»Jeg savner, at vi ikke bare er et land, der tager telefonen, når kansler Merkel ringer«

Dagens overblik: Thulesen Dahl åbner for at tage flere flygtninge, men midlertidigt; Danmark tilbyder asylansøgere næsthøjeste ydelse i Europa; og så vokser presset på forsvarsminister Carl Holst.

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti. Sted: Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God-onsdag-morgen.

Endnu en dag truer i dansk politik, og politiko.dk giver dig her et overblik.

DF klar til flygtninge-kompromis

DF-formand Kristian Thulesen Dahl kommer i et interview med Berlingske med sit konkrete bud på, hvordan Danmark skal håndtere flygtningekrisen. En løsningsmodel, der i hans optik kan punktere myten om, at Danmark lukker sig om sig selv og ikke vil hjælpe.

1. Vi skal tage flere flygtninge - og gerne hente dem fra flygtningelejrene i nærområderne, ligesom den britiske premierminister David Cameron ønsker at gøre.

2. Men flygtningene skal kun være her midlertidigt, og de skal bo i statslige centre og ikke tilbydes boliganvisning, integrationsforløb og danskundervisning.

3. De sparede penge - i 2013, hvor der kom færre flygtninge til Danmark, løb udgifterne til danskundervisning og aktivitetstilskud eksempelvis op i ca. 900 mio. kroner - skal bruges i nærområderne.

Kristian Thulesen Dahl langer desuden ud efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for ikke at tale med »klar røst« og for blindt at følge den tyske kansler Angela Merkel.

»I stedet for at udvikle en klar strategi afventer vi bare den tyske position for så at lægge os i slipstrømmen på det. Jeg savner, at vi ikke bare er et land, der tager telefonen, når kansler Merkel ringer,« siger han. Læs hele interviewet her.

Udmeldingen fra DF-formanden sender Løkke og Thulesen Dahl på kollisionskurs, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, i en analyse.

Danske asylvilkår i top i Europa

Danmark er blandt de lande i Europa, der tilbyder de bedste vilkår for nyankomne asylansøgere. Det skriver Politiken, der har fået European Council on Refugees and Exiles til at udarbejde en samlet opgørelse over de europæiske landes kontante ydelser til asylansøgere.

Ser man på den månedlige ydelse til en enlig, voksen asylansøger ligger Danmark næsten i top, kun overhalet af Tyskland - og ydelsen er langt højere end i Sverige eksempelvis.

Danmark har også gunstigere forhold, når det kommer til sagsbehandlingstiden i asylsager. Forskningschef Torben Tranæs fra SFI vurderer, at der er stor forskel på den verserende flygtningedebat og den faktuelle virkelighed:

»Selv om Danmark har strammet op på reglerne for asylansøgere, er Danmark stadig et land med gode vilkår. Men proportionerne går hurtigt tabt, fordi vi i diskussionen ikke har niveauerne for ydelser og vilkår med,« siger han til Politiken.

Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) slår over for avisen fast, at hun er klar til at stramme op, så Danmark ikke bliver »et land, der adskiller os fra de andre lande på ydelsesniveau«. Hele historien her.

Presset vokser på forsvarsministeren

Den vil ikke stoppe, sagen om forsvarminister Carl Holst (V) og hans mulige brug af en medarbejder i Region Syddanmark til at føre valgkampagne for sig.

Flere medier har offentliggjort mails og SMS-beskeder, der peger på, at medarbejderen Christian Ingemann Nielsen, der for nylig blev udpeget som forsvarsministerens særlige rådgiver, blandt andet skrev debatindlæg for ham i valgkampen, selvom han var ansat af regionen til et projekt.

Og der er klart tale om overtrædelse af reglerne, vurderer forvaltningsekspert Sten Bønsing fra Aalborg Universitet:

»Christian Ingemann Nielsen har arrangeret møder for Carl Holst, og han har koordineret hans valgkampskalender. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at reglerne er overtrådt på det her område,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

I dag skal Region Sydjyllands forretningsudvalg mødes - og her er Carl Holst og sagen på dagsordenen, for det skal undersøges, »hvad der er op og ned«, siger konstitueret regionsdirektør Jens Elkjær til Berlingske Nyhedsbureau.

Jyllands-Posten har interviewet Carl Holst, der fastholder, at han har »holdt sig inden for reglerne«.

Det er den sidste af flere sager, der har omhandlet din person i de første måneder af regeringens levetid. Er du en belastning for regeringen? spørger Jyllands-Postens journalist.

»Det håber jeg ikke. Det tror jeg ikke. Men jeg anerkender, at der har været nogle episoder. Mit fokus har været at fortælle sagens rette sammenhæng,« siger Carl Holst til avisen.

Lidegaard undsiger Eritrea-håndtering

Kritikken har haglet ned over den såkaldte Eritrea-rapport - og nu føjes en ny, opsigtsvækkende røst til koret. Radikales  Martin Lidegaard, der selv var en central figur i SR-regeringen, undsiger nu den tidligere regerings håndtering af Eritrea-rapporten. Det skriver Berlingske.

Rapporten tilblivelse og endelige indhold er »problematisk« og »manipuleret«, lyder det fra Lidegaard, der opfordrer den nuværende V-regering til at trække rapporten tilbage. Hele historien her.

Folketingets ombudsmand Jørgen Steen Sørensen rettede i går i en udtalelse om Eritrea-sagen kritik på en række punkter, men slog også fast, at der ikke har været tale om »væsentlige lovbrud«. Han giver sin vurdering af, »hvor det er gået galt«, i en kronik i Berlingske i dag.

Andre nyheder:

- Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) langer hårdt ud efter de Konservative: For det koster dansk konkurrenceevne og arbejdspladser, hvis ikke partiet retter ind og støtter regeringens ønske om at sænke ambitionerne for reduktionen af CO2-udslip. Konservative afviser. Det skriver Børsen her (kræver abonnement)

- Efter splittelse om Irak-krig, Palæstina-spørgsmålet og håndteringen af Tibet, skal der sikres både politisk og folkelig opbakning til Danmarks førte udenrigspolitik, mener regeringens netop udpegede udenrigskoordinator Peter Taksøe-Jensen. Interview i Jyllands-Posten print.

- En ny, principiel EU-dom griber ind over for velfærdsturisme. Dommen slår fast, at EU-borgere ikke automatisk har ret til sociale ydelser fra andre medlemslande, selvom de har arbejdet: Det kræver arbejde i det andet EU-land i mindst et år for at kunne få sociale ydelser i mere end et halvt år. Set i Politiken print.

Dagens analyse:

»De to yderpoler er lette at få øje på i den offentlige debat. Men hvad mener det store brede flertal, der ikke blander sig med enten vrede over flygtningestrømmen eller aktivistisk hjælp til de flygtninge og migranter, der nu i knap to uger er kommet over grænsen. Folkestemningen er især vigtig for Venstre og Socialdemokraterne som de to store partier, der har brug for at appellere til en bred og sammensat vælgerskare, og som også i udlændingepolitikken vogter på hinandens mindste skridt i konkurrencen om midtervælgerne.«
- Christine Cordsen i Jyllands-Posten (kræver Premium)

Første »skoledag«

I dag åbner FN sin 70. session - og det betyder også, at tidligere formand for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), i dag indtræder i rollen som leder af FNs generalforsamling. De egentlige debatter ventes først at begynde senere på måneden, og bl.a. miljø- og klimaspørgsmålet samt bekæmpelse af fattigdom står højt på dagsordenen.

Politiko.dk har samlet lidt godbidder i anledning af Mogens Lykketofts første dag i sit nye job:

En tidslinje over socialdemokratens karriere - et citatportræt med ti guldkorn - billedserien »Fra fipskæg til FN-formand« - og overblikket over hans nye arbejdsopgaver.

Det sker i dag

- Kl. 11.30: Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (S) skal i samråd om social dumping. Han er blandt andet blevet bedt om at redegøre for, om han stadig mener, at »problemerne med udenlandsk arbejdskraft er blæst helt ud af proportioner«. Et synspunkt, han gav udtryk for i en kommentar i Berlingske i november 2013, da han var adm. direktør i DA.

- Kl. 13.00: Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann er kaldt i samråd hos Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer om det såkaldte »landevejsprincip«. Det går i korte træk ud på at have samme pris for at sejle med færgen som at køre en tilsvarende strækning på en landevej.

- Kl. 14.30: Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder skal i samråd i Folketingets kirkeudvalg om præsters forkyndelsesfrihed og retssikkerhed.

- To danske ministre skal på fint besøg i Vatikanet. Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og miljø- og fødevarerminister skal i audiens hos Pave Frans. Paven, der i forsommeren advarede mod de truende klimaudfordringer, ønsker at møde EUs klima- og miljøministre forud for FN-topmødet om nye globale klimamål, hvor han selv skal tale. Til mødet deltager også de to EU-kommissærer på området.

PS:

Så var der i øvrigt ...

... den forargende:

Debatten raser fortsat efter et debatindlæg, som Politiken bragte mandag.

Her kaldte bestyrelsesmedlem i HK Ungdom Hovedstaden, Nicolai Arentz Larsen, det »lækkert« at være på dagpenge for at have et »pusterum«, indtil drømmejobbet dukker op.

Men det er faldet rigtig mange, ikke mindst røde politikere og repræsentanter i fagbevægelsen, for brystet. De er slet, slet ikke enige i det syn på det at være på dagpenge. Politiko.dk har samlet et lille uddrag:

 

... og den sjove:

Alle veje fører til Rom. Eller til Justitsministerens postkasse:

Posten kommer altid frem!

Posted by Søren Pind on Tuesday, September 15, 2015

Morgenposten opdateres løbende. Senest 8.30