har gennemgået den 613 sider lange advokatundersøgelse af sagen, der blev afleveret til Folketingets partier før jul, og den viser, at Skats forvaltning af udbytteskat ikke bare var lemfældig – den var også ulovlig.

I undersøgelsen står det blandt andet klart, at da den milliardstore bedragerisag blev opdaget, havde Skatteministeriet allerede kendt til katastrofale huller i kontrollen med udbytteskat i otte år uden at gribe ind.

Et flertal i Folketinget vil nu have sagen yderligere undersøgt af en undersøgelseskommission.

Læs hele den historie her og en længere gennemgang af sagen i bedste PS-stil her (sidstnævnte kræver abonnement).

3. EU-modstandens førstedame er parat til endnu en tørn: Jyllands-Posten kunne søndag fortælle, at Rina Ronja Kari har besluttet sig for at genopstille for Folkebevægelsen mod EU ved europaparlamentsvalget næste år.

Det har ellers længe været uklart, hvorvidt politikeren ville tage endnu et valg til Europa-Parlamentet som spidskandidat, men nu er tænkepausen slut.

Læs interviewet med Rina Ronja Kari her, hvor hun fortæller om sit klare mål om, at Danmark skal følge i briternes fodspor ud af EU (interviewet kræver abonnement).

Dagens selfie

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) besøgte i går de danske soldater, der for nylig blev udsendt til Estland.

Dagens ananas i egen juice

Det sker i dag

Indtil videre ikke rigtig noget.

Hav en fremragende mandag!